Alternative boligformer på Roskilde Festival

20. januar 2014 kl. 9.00-14.00 i Industriens Hus, H.C. Andersens Boulevard 18, 1787 København V. Invitation til konference om bæredygtige løsninger på vor tids udfordringer.

Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet København medvirker i konferencen Fra Rio til Roskilde tur retur mandag 20. januar 2014 kl. 9-14 i Industrien Hus, H.C. Andersens Boulevard 18, 1787 København V. Konferencen arrangeres af Roskilde Festivalen, Dansk Industri og Copenhagen Buisenes School.

På konferencen fremlægges resultaterne fra forskningsprojektet Rio til Roskilde, der har fokus på de bæredygtighedsproblematikker, der er forbundet med at afholde en festival, som hvert år trækker omkring 130.000 gæster til huse.

Fremtidens midlertidige boligformer

”Roskilde Festivallen er et fantastisk eksperimentarium til at udvikle alternative boformer til det byggede miljø. For hvilke andre steder bygger man en hel by op fra 0 til 130.000 indbyggere på bare 10 dage? Det er en ekstrem case, hvor det er muligt at afprøve en mængde nye ideer og eksperimenter, som ellers ikke ville blive ført ud i livet”, siger Kim Haugbølle, der er seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) og deltager i forskningsprojektet samt oplægsholder på konferencen.

Formålet med eksperimenterne er at udvikle et funktionelt, prisbilligt og kommercielt attraktivt alternativ til teltet som boligform og pavillonen som samlingssted. Det førte på festivallen i 2013 til blandt andre to forskellige typer af boliger af isoleringsbatts. Husene af batts kan udføres i mange størrelser, alt efter behov, og kan også bruges til at lave fleksible kølehuse.

Ud over at bringe mere bæredygtighed ind i festivallers boformer kan perspektiverne i de nyudviklede midlertidige boliger være, at de udviklede løsninger kan inspirere danske virksomheder til at bruge dem i bæredygtige permanente boliger. Det er også muligt at se, hvordan bygherrerollen formes til at inddrage bæredygtige hensyn ved at studere, hvordan festivaldeltagere håndterer rollen som bygherre for midlertidige boligformer. De helt lange perspektiver er, at de nyudviklede, bæredygtige midlertidige boliger kan bruges i fx flygtningelejre, slumbyer og i katastrofeområder rundt om i verden.

På konferencen vil der også være indlæg om mad- og affaldshåndtering ud fra et bæredygtighedsperspektiv.

Deltagere på konferencen får mulighed for bl.a. at møde direktør i DI Tine Roed, professor Cass Sunstein fra Harvard Law School og miljøminister Ida Auken.

Prisen for deltagelse er 1.600 kr. Tilmelding og program.

Se hjemmesiden for forskningsprojektet Rio til Roskilde

Flere oplysninger kan fås hos seniorforsker Kim Haugbølle

Alternative boligformer på Roskilde Festival

Et eksempel på alternativer til telte er små ottekantede huse af isoleringsmateriale. De blev afprøvet og bedømt på Roskilde Festival 2013. I efterfølgende interview gav forsøgspersonerne udtryk for stor tilfredshed; husene var dejlig kølige, rolige og mørke i et varmt sommervejr og støjende omgivelser. (Foto fra forskningsprojektet ’Fra Rio til Roskilde’).

Forskere

Kim Haugbølle

Sidst opdateret 14. januar 2014