Artikel

Fortidens og fremtidens boliger for ældre

En historisk gennemgang af ældres boliger.

Af Georg Gottschalk, Statens Byggeforskningsinstitut

Offentliggjort i Arkitekten 2006, 108(3), 41-46  

I dag bor langt de fleste ældre helt op til 80-90 års alderen i ganske almindelige, selvstændige boliger. Det kan de, fordi de foretrækker det, fordi de har råd til det, og fordi de kan få praktisk og personlig hjælp i hjemmet, hvis de har brug for det. De aller svageste kan få en plejebolig i de sidste par år af deres liv, og de, der har brug for boliger, der er indrettet for bevægelseshæmmede, kan få det. Sådan har det ikke altid været.

 Klostre og stiftelser for de fattige

I meget gamle dage var det kirken og klostrene, som tog sig af de syge, de svage, de gamle og de fattige, som ikke selv kunne klare sig, og som familierne heller ikke kunne tage sig af. Efter reformationen overgik flere klostre til velgørende stiftelser for gamle og syge. Det gjaldt fx Gråbrødre Kloster i Odense, der blev opført i mellem 1279 og 1530. Siden reformationen har klostret tilhørt stiftelsen ”Gråbrødre Hospital for gamle og syge”. H.C. Andersens mor levede sine sidste år som fattiglem i denne stiftelses boliger. Klostret er stadigvæk en stiftelse med boliger for ældre. Den middelalderlige del af klostret blev moderniseret i 1969-70 og en nyere fløj: ”Ny Kloster" i 1981. Der kom toilet og bad i alle boligerne, og størstedelen af boligerne fik to rum. Der blev ikke installeret elevatorer. Indtil 1984 var der også en sygeafdeling i klostret.  

I løbet af 1800-tallet kom der flere private stiftelser for fattige ældre til. Et eksempel på dette er Frederik d. Syvendes Stiftelse i Odense. H.C. Andersen skrev i sin dagbog for d. 25. april 1868 om et besøg i denne stiftelse:

 ”Gik med Gredsted ud til Frederik den Syvendes Stiftelse, Kongeflaget var heiset; jeg saae hver Bolig, sædvanlig to Værelser for hver; der var hyggeligt og særdeles reenligt, man kunde godt finde sig i at boe her; de takkede mig Alle saa inderligt, jeg saae til en Kone der havde ligget gigtsvag i 15 Aar. En gammel Mand Larsen op i de fiirs fortalte at hans Kone havde holdt mig over Daaben. Der var Brændehuus for hver, fælles Vaskehuus, og en stor Have hvori hver havde sin Lod, og kunde have Kaal, Kartofler & for hele Aaret. Paa en Tavle stod Navnene paa Velgjørerne, en Bonde i Hunderup 500, hans Kone 1000, Moltke-Hvitfeldt 250. De forskjellige Værelser havde Navn efter Velgjørerne.

 Havedyrkningen viser, at ikke alle var svækkede. Folk boede der i mange år, og de boede der først og fremmest, fordi de var fattige. Sponsoratordningen med velgørernes navne er i dag ikke gået så vidt, men sponsornavne kan nu stå på plejehjemmenes handicapbusser. 

I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet var der efterhånden en del af sådanne velgørende stiftelser for gamle. Erhvervsvirksomheder og erhvervsorganisationer deltog også i boligbyggeriet for de gamle. Fx byggede fabrikant Brandt fra Brandts Klædefabrik i Odense i 1909 ”Fabrikant S.C. Brandts og Hustrus Alderdomshjem”. Det indeholdt otte friboliger for tidligere, gamle medarbejder på klædefabrikken. Den gang var der seniorpolitik.

 I 1800-tallet og helt op til 1930erne var det håndværkerforeningerne, som især byggede stiftelser til mestre og svende og deres enker ud over landet. Bedst kendt er de store stiftelser ”Alderstrøst” fra 1862 på Nørrebro og den senere bebyggelse "Håndværkerhaven" ved Tuborgvej i København. I 1940 rådede den københavnske håndværkerforening over ca. 700 boliger. Midlerne til at opføre Stiftelserne Alderstrøst kom især fra overskuddet fra "Industrilotteriet", som håndværkerforeningerne havde oprettet i 1857. Det var så en ny måde at skaffe midler på. I perioden 1957-1971 byggede den københavnske håndværkerforening "Håndværkerforeningens Plejehjem" med 176 pladser. Medlemmerne havde fortrinsret, og i 1995 var ca. halvdelen af pladserne besat af ældre medlemmer. 

Også andre erhvervsorganisationer end håndværkerforeningerne opførte stiftelser til deres tidligere, gamle medlemmer, hvad man kan se i gadebilledet endnu.

 Fælles for de erhvervsmæssige stiftelser fra 1830erne og frem, var, at det var friboliger eller meget billige boliger, og ofte var der desuden yderligere økonomisk støtte til beboerne. Boligerne var ikke bygget for svagelige eller gangsbesværede ældre, og der var heller ikke noget hjælpepersonale. Det drejede sig om at skaffe selvstændige boliger til gamle, som ellers ikke havde råd til at bo i selvstændige boliger. At være gammel betød meget ofte, at man også var fattig. Det var almindelige boliger til fattige gamle, som boede der i mange år. 

Det offentlige system

Det offentlige system havde ikke selvstændige boliger specielt for ældre i 1800-tallet. Nogle gamle måtte bo på fattiggårdene sammen med andre fattige. Det medførte tab af stemmeret. I København var det bl.a. Almindeligt Hospital, som var et meget stort fattighus. Først i 1891 blev de gamle fattige skilt ud som en særlig gruppe fattige.

To år tidligere havde Bismarck introduceret velfærdsstaten i Europa med vedtagelsen af en obligatorisk alderdomsforsikring i Tyskland finansieret af arbejdstagere og arbejdsgivere. Danmark fulgte med som det næste europæiske land, men her var det en skattefinansieret alderdomsunderstøttelse for alle gamle, uanset om de havde været på arbejdsmarkedet eller ej. De fik alderdomsunderstøttelse (senere kaldt aldersrente) og mistede ikke stemmeretten. De skulle heller ikke længere bo på fattiggårdene sammen med de andre fattige, men i bebyggelser, som senere blev kaldt alderdomshjem.

Heller ikke alderdomshjemmene var indrettet for svage ældre med gangbesvær. Man kan ikke sige, at det var selvstændige boliger, for man havde kun et rum – ikke en bolig. Men der var dog personale. Helt op til 1970erne boede mange gamle i alderdomshjem, fordi de ikke havde råd til andet. Der kunne de bo i mange år, for de var ikke nødvendigvis særlig gamle eller svagelige ved indflytningen. I de senere år har der i den danske debat af og til været en vis romantisering om forholdene i alderdomshjemmene. Der skulle have været så hyggeligt. Det kan man sætte spørgsmålstegn ved. En undersøgelse fra SFI fra 1973 viste fx, at hver femte beboer i den tids pleje-og alderdomshjem overhovedet ikke snakkede med nogle af de andre beboere. 

Man skal helt frem til 1936, før det offentlige begyndte at opføre selvstændige boliger til fattige ældre. Det var de kommunale pensionistboliger – forløberen for vor tids ældreboliger. Det var ikke Rigsdagen, som vedtog denne boligform i første omgang. Der havde ikke engang været noget udvalgsarbejde. Faktisk var det noget af et tilfælde og i virkeligheden ulovligt, at denne fremsynede boligform kom til.

I 1930ernes København boede kun lidt over halvdelen af aldersrentenyderne i selvstændige boliger. Resten boede fx i pensionater og på lejede værelser og nogle i alderdomshjem. Aldersrenten var på 60 kr. om måneden, og den gennemsnitlige husleje var på 30 kr. – begge dele for enlige. Københavns kommune og andre kommuner måtte bruge mange penge af kontoen for personlige tillæg som tilskud til huslejen. Der var nemlig ikke noget, der hed boligsikring dengang. I 1936 fik Københavns kommune den idé at bruge nogle af de penge, der ellers var afsat til personlige tillæg, til at bygge boliger i stedet for. Det var netop de såkaldte pensionistboliger for økonomisk dårligt stillede pensionister.

Den første bebyggelse var Guldbergshave på Nørrebro lige ved siden af alderdomshjemmet De gamles BY. Der var 296 ét-rumsboliger til enlige og 240 boliger med ét rum + alkove til par. Det var en stokbebyggelse med almindelige trappeopgange. En af bygningerne var med en gennemgående korridoradgang og med elevator. Den var for de gangbesværede. Der var ikke bad i de enkelte boliger. Alligevel var disse boliger et enormt fremskridt for datidens aldersrentenydere, som kom fra den almindelige boligmasse. Det var selvstændige boliger med eget WC, centralvarme, altan og radioantenne – noget helt andet end at bo på lejet værelse eller pensionat, og man havde råd til det, selvom man kun havde aldersrenten. De, der havde behov for det, kunne få udbragt varm mad fra det nærmeste folkekøkken, hvor byens øvrige fattige blev bespist. De kunne så vælge, om de ville indtage måltidet sammen med andre beboere i det fælleslokale, hvor maden blev bragt til, eller om de ville indtage det i deres egen bolig.

 Som sagt var det ikke lovligt at bruge kontoen til personlige tillæg til at bygge huse for. Københavns Overborgmester sagde den gang i Borgerrepræsentationen: ”Hvor vidt det alligevel er fuldt lovligt, er et spørgsmål, der jo aldrig bliver afgjort, fordi livet går nu engang sin gang.”

Året efter gjorde Rigsdagen det lovligt, og der kunne nu bygges pensionistboliger med huslejetilskud i en femårs periode. Københavns kommune stilede efter lovens vedtagelse mod at bygge 8.000 af de slags boliger. Det var et ret stort antal i betragtning af, at der dengang var 24.000 aldersrentenydere i kommunen. Også de andre magistratskommuner gik i gang med at bygge pensionistboliger. Siden kom anden verdenskrig, der stoppede byggeriet. Efter krigen var der materialemangel, så i praksis fortsatte byggeriet af pensionistboliger til mindre bemidlede pensionister til 1956. Københavns kommune nåede bygge 13 bebyggelser med i alt 5.700 boliger. Principperne var stort set de samme med de fleste boliger uden elevator og en enkelt blok med elevator. I tre af bebyggelserne havde de fleste boliger dog elevatoradgang. Ét-rumsboligerne udgjorde en større og større andel af boligerne, efterhånden som byggeriet skred frem. I Guldbergshave var næsten halvdelen to-rumsboliger og i den sidste, Husumvænge, var under ti procent to-rumsboliger. 

Der var fastboende viceværter og en boligtilsynsførende, som ofte var sygeplejerske. Så boligformen lignede de engelske "sheltered housing" bebyggelser fra 1960erne, som bredte sig til resten af Europa fra 1970erne - i Danmark under betegnelsen Beskyttede boliger. Denne boligform er nu også kommet til USA under betegnelsen "Assisted Living".

 Der skete ikke så meget med de byggede pensionistboliger efter i årene efter opførelsen ud over, at der kom badefaciliteter og vaskefaciliteter i kælderetagerne. Op igennem 1970erne og 1980erne faldt efterspørgslen, fordi boligstandarden ikke var fulgt med ændringerne på resten af boligmarkedet. I København blev alle pensionistboligerne i 1990erne bygget om til ældreboliger. Lejlighederne blev slået sammen to og to, og der kom badeværelser og elevatorer. Andre steder som fx i Odense brugte man den model at leje boligerne ud til unge i stedet for at bygge dem om. 

Der gik mange år, før man fra det offentliges side igen begyndte at skaffe selvstændige boliger specielt til ældre – denne gang til ældre med gangbesvær. I en periode fra 1970 til 1994 skulle den almene sektor ud af den årlige kvote til alment byggeri bygge 1.000 boliger, der var egnet til ældre. Disse boliger lå integreret i bebyggelserne sammen med de øvrige boliger fx i stueetagen. Og fra 1988 blev der mulighed for at bygge ældreboliger. De kunne fx bygges af almene boligselskaber, og kommunen bestemte, hvem der kunne flytte ind. Siden 1950erne var der sket nogle væsentlige ændringer, som i langt højere grad en tidligere betød, at alle ældre – selv svage ældre – kunne bo i selvstændige boliger. Folkepensionen størrelse, boligsikringen fra 1966 og især boligydelsen fra 1976 betød, at enlige ældre havde råd til at bo i moderne, såkaldt ældreegnede to-rumsboliger, selv om de kun havde folkepensionen. Den store udbredelse af hjemmehjælp, hjemmesygepleje og hjælpemidler betød, at selv svagelige ældre i lang højere grad end tidligere kunne bo i selvstændige boliger. Og i modsætning til alle andre lande er disse ydelse gratis i Danmark, for dem som er visiteret til dem.

 Pensionistboligerne fra 1936 var et stort spring fremad, da de blev bygget. Desværre fulgte man ikke op på dem ved løbende at følge standardudviklingen på det øvrige boligmarked, før de blev moderniseret i 1990erne. Måske kommer vi til at begå samme fejl med ældreboligerne. Siden 1988 har vi bygget de samme små to-værelses boliger. Tiden må være inde til også at bygge nogle større boliger, hvis de fortsat skal være attraktive for ældre.

 Offentlige og private initiativer overfor de svage ældre

Op til 1960erne havde man en vis arbejdsdeling mellem private og det offentlige omkring institutioner for de svageligste ældre. Det var i høj grad private organisationer og enkeltpersoner, som stod for plejehjem, mens det offentlige stod for alderdomshjem for de mere velfungerende, men fattige ældre. Efterhånden blev det hele dog mere og mere broget med hybridformer. I 1973 var der i alt ca. 1.200 institutioner med i alt 32.000 pladser. Dvs. i snit ca. 30 pladser i hver. Heraf var ca. 600 kommunale alderdomshjem. Derudover var der ca. 100 kommunale alderdomshjem med en sygeafdeling. Og så var der ca. 350 private plejehjem og 65 kommunale plejehjem. Med bistandsloven fra 1976 blev der fremover kun én kategori: Plejehjem.

 Plejehjem var institutioner, hvor man betalte hele sin pension og en stor del af evt. renteindtægter for at bo. Og uanset, om man havde brug for det eller ej, fik man hele pakken af serviceydelser inkl. frisør og fodpleje. Døgnrytmen var institutionens. De fleste havde eget værelse med badeværelse, men helt op til 1990erne var der stadigvæk værelser med to personer, ligesom der var værelser, som ikke kunne bruges af kørestolsbrugere.

 Beskyttede boliger fra 1976 var en mellemform mellem plejehjem og almindelige boliger. Det var to-værelses boliger, der var indrettet for bevægelseshæmmede, og hvor der var fælleslokaler og personale døgnet rundt – evt. i et nærliggende plejehjem. 

Ældrekommissionens anbefalinger i sin tid var bl.a., at man skulle sikre selvbestemmelse og kontinuitet i de ældres tilværelse. Man skulle fx ikke flytte fra den ene institutionsform til den næste i takt med forringelsen i helbredet. Det var derfor, at der fra 1988 ikke længere kunne bygges plejehjem og beskyttede boliger. I 1996 fik vi en plejehjemsreform: For de aller ældste og svagelige kunne der nu bygges to-rums plejeboliger med en selvstændig huslejekontrakt og med valgmuligheder mht. serviceydelser.  

Overalt i landet arbejdes der med koncepter for plejeboliger både i form af nybyggeri og i form af ombygninger af eksisterende gamle plejehjem.  

 Konklusion

I mange hundrede år betød det at være gammel også at være fattig. Først i den nyeste tid har alle ældre råd til at bo i selvstændige boliger. De kan også få hjælp i boligen døgnet rundt, hvis de har brug for det. Det tilbageværende problem er tilgængeligheden i den  almindelige boligmasse. Stramningerne i Bygningsreglementerne fra 1995 og 1998 mht. tilgængelighed vil med tiden løse noget op for dette.

De allersvageste kan i deres sidste leveår have brug for selvstændige boliger med personale i nærheden døgnet rundt. Det har vi fået plejeboligerne til.

 Ellers er der på længere sigt ikke brug for særlige boliger for ældre. Fremtidens ældreboliger er almindelige boliger. Det gælder, efterhånden som Bygningsreglementerne gradvist strammes op mht. tilgængelighed til og i boligen i takt med, hvad der er politisk muligt.

 Så er der nogle små grupper, som selv foretrækker at bo på særlige måder: Dem, der vil bo i bofællesskaber med andre ældre, og dem, der vil bo i sommerhus året rundt, efter at det er blevet tilladt for pensionister.

Forskere

Sidst opdateret 23. februar 2007