EU-projekt undersøger betydningen af kvalitetsmærker i byggeriet

Hvilken betydning har kvalitetsmærker for valg af produkter og firmaer i byggeindustrien? Det undersøger et EU-projekt, der vil fremme brugen af bæredygtige løsninger i byggeriet.

Hvilken betydning har kvalitetsmærker for valg af produkter og firmaer i byggeindustrien? Det undersøger et EU-projekt, der vil fremme brugen af bæredygtige løsninger i byggeriet.

I dag er det ikke ualmindeligt, at et produkt bærer op til flere logoer fra forskellige mærknings- og certificeringsordninger. Det gælder også i byggeindustrien, hvor både byggevarer, byggerier, tekniske systemer og firmaer bliver mærket inden for fx miljø, energi og kompetencer.

Men hvor stor betydning har mærkerne for forbrugerne og samarbejdsparterne i byggeprojekter? Og hvordan bruger forsikringsselskaberne mærkerne, når de vurderer forsikringspræmier? Det undersøger et EU-projekt, som 11 virksomheder og forskningsinstitutioner fra 9 EU-lande medvirker i.

”Der er behov for at få mere viden om, hvordan branchen opfatter og bruger forskellige kvalitetsmærker i dag. Derfor har vi igangsat en spørgeskemaundersøgelse, som vi håber, at så mange som muligt vil bidrage til,” siger seniorforsker Kim Haugbølle fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet København, der repræsenterer Danmark i projektet.

Spørgeskemaundersøgelsen henvender sig til byggevareleverandører, arkitekter, tekniske tegnere, entreprenører, bygherrer og medarbejdere i forsikringsselskaber. Undersøgelsen er på engelsk, og det tager ca. 10 minutter at udfylde spørgeskemaet.

Deltag i undersøgelsen om brug af kvalitetsmærker i byggeriet

Undersøgelsen af byggeriets kvalitetsmærker er en del af det treårige EU-projekt ’European Liability Insurance Organisation Schemes – 2’ (ELIOS 2). Projektet undersøger behovet og mulighederne for tværnationale forsikringsordninger, der understøtter bæredygtige løsninger i byggeriet. Det resulterer blandt andet i et offentligt tilgængeligt webbibliotek, der giver overblik over de mærknings- og certificeringsordninger, der anvendes i EU.

Mere information om ELIOS 2-projektet

Webbibliotek med kvalitetsmærker

Forskere

Kim Haugbølle

Sidst opdateret 23. september 2014