Ph.d-afhandling

En Århusantropologi

Afhandlingen behandler interaktionen mellem fysiske rum, social praksis og kulturel forestilling gennem tre rumtyper: Landskab, by og hus og belyser herigennem de to boligkvarterer Skåde Bakker og Fedet ved Århus.

En Århusantropologi er skrevet på baggrund af otte måneders feltarbejde i boligkvartererne Skåde Bakker og Fedet ved Århus. Ph.d.-afhandlingen behandler interaktionen mellem fysiske rum, social praksis og kulturel forestilling gennem tre rumtyper: Landskab, by og hus og belyser herigennem de to kvarterer.

Selv om en stor del af feltarbejdet foregik inden døre, søger afhandlingen at forblive uden for murerne i den forstand, at det ikke er psykologiske eller indre erfaringer, der er i fokus. Det er desuden forsøgt at komme uden for de personlige erfaringer og ind i en mere generaliserende forståelse af såvel lokale landskaber, bydele og huse som analytiske begreber om rum, socialitet og kultur. Baggrunden er et omfattende empirisk materiale fra feltarbejdets deltagerobeservation, interviews, indsamlinger, fotoregistreringer m.v.

Skåde Bakker og Fedet ved Århus udmærker sig ved at være byens mest attraktive villakvarterer. De er interessante i sig selv, men også fordi sådanne attraktive kvarterer efterlignes mere eller mindre vellykket andre steder. Hvad er det der gør dem attraktive, hvordan forvaltes de, og hvordan fortolkes de? Sådanne spørgsmål rækker videre ud mod forståelsen af boligkvarterer som sådan og de vilkår og valg, de er underlagt. Desuden rækker dette singulære emne ud i en videre diskussion af rums sociokulturelle dimensioner. Rummets betydning i forhold til samfund og kultur således som den viser sig i forestillinger og praksisser er således emnet i videre forstand.

Forfatter: Kirsten Marie Raahauge

Download ph.d.-afhandlingen: 'En Århusantropologi' (2007)

Forskere

Kirsten Marie Raahauge

Sidst opdateret 20. juni 2016