SBi undersøger børneværelser for farlige stoffer

Skadelige kemikalier i legetøj, møbler og materialer, partikler fra madlavning og stearinlys og temperatur og fugt i hjemmet har stor indflydelse på børns sundhed og trivsel. SBi deltager i et nyt projekt, der skal undersøge, hvordan det står til med indeklimaet i børneværelser.

Skadelige kemikalier i legetøj, møbler og materialer, partikler fra madlavning og stearinlys og temperatur og fugt i hjemmet har stor indflydelse på børns sundhed og trivsel. SBi deltager i et nyt projekt, der skal undersøge, hvordan det står til med indeklimaet i børneværelser.

Miljøorganisationen Det Økologiske Råd har igangsat en undersøgelse af indeklimaet på børneværelser i samarbejde med SBi, Københavns Universitet og Astma-Allergi Danmark.

”Når vores omgivelser udsætter os for mange forskellige kemikalier på én gang, kan det have store konsekvenser for vores sundhed. Og her er børn særligt sårbare. Vi er bl.a. bekymrede for, at legetøj og elektronik frigiver hormonforstyrrende stoffer. Det kan øge risikoen for, at børn går tidligere i puberteten og får fertilitetsproblemer i voksenlivet. Vi mangler ganske enkelt viden om, hvordan det står til med indeklimaet på børneværelser,” siger Lone Mikkelsen, kemikalieekspert hos Det Økologiske Råd.

Holdet bag projektet skal undersøge indeklimaet i børneværelser ved at måle på temperaturudsving, CO2-indhold, fugt, kemikalier og partikler – mange forhold, som man som forældre selv kan gøre noget ved, fx ved rengøring, udluftning og ved at vælge alternative produkter m.v.

Postdoc Marie Frederiksen fra SBi deltager i projektet og fortæller, at SBi sørger for analyser af husstøv for kemikalier, bl.a. for indhold af phthalater og flammehæmmere. SBi har særligt interesse for nye flammehæmmere, der fx tilsættes elektronisk udstyr, møbler, tekstiler og legetøj for at begrænse brandfare, men som kan afgive skadelige stoffer til luften.

Projektet, der har titlen ’Frisk luft og mindre kemi i børneværelset’, undersøger børneværelser i forskellige typer af boliger, dvs. lejligheder, enfamiliehuse og rækkehuse. Erfaringerne fra projektet vil kunne danne basis for et større og mere landsdækkende projekt, der kan resultere i konkrete anbefalinger til, hvordan forældre bedst muligt kan skabe et sundere miljø derhjemme.

Realdania støtter projektet for at styrke indsatsen for et bedre indeklima.

Se pressemeddelelse udsendt af Økologisk Råd

Sidst opdateret 13. oktober 2015