Nyhed

Endnu en ny anvisning om småhuse

​SBi-anvisning 254, Småhuse – styrke og stabilitet er netop udkommet. Den er nummer to i en serie af nye anvisninger om småhuse, og erstatter den tidligere SBI-anvisning 186, Småhuses stabilitet fra 1995.

Småhuse omfatter her fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse med lodret lejlighedsskel i indtil to etager samt eventuel kælder. Det vil sige også kæde- og rækkehuse samt sommerhuse.

Anvisningen handler om generelle krav og anbefalinger til styrke og stabilitet af nybyggede småhuse, og anvisningens løsninger opfylder bestemmelserne i Bygningsreglement 2015 (BR15).

Den nye anvisning indeholder en række eksempler på, hvordan funktionskravene opfyldes, og er i mange tilfælde suppleret med dimensioneringstabeller, som angiver, hvor mange forbindelsesmidler, der er nødvendige i en given samling under givne betingelser.

Desuden indeholder anvisningen skemaer, som er udformet og formuleret med henblik på kontrol af udførelsen, men de kan også anvendes som huskelister under projekteringen.

Brand- og lydkrav er beskrevet i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion (de Place Hansen et al., 2015).

Anvisningen er udarbejdet af forsker Thomas Cornelius Buch-Hansen, seniorrådgiver Erik Steen Pedersen, der har udarbejdet afsnittet vedrørende fundering, og forskningschef Niels-Jørgen Aagaard. Seniorforsker Ernst Jan de Place Hansen har ledet udgivelsen af den.

I første omgang udkommer anvisningen online her på www.anvisninger.dk, men udkommer senere både i trykt form og som e-bog.