BUILD Rapport 2020:17

Estimering af antal personskader efter trafikulykker i Danmark baseret på selvrapportering

​I 2016 registrerede politiet 3.314 tilskadekomne i trafikken. Tilsammen registrerede politi og akutmodtagelser 35.312 trafikulykker. Dermed er Vejdirektoratets officielle ulykkesstatistik, som baserer sig på politiets registreringer, fyldt med mørketal og er dermed yderst mangelfuld. Ved at sammenligne tal fra politi og akutmodtagelse bliver resultatet et mørketal på omkring 80 procent for motorkøretøjer og 96 procent for cyklister.

Et andet mørketal opstår, fordi eneulykker med fodgængere på offentlig vej siden 1967 ikke har været defineret som en trafikulykke. Populært sagt kan man sige, at fordi faldulykken med fodgængere på offentlig vej ikke defineres som en trafikulykke, vil det være bedre for en vejbestyrelse at anlægge en rundkørsel, som bekæmper bilulykker, i stedet for at oprette skæve fortovsfliser og bekæmpe glatte fortove.

I EU-projektet InDeV (In-depth Understanding of Accident Causation for Vulnerable Road Users), hvor også Danmark deltog, var mere end 80 procent af de rapporterede fodgængerulykker faldulykker.

Et tredje mørketal handler om trafikofre, der alene behandles hos vagtlægen og de praktiserende læger. I dag registreres disse trafikofre slet ikke.

Trafikforskningsgruppen på BUILD har derfor estimeret det virkelige antal trafikofre ud fra en befolkningsundersøgelse, hvor forskerne igennem et år fulgte 5.532 danskeres selvrapporterede trafikulykker. Undersøgelsen var en del af ovennævnte EU-projektet InDeV.

Resultaterne af befolkningsundersøgelsen viser, at det bedste bud er, at godt 85.000 hvert år kommer til skade i trafikken i Danmark i et omfang, så de tager på hospitalernes akutmodtagelser, til egen læge eller til vagtlægen.

Forfatter:
  • Harry Lahrmann
  • Katrine Meltofte Møller
  • Anne Vingaard Olesenn
Sprog:
Dansk
ISBN trykt bog:
978-87-563-1956-0

Download publikationen (gratis):

1 af 5

Køb bog

Estimering af antal personskader efter trafikulykker i Danmark baseret på selvrapportering

12 sider

Levering: Denne udgivelse findes kun som pdf - ikke i trykt form.