Mangel på plejeboliger for personer med demens

Antallet af mennesker med demenssygdomme stiger, i takt med at middellevealderen stiger, men få af de eksisterende plejeboliger tager hensyn til denne voksende gruppe. Ny anvisning fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København giver overblik over, hvordan plejeboliger kan indrettes, så det øger trivslen hos personer med demens.

Nationalt Videnscenter for Demens anslår, at antallet af mennesker med demens i Danmark vil stige fra ca. 90.000 i 2014 til ca. 150.000 i 2040. Det øger behovet for boliger, der tager hensyn til de særlige behov, som personer med demens har. Omkring to ud af tre beboerne i plejeboliger i dag lider af en demenssygdom, men mindre end hver 7. plejebolig i Danmark er indrettet særligt til denne gruppes behov ifølge en analyse fra Ældre Sagen.

”Størstedelen af plejeboliger i dag er indrettet med fokus på fysiske funktionsnedsættelser og tager ikke særligt hensyn til de behov, som mange personer med demens har for at kunne trives,” siger rådgiver Lone Sigbrand, der er en af forfatterne bag den ny SBi-anvisning, som sammenfatter de særlige forhold, man bør være opmærksom på, når man skal i gang med at indrette plejeboliger for personer med demens.

”De fleste forhold i et byggeri bliver i dag konkretiseret i idéprojekt og dispositionsforslag. Det er vigtigt med en tidlig indsats for at sikre løsninger, der både sikrer ligeværdighed i byggeriet og opfylder lovgivningens krav,” siger Lone Sigbrand. 

Overskuelig indretning kan mindske medicinforbrug og magtanvendelse
Der findes omkring 200 former for demenssygdomme, hvor Alzheimers er den hyppigst forekommende. Fælles for demenssygdomme er, at de svækker hjernens mentale funktioner såsom hukommelsen, orienteringsevnen og evnen til at tænke og handle sammenhængende. Ofte følger der reaktioner som forvirring, frustrationer og aggressioner med en demenssygdom. International forskning viser, at den fysiske indretning har stor betydning for trivslen for personer med demens. Det kan fx være vigtigt med små boliggrupper i overskuelige, skærmede miljøer og mulighed for at komme ud i lys og luft på en sikker måde.

”Personer med demens har behov for nænsom arkitektur, der er overskuelig og let at orientere sig i. De fysiske rammer kan hjælpe beboerne til at klare sig mere selvstændigt i længere tid og kan medvirke til at mindske forvirring, uro og aggressiv adfærd og dermed være med til at mindske medicinforbrug og magtanvendelse,” siger Lone Sigbrand, der understreger, at andre beboere også vil have gavn af plejeboliger indrettet med fokus på demens:

”Ofte vil der være tale om almene arkitektoniske kvaliteter, som kan komme en bredt sammensat beboergruppe til gavn. Fx er hjemlige omgivelser noget af det, der er helt centralt for personer med demens, som også vil være vigtigt for mange andre beboere.”

48 mio. kroner til forbedring af plejeboliger for personer med demens
Anvisningen fra SBi kan danne baggrund for en ansøgning om midler fra den pulje på 48 mio. kroner, som Sundheds- og Ældreministeriet netop har lanceret til forbedring af eksisterende plejeboliger, så de fysiske rammer kan tage højde for personer med demens. Kommuner, selvejende institutioner og andre, der ejer eller driver plejecentre kan søge midlerne, der kan anvendes til fx mindre ombygninger, nyindretning af beboernes boliger eller af plejeboligernes fællesarealer. Ansøgningsfrist for første del af puljen er 3. december 2015. Læs mere om puljen til plejeboliger for personer med demens

SBi-anvisningen 'Plejeboliger for personer med demens - indledende spørgsmål' er gratis tilgængelig på anvisninger.dk/259 og kan bestilles i trykt form hos Byggecentrum Boghandel.

Plejeboliganvisningen er en del af en ny serie fra SBi om tilgængelighed i både offentligt byggeri og forskellige typer boliger. Tilgængelighedsanvisningerne er gratis tilgængelige på www.anvisninger.dk/tilgaengelighed, og serien vil blive udvidet over de kommende år. Kommunale og private bygherrer, rådgivere og projekterende kan få gavn af anvisningerne, der er baseret på dansk og international forskning og erfaring.

Yderligere oplysninger: Kontakt rådgiver Lone Sigbrand, SBi, telefon 2810 4041, los@sbi.aau.dkNedenstående billeder kan frit downloades til redaktionel brug på betingelse af kreditering som anført. Klik på billederne for download i høj opløsning.

Direkte adgang til skærmet have med mulighed for forskellige oplevelser kan være med til at øge trivslen hos personer med demens. I Søndersøhave Plejecenter er der mulighed for at spille på instrumenter. Foto: Helle Nebelong.

Ny SBi-anvisning giver overblik over de spørgsmål, der er vigtige at være opmærksom på, når plejecentre og plejeboliger skal indrettes, så det øger trivlsen hos beboere med demens. Foto: Sirid Bonderup, SBi.

SBi-anvisning 259 'Plejeboliger for personer med demens - indledende spørgsmål' er gratis tilgængelig på anvisninger.dk/259 og kan bestilles i trykt form i Byggecentrums boghandel. Illustration: SBi.

Sidst opdateret 05. november 2015