Videre til indhold | Videre til menunavigation

Søg
Du er her: Forside / Arrangementer / Kommende arrangementer / Karsten Duer udnævnes til adjungeret professor i sammenhænge mellem indeklima og bygningers energiforbrug
Personal tools

Karsten Duer udnævnes til adjungeret professor i sammenhænge mellem indeklima og bygningers energiforbrug

I anledning af udnævnelsen holder Karsten Duer torsdag 6. marts kl. 14 en tiltrædelsesforelæsning med titlen ’Balancerede krav til boliger – Et ubalanceret forsøg på at belyse vigtige elementer i menneskers boliger’. Alle er velkomne til at overvære forelæsningen på Aalborg Universitet A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV.

Civilingeniør, ph.d. Karsten Duer er udnævnt til adjungeret professor ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Aalborg Universitet København. Karsten Duers professorat handler om sammenhænge mellem indeklima og bygningers energiforbrug ud fra en helhedsorienteret betragtning, der inkluderer luftkvalitet, dagslys og trivsel. I anledning af udnævnelsen holder Karsten Duer torsdag 6. marts kl. 14 en tiltrædelsesforelæsning med titlen ’Balancerede krav til boliger – Et ubalanceret forsøg på at belyse vigtige elementer i menneskers boliger’.

”Mennesket har over få tusinde år oplevet en enorm kulturel udvikling. Vi er migreret fra varme egne til næsten hele kloden. Vi er flyttet fra naturskabte til menneskeskabte miljøer over en periode, der, i forhold til den biologiske evolution, er meget kort. Vi ved en del om, hvad boligers indeklima betyder for beboerne, og hvad energiforbruget betyder for udeklimaet – men hvad betyder det for de krav, vi sætter til boliger nu og fremover?”, spørger Karsten Duer, og fortsætter:

”Jeg glæder mig til under min tiltrædelsesforelæsning at give mit personlige bud på en besvarelse af dette spørgsmål”.

Udviklingsingeniør og forsker

Karsten Duer, som er 54 år, havde efter eget udsagn en ”lidt lang vej” til at afslutte civilingeniøruddannelsen, hvilket skyldtes andre, mere påtrængende interesser:

”Så som renovering af et gammelt sejlskib”, griner han.

Efter som 31-årig at være færdiguddannet i 1990 fik han ansættelse på DTU, hvor han under ledelse af professor Svend Svendsen først forskede i solvarme og senere i vinduessystemers optiske og termiske egenskaber. Hans interesse for vinduers betydning for energiforbrug og indeklima førte i 2001 til, at han opnåede en ph.d.-grad inden for karakterisering af vinduers energimæssige egenskaber. Umiddelbart derefter blev Karsten Duer ansat som leder af en testafdeling i VELUX, og siden 2005 har han været leder af VELUX Group Standardisation and Product Regulation, samtidig med at han har fortsat sin forskning i energi og indeklima, bl.a. gennem en række højt profilerede, internationale projekter.

”Karsten Duer er en kapacitet og et levende bevis på, at man kan have succes som forretningsorienteret udviklingsingeniør i byggematerialeindustrien, samtidig med at man deltager i internationalt førende forskning i samarbejde med universiteter og andre forskningsinstitutioner”, siger forskningschef Søren Aggerholm fra SBi.

Som eksempel nævner han Karsten Duers afgørende bidrag til metodeudviklingen vedr. måling af avancerede vinduessystemers og solafskærmningers nettoenergibidrag og ovenlysvinduers varmetransmission.

”Vi har gennem en årrække haft et nært samarbejde med Karsten om både standardisering og forskning, ligesom han har bidraget til vores forskeruddannelser. Med professorudnævnelsen vil han blive endnu tættere knyttet til SBi, også for at kunne bidrage til vores øvrige uddannelses- og efteruddannelsesaktiviteter”, siger Søren Aggerholm og peger på udvikling af metoder til karakterisering af vinduessystemers rolle i forhold til energi, indeklima, ventilation og brugerbehov som eksempel på et emne, der kan blive løftet gennem Karsten Duers professorat:

”Vinduer begynder at yde et nettobidrag til bygningers energiforbrug, men samtidig bliver sommersituationen mere og mere vigtig pga. risiko for overophedning – selvfølgelig især længere sydpå, men også i Danmark”, forklarer Søren Aggerholm.

Behov for forskning i brugerbehov

Under sin ansættelse hos VELUX er Karsten Duer blevet opmærksom på, at overtemperatur bliver et stigende problem i lavenergibyggeri, og at der skal udvikles bedre beregningsmetoder til vurdering af effekten af luftskifte og solafskærmning.

”I den sammenhæng er der et udtalt behov for mere forskning i brugerbehov”, siger Karsten Duer.

Under ansættelsen i VELUX har Karsten Duer bidraget til implementering af beregningsmetoder i europæiske standarder om energi, indeklima og ventilation, og han er i øjeblikket involveret i revisionen af en række EN-standarder under Energy Performance of Buildings Directive. Karsten Duer var endvidere en af de centrale initiativtagere til etableringen af den internationale platform for ventilative cooling i 2012 (www.venticool.eu), ligesom han deltager i IEA Annex 62 om ventilative cooling i samarbejde med bl.a. Aalborg Universitet.

I mellemtiden har Karsten Duer opgivet at istandsætte gamle sejlskibe. I stedet sejler han nu i en ældre træbåd, som han ejer i fællesskab med sine to brødre.

Yderligere information kan fås hos forskningschef Søren Aggerholm og adjungeret professor Karsten Duer (karsten.duer@velux.com, tlf. 6155 8964).

Forskere

Søren Aggerholm

Sidst opdateret 25. februar 2014