Mulighed for flere billige boliger til de unge

Ny rapport fra SBi giver en række anbefalinger til indretning og billiggørelse af små boliger, der skal imødekomme det kritiske behov for mange og billige boliger til de unge.

Det kan godt lade sig gøre at udforme små, funktionelle boliger til en lav husleje. Laves boligerne flytbare, er der endvidere mulighed for at man kan udnytte tomme byggegrunde med attraktiv, central placering i de store byer. Det viser en ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet København.

Rapporten indeholder en række anbefalinger til indretning og billiggørelse af små boliger, der skal imødekomme det kritiske behov for mange og billige boliger til de unge. Det gælder særligt en del udsatte unge, hvor en del lever på indkomst på SU-niveau pga. den seneste kontantshjælpsreform.

SBi har udarbejdet rapporten for den almene boligadministrationsorganisation KAB med støtte fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter som led i forsøgsprojektet ’Basisboligen’. KAB og Københavns Kommune planlægger lige nu nye boliger i København, hvor anbefalingerne fra SBi indgår. 

Få kvadratmeter kræver optimal indretning
Rapporten fra SBi har fokus på små boliger, fordi de er billigere at opføre. Ifølge seniorforsker Knud Erik Hansen fra SBi kan det godt lade sig gøre at lave boliger på 20 m² netto, som er funktionelle og gode at leve i. Et lille boligareal stiller til gengæld store krav til selve indretningen.

”Vores studier viser, at det er en fordel at lave kvadratiske planløsninger for at udnytte pladsen og lysindfaldet bedst muligt i små boliger,” siger Knud Erik Hansen.

Central beliggenhed og billig husleje er vigtigere for de unge end antallet af kvadratmeter.

”De unge er gode til at tilpasse sig. Det giver en frihed til at lave boliger i lille størrelse, men også til at lave nogle sjove og anderledes løsninger,” siger Knud Erik Hansen. Undersøgelsen fra SBi viser et eksempel på boliger i Lund i Sverige på blot 10 m², der stadig indeholder fuldt funktionelt køkken og et meget lille bad.

Udnyt de tomme byggegrunde i de store byer
Rapporten ser desuden på nye koncepter som almene venne-boliger, hvor flere unge deler en bolig. En stor del af billiggørelsen kan samtidig hentes ved container- og præfabrikeret modulbyggeri. Det har desuden den fordel, at det kan gøres flytbart, som rapporten viser eksempler på.

”Hvis det kan lade sig gøre at lave flytbare boliger, kan man udnytte de tomme byggepladser med attraktiv, central placering i de store byer. Hvis man alligevel ved, at områderne vil stå øde de næste 10-15 år, er det oplagt at bruge dem midlertidigt til fx boliger til de unge,” siger Knud Erik Hansen, og tilføjer at der i København er mange grunde, som ligger hen.

Se eller download rapporten 'Ungdomsboliger i lille størrelse' (SBi 2014:23)

Læs pressemeddelelse: 'Mulighed for flere billige boliger til unge' (5.2.2015)

Mulighed for flere billige boliger til de unge

Forsiden af rapporten 'Ungdomsboliger i lille størrelse' (Foto: Knud Erik Hansen)

Sidst opdateret 05. februar 2015