• Kun et fåtal af de eksisterende plejeboliger er indrettet, så de tilgodeser behov hos personer med demens. Men med det stigende antal personer med demenssygdomme, der forventes over de kommende år, er der behov for langt flere (Kähler, 2014). Denne anvisning samler og fremhæver de vigtigste forhold med hensyn til at skabe plejeboliger med fysiske rammer for personer med demenssygdomme, der fremmer deres trivsel og livskvalitet.

    Anbefalingerne i anvisningen er baseret på national og international forsknings- og erfaringsbaseret viden. Anvisningen supplerer og uddyber SBi-anvisning 259, Plejeboliger for personer med demens – indledende spørgsmål.

    Udarbejdelsen af anvisningen er finansieret af Satspuljeaftalen 2015.

    Ud over seniorkonsulent Lone Sigbrand har følgende været hovedforfattere på nævnte afsnit:

    • – Philip Henrik Jensen, rådgiver, SBi: Lovgivning

    • – Inge Mette Kirkeby, seniorforsker, SBi: Hjemlighed og atmosfære

    • – Nanet Mathiasen, forsker, SBi: Lysets betydning

    • – Annette Bredmose, rådgiver, SBi: At finde vej

    • – Victoria Linn Lygum, adjunkt, KU: Kontakt til naturen.

    Der er knyttet en følgegruppe til projektet. SBi takker følgegruppen, som undervejs i processen har givet værdifuld sparring til forfatterne:

    • – Søren Buggeskov, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

    • – Claus Cornelius, FOA

    • – Ane Eckerman, Alzheimerforeningen

    • – Lars Hetland, Rubow arkitekter

    • – Mary-Ann Knudstrup, Aalborg Universitet / Arkitektur og Design

    • – Søren Svane Kristensen, Sundheds- og Ældreministeriet

    • – Margrethe Kähler, Ældre Sagen

    • – Karen Marie Myrndorff, Kommunernes Landsforening (KL)

    • – Helle Nebelong, Sansehaver.dk

    • – Charlotte Rugh, demenskoordinator, Seniorcenter Bakkegården

    • – Kirsten Ryssing, DemensKoordinatorer i Danmark (DKDK)

    • – Karen Tannebæk, Nationalt Videnscenter for Demens

    • – Inge Vestergaard, pårørende, Arkitektskolen Aarhus.

    Projektgruppen takker endvidere de mange plejecentre og deres medarbejdere samt beboere, der velvilligt har åbnet dørene og delt deres erfaringer i forbindelse med forfattergruppens studiebesøg.

    Fagfællebedømmelse er udført af lektor Helle Wijk, Göteborgs Universitet.

    Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

    Forskningsafdelingen for By, Bolig og Ejendom

    Hans Thor Andersen
    Forskningschef

  • Antallet af personer med demenssygdomme er stigende i takt med, at middellevealderen stiger. Nationalt Videnscenter for Demens anslår, at omkring 84.000 danskere lever med en demenssygdom i dag. Ifølge prognoser fra videnscentret kan det antal næsten blive fordoblet over de næste 25 år, så omkring 151.000 danskere kan være ramt af en demenssygdom i 2040 (Nationalt Videnscenter for Demens, 2016). Det øger behovet for plejeboliger, der ikke kun er egnede til beboere med fysiske funktionsnedsættelser, men også er egnede for beboere med demens.

    Forskning peger på, at de fysiske omgivelser har stor betydning for trivslen hos personer med demens. Særlige tiltag i indretningen kan medvirke til at øge deres velbefindende og til at mindske urolig og aggressiv adfærd og depression og dermed være med til at mindske medicinforbrug og magtanvendelse.

    Denne anvisning samler viden om og anbefalinger til indretningen af plejeboliger for personer med demens baseret på national og international forskning. Anvisningen uddyber de grundlæggende forhold, der bør inddrages i planlægningen af plejeboliger for personer med demens, og opstiller en række anbefalinger, der supplerer de krav og anbefalinger, der i øvrigt stilles til en plejebolig.

    • Anvisningens fokus

      Anvisningen har fokus på at give læseren baggrundsviden og indsigt i betydningen af indretning af plejeboliger for personer med demens. Anvisningen beskriver desuden kort de lovgivningsmæssige rammer omkring plejeboligbyggeri.

      Anvisningen gennemgår fire hovedgreb mht. hjemlighed, lys, kontakt til naturen og at finde vej, som er gennemgående temaer for, hvad man bør være særlig opmærksom på i planlægningen af plejeboliger for personer med demens.

      Hovedgrebene efterfølges af konkrete anbefalinger, som byggeriets parter kan inddrage helt eller delvist i forbindelse med ombygning af eksisterende byggeri eller ved nybyggeri af nye plejeboliger.

      Anbefalingerne tager sit udgangspunkt i den nære fysiske ramme omkring beboernes hverdagsliv i den private bolig og bevæger sig herfra ud i den omgivende boliggruppe og videre ud i plejecentrets øvrige faciliteter og tilbud til beboere og borgere. Denne opbygning betyder, at nogle anbefalinger vil gå igen igennem anvisningen, fx vil anbefalinger til mål på døre være de samme for både den private bolig og for boliggruppen. Det betyder samtidig, at man kan fokusere på enkelte dele af plejecentret, fx den private bolig, og komme hele vejen rundt om alle anbefalinger hertil.

      Grundlæggende vejledende mål til nødvendig plads for indretning for personer med fysisk plejebehov er medtaget under anbefalinger til indretningen af de forskellige rum.

      Anvisningen har primært fokus på behov hos beboere med Alzheimers sygdom, da denne gruppe udgør ca. 2/3 af gruppen af personer med demenssygdom (Nationalt Videnscenter for Demens, 2016).

      Andre personer med demens har særlige behov og kan have brug for yderligere forenklede omgivelser med mindre tæt socialt fællesskab eller færre sansestimuli, end denne anvisning lægger op til. Anvisningen kan i denne sammenhæng anvendes til at kvalificere dialogen om brugernes behov i forhold til indretningen af plejeboligen og plejecentret.

    • Hvad adskiller plejeboliger for personer med demens fra øvrige plejeboliger?

      Indretning af plejeboliger for personer med demens tager udgangspunkt i de behov, en person med demens har for at kunne trives i sine omgivelser, men tager også udgangspunkt i de ressourcer, personen fortsat har til rådighed trods sin demenssygdom. Forskning viser, at en række indretningsmæssige tiltag kan fremme trivslen hos personer med demens. Det drejer sig bl.a. om at skabe mindre, overskuelige og trygge miljøer, at skabe en hjemlig, genkendelig atmosfære, at sikre gode lysforhold, der kan stimulere en sund døgnrytme, og at give mulighed for sansemæssige oplevelser, fx i naturen, der kan vække minder og skabe velvære. Disse emner udfoldes i afsnit 3, Hovedgreb.

      Personer med demens kan have vanskeligt ved selv at tage initiativ til at ændre på utilfredsstillende forhold, men kan reagere med mistrivsel eller uhensigtsmæssig adfærd, hvis forholdene er svære at tolke og forstå. Det er derfor af betydning for beboerne at sikre de bedst mulige fysiske rammer fra starten.

      Plejeboliger for personer med demens, som er indrettet efter de hovedgreb, der er beskrevet i afsnit 3, Hovedgreb, vil også kunne bebos af andre personer med behov for pleje, idet principperne er almene arkitektoniske kvaliteter. Dog er princippet om opdeling i mindre skærmede boliggrupper et specifikt behov hos beboere med demens, hvorimod andre beboere med plejebehov ofte lettere kan overskue komplekse og sammensatte fysiske miljøer og større grupper af mennesker.

      En blandet boliggruppe sammensat af beboere med og uden demenssygdomme kan medføre, at beboere uden demens kan føle sig isoleret og med begrænset mulighed for social kontakt i dagligdagen. Dette kan antagelig afhjælpes med tæt sammenhæng mellem boliggrupper, hvor der er adgang til faciliteter i et naboskab fælles med andre boliggrupper. Det giver samtidig mulighed for kontakt til andre beboere uden demens uden for den enkelte boliggruppe.

    • Sammenhæng med andre SBi-anvisninger

      Denne anvisning supplerer og uddyber SBi-anvisning 259, Plejeboliger for personer med demens – indledende spørgsmål (Sigbrand et al., 2015). SBi-anvisning 259 giver i kort form et overblik over krav og anbefalinger og kan anvendes i den indledende fase i en byggeproces til inspiration og vurdering af muligheder i forbindelse med fx ombygning af eksisterende byggeri samt ved programskrivning ved nybyggeri. Anvisningen kan også anvendes som tjekliste ved gennemgang af konkret byggeri eller indledende projektforslag for at sikre, at alle relevante emner er blevet berørt.

      Nærværende anvisning har fokus på at give læseren dybere indsigt i betydningen af indretning af plejeboliger for personer med demens. Anvisningen beskriver kort forhold vedrørende demenssygdomme, de lovgivningsmæssige rammer omkring plejeboligbyggeri, uddyber grundlæggende forhold om hjemlighed, lys, orientering og naturoplevelser samt opstiller konkrete anbefalinger til indretning. I anvisningen indgår en række fotos med eksempler på løsninger på konkrete problemstillinger fra eksisterende plejecentre og boliger, der kan bruges til inspiration og oplæg til diskussion i planlægningen af plejeboliger for personer med demens. I afsnittet Referencesteder findes en liste over de plejecentre, eksemplerne refererer til.

      Alle emner i SBi-anvisning 263 behandles i SBi-anvisning 259, så begge anvisninger kan anvendes uafhængigt af hinanden. Af samme årsag indgår enkelte afsnit i begge anvisninger.

      Der henvises desuden til grundlæggende krav og anbefalinger til bygningers tilgængelighed, lys mv., som er beskrevet i andre SBi-anvisninger, bl.a. SBi-anvisning 258, Anvisning om bygningsreglement 2015 (de Place Hansen (red.), 2016).

    • Kvalitetssikring

      Undervejs i en byggeproces kan der ske ændringer af forudsætninger og dermed opstå behov for tilpasninger. Disse tilpasninger bør overvejes nøje og vurderes i forhold til mulige konsekvenser for beboere med demens samt øvrige slutbrugere. SBi-anvisning 259, Plejeboliger for personer med demens – indledende spørgsmål (Sigbrand et al., 2015) kan anvendes til denne vurdering, til opfølgning undervejs i byggeprocessen samt til kvalitetssikring af det endelige byggeri, så det færdige resultat lever op til intentionerne.

  • Begrebet demens dækker over en række sygdomme i hjernen, der vedvarende svækker de mentale funktioner. Demens betyder ’væk fra sindet’ og beskriver den forandring, der sker for personer med en demensdiagnose. Personligheden forandres, og dermed forandres også personens handlinger og reaktioner. Alle forandringer er varige og vil udvikle sig over tid, så personen bliver mere og mere plejeafhængig.

    Sygdomsbilledet er komplekst, og der er stor forskel på, hvordan den enkeltes demenssygdom udvikler sig, men fælles for dem er, at personer med demens har behov for at være i et miljø, der er bygget og indrettet ud fra netop deres behov for og evne til at navigere og genkende og til at blive beskæftiget og inspireret.

    Medicinsk behandling kan i startfasen dæmpe de symptomer, sygdommene medfører, men gode fysiske rammer kan også medvirke til at mindske symptomerne, særligt de adfærdsmæssige, og støtte personer med demens til at klare sig selv bedst muligt og få bedre livskvalitet.

    Trivsel og velbefindende hos beboeren med demens handler dog i høj grad også om en engageret og kvalificeret personalegruppe, der arbejder målrettet på at imødekomme behovene hos personer med demenssygdomme og evner at se det unikke menneske bag sygdommen. De fysiske rammer bør være med til at understøtte plejen og omsorgen ved at være tilrettelagt, så det er lettere at arbejde i forhold til en given tilgang eller i forhold til en specifik plejemetode.

    For at give en forståelse af de indretningsmæssige hensyn, der er vigtige at tage for personer med demens, giver dette afsnit indblik i demenssygdomme, og hvordan de påvirker funktionsevner og sanser. Det er dog vigtigt at huske, at miljøet også skal medvirke til at fastholde og stimulere de funktionsevner, personer med demens stadig er i besiddelse af. Afsnittet giver desuden indblik i forskellige plejemetoder og berører overvejelser i forbindelse med brug af velfærdsteknologi.

        1. 1.1 Demenssygdomme

      Der findes omkring 200 demenssygdomme, hvoraf Alzheimers sygdom er den hyppigst forekommende. De fire hyppigst forekommende demenssygdomme vises i Tabel 1:

      Tabel 1. Tabel over de fire hyppigst forekommende demenssygdomme.

      Sygdom

      Symptomer

      Indtræden / varighed

      Hyppighed

      Alzheimers sygdom

      Gradvis nedadgående evne til at huske, forstå, overskue, kommunikere og finde ord.

      Søvnproblemer og hvileløshed.

      Efter 65 år /

      Varighed 8-10 år

      Ca. 65 %

      Vaskulær demens

      Gradvis eller brat nedgang efter blodprop eller blødning i hjernen i de kognitive, sensoriske eller fysiske funktionsevner. Ofte trang til urinering. Gangproblemer.

      Ofte livstilbetinget (højt blodtryk, rygning, overvægt mm) /

      Variation i varighed.

      Ca. 17 %

      Lewy body demens

      Langsomt nedadgående, men vekslende tilstand af opmærksomhed og sløvhed.

      Synshallucinationer, nedsat gangfunktion og balance samt stive bevægelser. Søvnforstyrrelser.

      Efter 70 år – aldrig yngre personer /

      Varighed 6-10 år

      Ca. 4 %

      Frontotemporal

      demens

       

      Ændringer i personlighed, opførsel og sprog. Hæmninger og situationsfornemmelse ændres. Svækkelse af mentale funktioner og evnen til at tale.

      Spise- og drikkeforstyrrelser

      Typisk mellem 55-65 år / Variation i varighed, men i gennemsnit 6-8 år.

       

      Ca. 2 %

      Demens kan opdeles i tre grader:

      • – ’Let demens’ med let nedsat funktionsevne, hvor mange lever en stort set uafhængig tilværelse, hvor kun mere komplekse opgaver kan volde problemer.

      • – ’Moderat demens’ med betydelig nedsat funktionsevne, hvor personen er afhængig af hjælp i hverdagen fra partner eller kommunale ordninger.

      • – ’Svær demens’, hvor personen er helt afhængig af hjælp fra andre, og hvor overvågning døgnet rundt er nødvendig. Personer med svær demens vil ofte skulle bo i en plejebolig.

      Fordelingen af de tre grader af symptomer på demens varierer med alderen. Ifølge internationale undersøgelser udgør personer med moderat og svær demens ca. 45 % af alle demenstilfælde på tværs af aldersgrupperne (Nationalt Videnscenter for Demens, 2016).

            1. 1.1.1 Påvirkning af de kognitive funktionsevner

        De fleste personer med en demenssygdom rammes på de kognitive færdigheder. Afhængig af, hvor sygdommen sidder i hjernen, vil der dog være store forskelle på, hvordan det kommer til udtryk hos den enkelte person.

        For den store gruppe af personer med demenssygdommen Alzheimers sygdom rammes nedenstående færdigheder typisk:

        • – hukommelse

        • – kommunikationsevne

        • – initiativ og handlekraft

        • – forståelse af rum og retning

        • – evne til at finde vej (stedsans)

        • – tal- og ordfærdigheder

        • – overblik og problemløsning

        • – evne til at huske personer og navne.

        Hos personer med andre demenssygdomme kan hukommelsen forblive intakt, men adfærd kan ændres og blive styret af impulser forårsaget af fx genstande, der er knyttet til bestemte handlinger. Eksempelvis kan et dørhåndtag få nogle personer til gentagne gange at tage fat i det.

        Hukommelse, orienteringsevne, sproglige færdigheder, evne til at tænke og handle i sammenhænge kan ændres og kan give reaktioner som frustration, ængstelse, forvirring og vrede, der kan komme til udtryk som verbale eller fysisk udfarende reaktioner. Nogle personer med demenssygdom udvikler psykiatriske sygdomstegn som vrangforestillinger, hallucinationer, manier eller paranoide forestillinger.

        For de fleste personer med demenssygdomme gælder dog, at andre funktionsevner stadig fungerer og fortsat bør stimuleres for at fastholde fysisk formåen og selvhjulpenhed og dermed også trivsel og livskvalitet.

            1. 1.1.2 Påvirkning af sanserne

        Kroppen modtager konstant sanseimpulser, og igennem dem opfatter og forstår vi vores omverden. Vi holder balancen ved brug af vore sanser. Vi føler, lugter, smager, ser og hører vores omgivelser og knytter erfaringer og erindringer til sanseindtrykkene. Det betyder, at sanseindtrykkene er en vigtig del af det at forstå og genkende sine omgivelser. Den ældre med demens kan have mistet kognitive evner, men kan måske igennem sanseindtryk vække erindringer og følelser.

        Allerede fra fødslen er sanserne aktive, men med alderen svækkes de. Mest typisk er svækkelsen af de to vigtige sanser: synet og hørelsen. Derfor er det hensigtsmæssigt at skabe et tydeligt visuelt miljø og et godt akustisk miljø, så de to grundsanser har bedst mulige betingelser og derigennem hjælper personen med demens i hverdagen. Hvis personen har kognitive problemer og dermed har svært ved at forstå syns- og lydindtryk, er det endnu vigtigere, at disse sanser har optimale betingelser.

        Synet

        Øjet er et komplekst organ, der gør os i stand til at danne et billede af det, vi iagttager og dermed registrere vores omgivelser. Når øjet ældes, svækkes dets funktion, og det bliver sværere at registrere omgivelser, personer og genstande. For den ældre med demens, der på grund af hjernesygdommen kan have svært ved at tolke lys og synsindtryk, kan det betyde, at det bliver endnu sværere at forstå sine omgivelser. Personer med demens kan ofte ikke forstå store kontraster, men kan opfatte det som genstande, huller eller niveauspring. De kan også have en forstyrret dybdeperception, hvorved de kan mistolke deres omgivelser.

        Læs mere i afsnit 3.2.1, Lysets to funktioner, 3.2, Lysets betydning, og 3.3.2, Farveforståelse og -anvendelse.

        Hørelsen

        Det indre øre hjælper os med at høre lyde, lytte og forstå samt til at holde balancen. Hørelsen er vores næstvigtigste sans efter synet. Mange ældre får hørenedsættelse, som typisk reducerer evnen til at høre lyde med specifikke frekvenser. Disse personer vil typisk ikke kunne høre høje lyde og kan have svært ved at skelne lyde fra hinanden, fx er det anstrengende eller umuligt at føre en samtale i et rum med mange mennesker, fx ved et middagsselskab.

        Hos nogle hørehæmmede kan følsomheden for støj være kraftigt forøget i forhold til normalt hørende. Disse personer kan opleve støj som pinefuld. For personer med demens kan støj føre til overstimulering. Ved at reducere støjen kan frustration og aggression mindskes. Personer med balanceproblemer kan også være følsomme over for støj, hvorfor faldulykker kan reduceres ved at nedsætte støj (McManus & McClenaghan, 2010).

        Tinnitus kan forårsage besvær med koncentration, søvn og sociale sammenhænge. Hos personer med demens kan tinnitus være årsag til, at de virker mere kognitivt funktionsnedsatte, end de i virkeligheden er, fx ved at de kan få vanskeligt ved at finde vej (McManus & McClenaghan, 2010).

        Ekkovirkninger (lang efterklangstid i fx et badeværelse) er et særligt problem for hørehæmmede, hvorfor god akustik er væsentlig i alle rum. Det er især vigtigt i boliger til personer med demens, der oven i hørenedsættelsen kan have problemer med at forstå og tolke lyde (Høeg, 2008).

        Brug af høreapparater kan være en hjælp, men kan også være problematisk, idet apparatets knapper er små og kan være vanskelige at betjene for ældre personer med fx gigt eller rystelser i hænder og i fingre og/eller nedsat syn. Mange høreapparater har telespole, som sammen med installation af teleslynge i fx forsamlingslokale kan give bedre lydoplevelse for brugerne. Når et høreapparat med telespole slås over på denne funktion, bortfiltreres baggrundslyde og den aktuelle lyd fra fx en mikrofon, radio eller tv sendes direkte ind i høreapparatet. Selvom høreapparat og teleslynge er indstillet korrekt, kan der forekomme hyletoner i apparatet, hvilket kan være frustrerende, især for personer med demens, som måske ikke forstår årsag og sammenhæng (McManus & McClenaghan, 2010). Det kan endvidere tænkes, at personer med demens kan have vanskeligt ved selv at håndtere fx omstillingen til og fra telespole.

        Ovenstående kan være årsag til, at nogle personer med demens ikke anvender deres høreapparat, selvom det ville hjælpe dem. God akustik er derfor vigtig for personer med demens, idet det hjælper til bedre kommunikation og dermed bedre inklusion i fællesskabet.

        Det betyder, at det er hensigtsmæssigt at skabe gode lydmiljøer, så den resterende hørelse udnyttes bedst muligt, og sørge for at lydisolere imellem de enkelte boliger og ligeledes imellem boligen og fællesarealerne, så udefrakommende lyde påvirker beboerne mindst muligt (Høeg, 2008).

        Læs om lydisolering i afsnit 4.1.1, Indgangsdør 4.1.2, Opholds- og soverum og 4.2.2, Gang.

            1. 1.1.3 Diagnosens betydning

        Afhængig af diagnose og sygdommens stadie, kan behovene for indretning af det fysiske miljø være forskellige hos personer med demens. En person med Alzheimers sygdom har fx behov for overskuelige miljøer, der er logiske og lette at orientere sig i. En person med en anden demenssygdom som fx frontotemporal demens kan godt huske og overskue, men kan reagere verbalt og fysisk udfarende og forårsage konfliktsituationer.

        Det kan også ofte være uklart, hvilken demenssygdom en person er ramt af, da flere demenssygdomme kan optræde samtidig. Desuden kan psykiske sygdomme samt sansemæssige funktionsnedsættelser også påvirke sygdomsbilledet og dermed personens kognitive funktionsevner.

            1. 1.1.4 Plejemetoder

        Der er forskellige tilgange til pleje og omsorg af personer med demens, og ikke alle metoder egner sig til alle typer og stadier af demenssygdomme. Tidligt og sent i forløbet kan det også være forskellige metoder, det er mest hensigtsmæssigt at gøre brug af.

        Plejemetoderne kan have forskellige udformninger og fokusområder, men fælles for dem er et ønske om at støtte op om personen med demens. Det handler både om at understøtte de ressourcer og evner, personen har trods sin demenssygdom, og om at afhjælpe de problemstillinger, personen typisk måtte have, som fx at miste orienteringen og ikke længere have et klart billede af sin identitet, og hvordan en hverdag tager sig ud.

        Plejefilosofien ’personcentreret pleje og omsorg’ har vundet stor indpas i forhold til pleje af personer med demens. Plejefilosofien kan tolkes på flere forskellige måder, men overordnet set tager den udgangspunkt i den enkelte person og dennes oplevelse af virkeligheden frem for at sætte demenssygdommen i centrum. Ved at se på personen med demens som et helt menneske med individuelle behov, gives der udtryk for en accept af personen. Det kan være med til at skabe en ligeværdighed og positiv stemning, der kan danne grobund for større livskvalitet hos personen med demens. Den personcentrerede pleje er en dynamisk arbejdsmetode, der stiller krav til personalet for at lykkes optimalt (Brooker, 2003; McCormack, 2003). De fysiske rammer kan også medvirke til at understøtte den personcentrerede tilgang ved at rumme mulighed for individuelle indretninger og valgfrihed i forhold til aktiviteter.

        Ud over personcentreret pleje og omsorg fremhæver Nationalt Videnscenter for Demens også de socialpædagogiske metoder ’reminiscens’ og ’Marte Meo’, hvor målet blandt andet er at undgå magtanvendelse. Reminiscens kan oversættes til ’mindelse’ eller ’genklang’. Metoden tager udgangspunkt i at dele minder, tale om livserfaringer og snakke om fortiden. Marte Meo betyder ’ved egen kraft’ og tager udgangspunkt i de ressourcer, den enkelte person besidder, og søger at styrke disse.

        Læs mere om demenssygdomme og plejemetoder på hjemmesiderne:

        videnscenterfordemens.dk

        sundhedsstyrelsen.dk/da/aeldre/demens/viden-og-metoder

        1. 1.2 Velfærdsteknologi

      Teknologiske hjælpemidler i pleje af ældre er inde i en rivende udvikling. I sundhedssektoren betegnes det ofte som ’velfærdsteknologi’ og i forbindelse med demens som ’demensteknologi’, men principielt er der tale om en videreudvikling af en lang historie, hvor teknologi anvendes som menneskets værktøj og forlængede arm.

      Den ny teknologi leverer mange forskellige løsninger, der kan styres manuelt med tale eller automatisk. Teknologi kan tilbyde forbedrede løftemuligheder, der aflaster personalet. Teknologi kan være personbårne hjælpemidler, fx høreapparater eller alarmer, eller forskellige robotter, fx støvsugere eller robotdragter til genoptræning. Et høreapparat kan sammen med teleslynge i rum medvirke til, at beboerne hører bedre. Velfærdsteknologi kan også være hjælpemidler til sansestimulering, både i form af særlige tæpper, gyngestole eller madrasser, men også som computerstyret sansestimulering ved hjælp af lysloft, film af naturscenerier, naturlyde og musik.

      Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at hvor velfærdsteknologi kan gøre mange mennesker med en fysisk funktionsnedsættelse mere selvhjulpne, vil mennesker med demens kun i meget begrænset omfang selv kunne udnytte teknologiens potentialer såsom et skylle-tørre-toilet, et personbåret nødkald eller et musikanlæg.

      Et felt, hvor udviklingen er særlig interessant i forbindelse med demens, er nye og avancerede kontrolsystemer. Hvis personer med demens forlader plejecentret, kan de ofte ikke selv finde tilbage, og der kan opstå fare for både dem selv og andre, fx på en trafikeret vej. Der er derfor interesse i at kunne se, hvis en beboer forlader plejecentrets område. Det kan fx ske ved at følge beboeren med gps eller ved hjælp af et nedgravet kabel lagt omkring et plejecenter, der udløser en alarm, når denne grænse krydses. Endvidere er der interesse for at vide, om en person har behov for hjælp i løbet af natten eller måske har forladt sin seng og ligger på gulvet.

      De nye teknologier søger konstruktive løsninger på et betydeligt problem, og de kan være med til at sikre tryghed og øge sikkerhed for både personer med demens og for personale og pårørende. Imidlertid giver øget overvågning også anledning til en række etiske overvejelser. Hvor langt vil vi i sikkerhedens interesse gå i overvågning af mennesker med demens? Man kan indvende, at denne overvågning i en eller anden grad allerede gælder alle i dag. Videre kan man indvende, at mange mennesker med demens næppe er sig bevidst, at de overvåges. Men det gør måske netop det etiske ansvar større, og det bliver mere presserende, at vi tager stilling til brug af velfærdsteknologi.

      Denne anvisning retter sig mod plejeboligernes fysiske rammer og omhandler ikke valg af teknologi. Imidlertid er det vigtigt at tænke velfærdsteknologi med fra begyndelsen af et nyt byggeri. Bygning og velfærdsteknologi indgår i et tæt samspil, og bygningens arkitektur kan have konsekvenser for behov for velfærdsteknologi. Fx har det betydning, om bygningen formgives, så den orienterer sig mod et beskyttet gårdanlæg, eller om den orienterer sig ud mod et omgivende haveanlæg, hvor det må overvejes, om der skal opføres et hegn, eller om man vil indføre en elektronisk sikring af personer, der overskrider matriklens grænser.

      Læs mere i afsnit 4.3.2, Rum til sansestimulering, og 4.5.5, Sikring af ind- og udgange.

  • I det følgende gennemgås de lovgivningsmæssige rammer, som har relevans for plejeboliger for personer med demens, og som derfor skal tages i betragtning ved opførelse af nye plejeboliger samt ombygninger af eksisterende plejeboliger.

    Plejeboliger opføres i dag af kommuner, boligorganisationer og selvejende institutioner, dvs. som almene ældreboliger med tilknyttet serviceareal. Størstedelen af dem er kommunalt ejede.

    Størsteparten af alle plejeboliger opføres i dag som almene ældreboliger, som beboerne lejer af et boligselskab. En mindre andel udgøres af friplejeboliger, der opføres efter samme retningslinjer som de almene ældreboliger. Beboere i begge typer plejeboliger er lejere med egen huslejekontrakt og har derfor mulighed for at opnå boligstøtte til huslejen, som beregnes ud fra beboelsesarealets størrelse.

    Da plejeboliger også er arbejdsplads for personale, skal de fysiske rammer også tilgodese arbejdsmiljøkrav.

    Følgende bekendtgørelser og love har betydning for udformning, indretning og arealdisponering i et plejecenter:

    • – Byggeloven (Bekendtgørelse nr. 1185, 2010).

    • – Bygningsreglement 2015 (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015)

    • – Almenboligloven (Bekendtgørelse nr. 1278, 2015)

    • – Friplejeboligloven (Bekendtgørelse nr. 1058, 2015)

    • – Lejeloven (Bekendtgørelse nr. 227, 2016)

    • – Boligstøtteloven (Bekendtgørelse nr. 174, 2016)

    • – Arbejdsmiljøloven (Bekendtgørelse nr. 1072, 2010)

    • – Fødevareloven (Bekendtgørelse nr. 43, 2016)

    • – Serviceloven (Bekendtgørelse nr. 1284, 2015).

    Disse bekendtgørelser og love gennemgås kort i det følgende.

    • Byggeloven og bygningsreglementet

      Plejeboligbyggeri er omfattet af Byggelovens (Bekendtgørelse nr. 1185, 2010) grundlæggende krav og vejledninger til alt byggeri udtrykt i Bygningsreglement 2015 (BR15) (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015).

      I BR15 fremgår de generelle funktions- og detailkrav til udformning af byggeri samt til adgangsarealer på matrikler. Når det gælder indretning af plejeorienteret byggeri, hvor der skal kunne benyttes tekniske hjælpemidler, henvises til Arbejdsmiljøloven, idet der ofte kan være andre målkrav til rum, gangbredder og indretning for at sikre arbejdsmiljøet for personale.

    • Almenboligloven

      I Almenboligloven (Bekendtgørelse nr. 1278, 2015) findes krav til udformning og indretning af almene plejeboliger.

      Plejeboliger defineres som almene ældreboliger inden for den kommunale boligforsyning, hvor der til den samlede bebyggelse hører servicearealer for personer med behov for omfattende service og pleje.

      I almene ældreboliger kan en del af det areal, der ellers ville indgå i det private boligareal indrettes som fælles boligareal for flere boliger. Dvs. rum, der anvendes til fælles aktiviteter, der også kunne foregå i den enkelte bolig som fx spisestue, opholds- og tv-stue samt bad/toilet på gang. Almene ældreboligers bruttoetageareal inklusive fællesareal må dog ikke overstige 110 m2 i gennemsnit og den enkelte bolig må ikke overstige 115 m².

      Almene ældreboliger skal ifølge Almenboligloven ”med hensyn til udstyr og udformning være særligt indrettet til brug for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere og boligens adgangsforhold skal være velegnet for gangbesværede”.

      Boliger skal have eget toilet og bad. Som udgangspunkt skal der være køkken i boligerne. Køkkenet kan etableres som kogeniche med plads til kogeplader, køleskab og vask med vand og afløb. Kommunalbestyrelsen kan dog dispensere fra kravet om køkken i boligen, fx i forbindelse med etablering af boliger for svage og plejekrævende personer eller i forbindelse med etablering af bofællesskaber med fælles køkkener.

      Lejen i almene plejeboliger beregnes af boligernes bruttoetageareal. Bruttoetagearealet og dets fordeling beregnes på grundlag af BBR-reglerne, hvorefter der foretages en opdeling. For at kunne fastsætte lejen opdeles plejecentrets arealer i en beboelsesdel og en institutions- eller erhvervsdel (Bygnings- og Boligregistret, 2007).

      • – Beboelsesdelen omfatter de private boliger samt det fælles boligareal, som fordeles ligeligt på boligerne i forhold til deres indbyrdes størrelse i den pågældende boliggruppe.

      • – Erhvervsdelen er servicearealer, som alene anvendes til omsorgs- og servicefunktioner som fx vaskeri og ergo- og fysioterapi, der ikke kan foregå i den enkeltes bolig.

      • – Almene adgangsarealer er arealer, der forbinder boliger og bolig- og servicearealer som fx trapper og elevatorer samt lukkede indgangspartier. Disse arealer fordeles ligeligt på beboelsesdelen og institutionsdelen.

      • – Interne fælles gangarealer, der ligger i tilknytning til boliger og servicearealer og benyttes af alle, fordeles ligeligt på beboelsesdelen og institutionsdelen, dog medregnes gangarealer, som udelukkende forbinder servicearealer, kun til institutionsdelen.

      Se Figur 1 for et overblik over opdelingen af et plejecenters arealer.

      Billede 1

      Figur 1. Opdeling af plejecentres arealer i en beboelsesdel og en institutions-/service-/erhvervsdel.

      Beboeren skal betale for det boligareal, som er opgjort efter de ovenfor nævnte principper, dvs. egen bolig plus del af fælles boligareal samt andel af almene adgangsarealer og interne fælles gangarealer. Ifølge de gældende regler kan der ikke tages individuelle hensyn til beboeres brug af fællesarealer ved fastsættelse af lejen.

    • Friplejeboligloven

      Plejeboliger kan også etableres som friplejeboliger. Friplejeboliger defineres i Friplejeboligloven (Bekendtgørelse nr. 1058, 2015) som udlejningsboliger uden for den kommunale boligforsyning. Friplejeboliger, som er etableret ved nybyggeri eller ombygning, skal opfylde de samme krav til udstyr og udformning, som gælder for almene ældreboliger.

    • Lejeloven

      Beboerne i plejeboliger visiteres af kommunen til en ledig plejebolig og bor til leje med lejekontrakt for den specifikke bolig. Beboere er dermed beskyttet af Lejeloven (Bekendtgørelse nr. 227, 2016) på samme måde som andre lejere og kan ikke mod egen vilje flyttes til anden bolig. Der skal betales depositum, husleje, varme m.m. Ved evt. flytning til anden plejebolig skal der betales for istandsættelse af den fraflyttede bolig samt depositum for den nye bolig.

    • Boligstøtteloven

      Ifølge Boligstøtteloven (Bekendtgørelse nr. 174, 2016) skal der normalt være et selvstændigt køkken, for at der kan ydes boligstøtte. Der kan dog i forbindelse med plejeboliger opnås boligstøtte til boliger uden selvstændigt køkken.

      Boligstøtte udregnes på basis af boligudgiften for privat og andel af fælles boligareal for én person for bruttoetageareal på højst 65 m2. Ved renovering med udvendig isolering for 67 m2. Arealgrænsen forøges med 10 m2 bruttoetageareal, hvis en beboer er stærkt bevægelseshæmmet.

      For at forøge arealgrænsen er det ifølge Boligstøttevejledningen (Vejledning nr. 103, 2002) ikke en betingelse, at ”boligen er specielt indrettet med henblik på bevægelseshæmmede, blot den er egnet”. Der er dog ikke en nærmere beskrivelse af, hvilke indretningsmæssige foranstaltninger, der skal være til stede, for at ovennævnte regler finder anvendelse, det beror på en vurdering.

      Hvorvidt en person kan anses for at være bevægelseshæmmet afhænger af, om den pågældende har et motorisk handicap, som medfører, at den pågældende anvender tekniske hjælpemidler og derfor kan have behov for en større bolig. Ud over kørestol vil fx lift til forflytning også udløse forøget boligstøtte. Omvendt vil en person, der alene benytter rollator som hjælpemiddel, eller en blind person, ikke blive betragtet som stærkt bevægelseshæmmet.

    • Arbejdsmiljøloven

      Plejeboliger betragtes som et arbejdssted efter Arbejdsmiljøloven (Bekendtgørelse nr. 1072, 2010), når ansatte skal udføre arbejde i dem. Den enkelte bolig skal være så rummelig, at inventar og hjælpemidler kan anvendes forsvarligt, og at arbejdsfunktioner kan udføres sikkert for plejepersonalet.

      Efter reglerne om arbejdsstedets indretning stilles der dog ikke bygningsmæssige krav til plejeboliger ud over de mindstekrav, som følger af det gældende bygningsreglement. Arbejdstilsynet kan på den baggrund ikke påbyde bestemte pladskrav opfyldt ved indretningen af plejeboliger generelt (Arbejdstilsynet et al., 1997). Der stilles alene funktionskrav i forhold til indretning af plejeboligen og det arbejde, der skal udføres.

    • Fødevareloven

      Det lovgivningsmæssige grundlag for indretning og drift af alle køkkener samt regler for uddannelse i fødevarehygiejne er fastlagt i Fødevareloven (Bekendtgørelse nr. 43, 2016).

      Med hensyn til krav til uddannelse af plejepersonalet i fødevarehygiejne går skillelinjen ved 12 beboere i boliggruppen. Hvis der er 12 beboere eller færre, er det virksomhedslederen, som skal sikre, at personalet får den fornødne instruktion og evt. uddannelse i fødevarehygiejne. Hvis der er flere end 12 beboere, skal personalet have gennemført en uddannelse med certifikat i fødevarehygiejne (Fødevarestyrelsen, 2005).

      Fødevarestyrelsen har slået fast, at det er tilladt, at plejehjemsbeboere kommer med i køkkenet. Såfremt beboerne ønsker det, bør de have mulighed for at deltage i planlægning, tilberedning og anretning af maden (Fødevarestyrelsen, 2005).

    • Serviceloven

      Nogle beboere med demens har tendens til at vandre og kan dermed uforvarende bringe sig selv i fare. Ifølge Serviceloven (Bekendtgørelse nr. 1284, 2015) kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at anvende personlige alarm- og pejlesystemer for en person i en afgrænset periode, når der er risiko for, at personen ved at forlade plejecentret udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

      Endvidere gives der mulighed for tidsubegrænset brug af alarm- og pejlesystemer ved ’erhvervet, fremadskridende mental svækkelse’ herunder demenssygdom.

      Der kan også anvendes særlige døråbnere ved yderdøre for en eller flere personer i en afgrænset periode, når der er nærliggende risiko for, at de ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade. Dog skal der af hensyn til beboernes ret til at færdes frit opsættes en døralarm, som sikrer, at beboere, der ikke selv kan betjene den særlige døråbner, får den nødvendige hjælp hertil.

  • Forskningsresultater peger på fire overordnede tiltag i de fysiske omgivelser, der kan øge trivslen hos personer med demenssygdomme og medvirke til at mindske urolig og aggressiv adfærd, depression og deraf følgende medicinforbrug:

    • – At skabe en hjemlig, ikke-institutionel atmosfære, hvor beboeren føler sig hjemme og befinder sig godt.

    • – At sikre gode lysforhold, der dels stimulerer en naturlig døgnrytme og dels understøtter orienteringsevnen og kan medvirke til at skabe en hjemlig atmosfære.

    • – At bygge små, overskuelige, skærmede miljøer, hvor det er let at orientere sig på egen hånd.

    • – At sikre gode muligheder for at komme i kontakt med dags- og sollys, naturen, planter, vind og vejr.

    Disse fire temaer udgør de centrale indretningsmæssige hovedgreb, der er gennemgående for anbefalingerne i denne anvisning. Fælles for de fire hovedgreb er, at de peger på fysiske tiltag, der på hver sin måde understøtter den enkelte beboers fysiske og psykiske velbefindende, men også beboerens selvstændighed og mulighed for at klare sig bedst muligt på egen hånd på trods af demenssygdommen.

    Med hensyn til det tredje punkt er der en væsentlig forskel mellem personer med demens og andre beboeres behov for, at et plejecenter opdeles i adskilte, mindre miljøer eller er et mere åbent miljø. Med hensyn til de øvrige punkter er der tale om almene arkitektoniske kvaliteter, der også kan være attraktive for andre beboere i et plejecenter og dermed imødekomme en bredt sammensat beboergruppe.

    Hovedgrebene griber ind i hinanden, hvor særligt ’hjemligheden’ er det bærende tema. Fx har planlægningen af lyset og boliggruppens indretning og størrelse stor betydning for den hjemlige atmosfære.

    I det følgende gennemgås og eksemplificeres hvert af de fire hovedgreb under overskrifterne: Hjemlighed og atmosfære, Lysets betydning, At finde vej og Kontakt til naturen. Anvisningens efterfølgende konkrete anbefalinger til indretning i afsnit 4, Anbefalinger, tager afsæt i disse fire hovedgreb og viser, hvordan hovedgrebene kan omsættes til konkrete tiltag.

        1. 3.1 Hjemlighed og atmosfære

      Forskning viser, at plejeboligers fysiske indretning har betydning for mennesker med demens. Hensigtsmæssig indretning kan bidrage til bedre trivsel og mindske agitation og medicinering (Day et al., 2000; Marquardt et al., 2014).

      Der er desuden belæg for, at en oplevelse af hjemlighed eller mangel på samme i de fysiske omgivelser har betydning for en bredere gruppe mennesker i en sygdoms sene faser (Rasmussen & Edvardsson, 2007). Endvidere, at atmosfære ikke ’blot’ er en kvalitet knyttet til arkitektur, men et væsentligt aktiv i plejen. (Edvardsson, 2005). Forskning dokumenterer, at det er vigtigt at skabe mindre, overskuelige miljøer, der egner sig til en personcentreret pleje (Høyland et. al., 2015). Gang på gang fremhæves det, at omgivelserne i plejeboliger bør være hjemlige.

      I daglig tale anvender vi udtryk som hjemlighed og hjemlig atmosfære ganske ubesværet, og ofte anvendes ’institutionsagtig’ som den negative modpol til ’hjemlighed’. En skelnen, der genfindes i flere forskningsarbejder – uden at begrebet hjemlighed lader sig definere eksakt.

      En litteraturgennemgang (Day et al., 2000) understøtter, at enheder med færre beboere kan reducere overstimulering, og at ikke-institutionel indretning vurderes positivt, hvorimod man finder en sammenhæng mellem store grupper og mere agitation (Marquardt et al., 2014).

      En dansk forskningsoversigt udpeger hjemlighed som vigtig trivselsfaktor, ”der vedrører boligens samlede atmosfære” (Henriksen et al., 2007).

      Under overskriften ”Atmosphäre” sammenfatter Marquardt, at udvikling inden for plejeboligbyggeri gennem en del år er gået i retning af at undgå institutionel atmosfære. Hjemlighed er at foretrække, da den bidrager til, at der er mindre udfarende adfærd, tegn på højere livskvalitet og mere interaktion såvel mellem beboere som mellem beboere og plejepersonale. Hun peger samtidig på, at dette sammenfald kan hænge sammen med, at indretningen er en del af en personcentreret omsorg og pleje, og at det derfor skal understreges, at vi ikke kan se på indretning isoleret i forhold til pleje i øvrigt (Marquardt et al., 2014).

      Dette afsnit går tættere på hjemlighed og atmosfære i plejeboligen. Overordnet set indbefatter det overskuelige miljøer, genkendelighed i forhold til måder, beboerne har boet tidligere i deres liv, samt en hjemlig atmosfære. En hjemlig atmosfære sammenfatter mange forskellige påvirkninger – herunder fravær af ubehagelige sansepåvirkninger – så resultatet bliver et fysisk miljø, hvor beboerne kan befinde sig godt (Böhme, 1995).

            1. 3.1.1 Hjemlighed

        At man overhovedet diskuterer, hvordan en plejebolig kan indrettes hjemligt, vidner om, at plejeboligen ikke kun er en privat bolig, men grundlæggende er en del af en institution. Dette paradoks er latent til stede i arbejdet på at skabe de bedst mulige rammer for mennesker, der bor i et plejecenter.

        Et hjem er et rum, som beboeren har kontrol over (Douglas, 1991), men netop tab af kontrol kendetegner flytning fra eget hjem (Kofod, 2009). Første skridt er afledt af sygdommen – derfor kom flytning til plejebolig på tale. Næste skridt hænger sammen med de mange hensyn, institutionen skal varetage, fx andre beboere med forskellige behov, servicefaciliteter og personalets arbejdsmiljø.

        Forskellen består blandt andet i, at hjemmet indeholder det kendte, fortrolige, som man selv har været med til at købe og placere. I ens eget hjem er der også spor af de aktiviteter, vi har gang i, og det kan netop være med til at gøre rummet beboet og hyggeligt (Bollnow, 1963). En institution kendetegnes ved, at der ofte ikke kan tages individuelle hensyn. Desuden er det en arbejdsplads, hvor personalet både skal kunne udføre deres arbejde og befinde sig godt.

        Spørgsmålet er så, hvad der kan medvirke til at etablere en hjemlig relation mellem beboeren og plejeboligen.

        For det første er der ting fra beboerens tidligere hjem. Ting, der bærer beboerens livshistorie. Ting, beboeren genkender, fordi de har indgået i hans eller hendes hverdagsliv i mange år. Det indebærer, at der skal være plads til mere end det funktionelt strengt nødvendige i en plejebolig, og det kræver derfor ekstra kvadratmeter, hvis det gamle chatol, symaskinen og malerierne skal med.

        For det andet kan det være ting, der hører til de miljøer, vi plejer at komme i. Det kan være et spørgsmål om kulturel baggrund, eller der kan være tale om livsstile, der giver forskellig opfattelse af, hvad der er hjemligt. Den hollandske demensbebyggelse de Hogeweyk er et eksempel, hvor der tages udgangspunkt i beboeres forskellige livsstile.

        For det tredje er der helheden af sansepåvirkninger og referencer til tidligere hjem, som tilsammen danner en atmosfære, der kan være mere eller mindre hjemlig. Dette udfoldes i det næste afsnit.

        Læs også afsnit 1.1.2, Påvirkning af sanserne.

            1. 3.1.2 Atmosfære

        Begrebet atmosfære anvendes her om det helhedsindtryk, der møder os, når vi træder ind i et rum. Det handler ikke om ’grimt’ og ’pænt’, men om, hvad vi sanser og fornemmer. Kort sagt handler det om, hvordan vi som fysiske væsener befinder os i en fysisk verden (Böhme, 1995). Det, vi oplever, siger han, er rummets atmosfære, og når vi træder ind i et rum, bliver vores egen sindstilstand påvirket af dets atmosfære.

        Teater- og filmfolk arbejder bevidst med at skabe atmosfære, fordi de ved, at det påvirker vores stemthed, når vi ser teater eller film.

        Arkitekter bygger også atmosfære. Arkitekt Jørn Utzon sagde, at arkitekter ”studerer som ingen andre, i byggeprocessen, årsagerne til menneskeligt velbefindende. Det drejer sig om lys og lyd og trapper og mure og vægge, ting og sager, og noget at holde i” (Tøjner, 2004).

        Det giver et argument for at arbejde med hjemlig atmosfære i plejeboligen som et værktøj til at bidrage til beboernes velbefindende. Det handler grundlæggende om at nedbryde store enheder i mindre og om at undgå det institutionspræg, der opstår, når der er indkøbt meget ens inventar. Det handler om at møblere med velkendte, hjemlige ting.

        Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at indrette og møblere med ting, der også kunne have stået i ens eget hjem. Det er vigtigt at se på atmosfære som en helhed, hvor materialer, møblering, indretning, lyd, lys, lugt osv. spiller sammen. Hvis der er ikke-hjemlige ting i rummet, vil det ændre det samlede billede. Fx hjælpemidler på gange, håndspritbeholdere på vægge, brummen fra mekanisk ventilation og lugt af snavset vasketøj, som vi næppe ville tolerere i vores eget hjem.

        Vi kan ikke skabe et neutralt rum, der ikke har en atmosfære, og derfor vil det være lige så vigtigt at overveje, hvad der ikke skal være i rummet, som hvad der skal være.

        Billede 2 Billede 4
        Figur
        2. Blandet porcelæn, personlige møbler og nips kan være med til at give hjemlighed (t.v.: de Hogeweyk, t.h.: Trekroner).

        Det hører med til atmosfærers karakter, at de er flygtige, og at de ikke kan defineres skarpt eller kvantificeres. Men de viser sig på en ”konkret og på en sanseappellerende måde” (Dupont, 2008). Ikke mindst når vi går fra ét rum til et andet. Når vi for eksempel går fra en travl markedsplads til et stille kirkerum, bliver vi så at sige stemt af rummets stemthed (Kirkeby, 2006). Endelig er det vigtigt at understrege, at hjemlighed og institutionspræg blot er to slags atmosfærer ud af mange mulige.

            1. 3.1.3 Atmosfære og demens

        Selvom hukommelsessvigt ofte hører sammen med demens, så er den følelsesmæssige hukommelse formentlig mere robust og dermed mere lydhør over for kvaliteter som hjemlighed og stemning. Personer med demens husker ikke konkret, hvad de har oplevet, men præges alligevel af den emotionelle kvalitet i oplevelsen (Jørgensen, 2015).

        Ny forskning underbygger, at personer med Alzheimers sygdom reagerer følelsesmæssigt på henholdsvis sørgelige og morsomme filmklip, og at den triste eller gode stemning bevares i et stykke tid, efter at filmklippene er forbi, uafhængigt af, om de var i stand til at genkalde, hvad de havde set i filmklippene. Det ser ydermere ud til, at tristesse bliver hængende i længere tid end glæde, måske fordi de årsager, der udløste følelsen, er glemt (Guzman-Velez et al., 2014).

        Musikterapeut Jan Sonntag skriver, at mennesker med demens er særlig følsomme for atmosfære (Sonntag, 2013). Han hævder, at i takt med, at kognition svækkes hos mennesker med demens, tiltager deres følsomhed for atmosfære. Mennesker med demens er imidlertid i stadig højere grad begrænset i at kunne gøre sig fri af det konkrete. De er på den ene side hjælpeløse og sårbare, men på den anden side særdeles modtagelige for det sanseligt erfarbare (Sonntag, 2013).

        Hvor musikken skifter node for node og bevæger sig i tid, er arkitektur stationær. Imidlertid, siger Böhme, er det netop gennem skift fra en atmosfære til en anden, at vi bliver opmærksomme på deres forskellighed. Det kan anvendes aktivt i planlægning og udførelse af bygninger, så der etableres forskellige atmosfærer forskellige steder, og der opleves skift i atmosfærer for dem, der bevæger sig gennem huset. Næste afsnit viser en række eksempler på, hvordan man kan arbejde med at skabe atmosfære.

            1. 3.1.4 At skabe atmosfære

        Ud fra et umiddelbart ønske om, at beboere i plejeboliger skal føle sig hjemme, vil mange bestræbe sig på at give rummene en hjemlig atmosfære. I praksis handler det om at skabe boliger, der er genkendelige i forhold til beboernes tidligere liv, og som afspejler deres individualitet og livshistorie. Det handler om, at nedbryde store enheder i mindre, mere overskuelige enheder med færre beboere. Det handler også om at undgå et institutionspræg, der let opstår, når der købes store mængder ensartet inventar. Det handler også om kvadratmeter, så der er plads til ejendele, der bærer beboernes livshistorie.

        Selvom det ikke er muligt at opstille håndfaste retningslinjer for, hvordan vi skaber atmosfærer, er det vigtigt at italesætte, hvilke atmosfærer, det vil være relevant at arbejde med i netop det foreliggende plejecenter. Både for at understrege, at der er forskellige rum og steder, og for at lade skiftende atmosfærer kalde på beboernes følelser.

        Endelig er det vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er tilstrækkeligt at tilføje noget hjemligt. Det handler i lige så høj grad om at fravælge tiltag, der skaber en institutionsagtig atmosfære. Det kan også dreje sig om helt praktiske tiltag, fx tilstrækkelig depotplads til hjælpemidler, når de ikke er i brug. Ligeledes er det vigtigt at reducere unødvendig støj gennem lydisolering, akustisk regulering og valg af støjsvage ventilationssystemer.

        I det følgende vises og diskuteres nogle eksempler, der handler om både at vælge og fravælge tiltag med henblik på at skabe forskellige atmosfærer i plejecentre.

        Arbejd med forskellige atmosfærer

        Flere slags atmosfærer kan indarbejdes i et plejecenter. Fx i badeværelser i plejeboliger, som beslaglægger en relativt stor del af boligens areal. Man kunne overveje det alternativ, at nogle af disse kvadratmetre samles i store velindrettede badefaciliteter med rigelig plads til flere hjælpere og hjælpemidler. Et sådant rum behøver hverken være hjemligt eller institutionsagtigt, men kan være anledning til at udvikle en tredje form for atmosfære, fx som i et tyrkisk bad med fine detaljer, udvalgte fliser og smukt indfald af dagslys, så badet er behageligt at opholde sig i. Se afsnit 4.3.3, Kurbad/fælles baderum.

        Vær opmærksom på, om der er steder, hvor der kan skabes en tredje slags atmosfære ud over hjemlighed og det institutionelle.

        Billede 5 Billede 6
        Figur
        3. Matte, grå fliser på væg og gulv mindsker reflekser, skaber fokus, giver kontrast til sanitet og udstyr og mindsker et klinisk udtryk, som er mere udtalt på billedet til højre (t.v.: Rise Parken, t.h.: Rosenhaven).

        Vær opmærksom på forskellige behov og muligheder for lyssætning

        Krav til belysning medfører ofte et kraftigt, ensartet ’rengøringslys’. Men i dansk boligtradition er der mindre lysenheder, der fortrinsvis lyser nedad. Hvis der etableres både en hjemlig belysning i gange og fællesrum og tilstrækkeligt lys til rengøring, vil man opnå den fordel, at man lysmæssigt kan ’tænde og slukke’ for institutionen.

        Vær opmærksom på, at lyssætning understøtter rummets forskellige funktioner og aktiviteter. Læs mere i afsnit 3.2.8, Elektrisk belysning.

        Billede 10 Billede 9
        Figur
        4. Gang med højt lysniveau døgnet rundt og reflekser i blanke gulve modsat varieret lyssætning med væglamper ved indgangsdøre, dagslys fra højtsiddende vinduer og slukkede pendler (t.v.: Bredebo, t.h.: Vigs Ängar).

        Vurdér behovet for håndlister

        Håndlister langs vægge i gangarealer bidrager til en institutionsagtig atmosfære. Imidlertid vil personer med balanceproblemer ofte have en rollator, så i nogle tilfælde kan håndlisten undværes.

        Vær derfor opmærksom på, om der er behov for håndlister langs alle vægge i gangene i plejecentret. Læs mere om håndlister i afsnit 3.3.2, Farveforståelse og -anvendelse.

        Billede 13 Billede 15
        Figur
        5. Gang med møblering, planter, nips og farver modsat gang med håndslister (t.v.: Pilehuset, t.h.: Bakkegården).

        Gør plads til ting fra tidligere hjem

        Ting fra beboerens tidligere hjem, der bærer en personlig historie og udgør et holdepunkt i forhold til vores identitet, kræver plads. Derfor kan der være behov for ekstra plads til personlige ting ud over det strikt funktionelle. Yndlingslænestolen er måske større end institutionens stole, chatollet til opbevaring af nogle personlige minder kan have stor affektionsværdi. Vær opmærksom på, at der er plads til personlige ejendele, der bærer beboerens livshistorie.

        Billede 16 Billede 17 Billede 18
        Figur
        6. Personlige småmøbler, malerier og nips giver identitet og følelse af hjem, men kræver gulv- og vægplads (fra venstre: Bakkegården, Vigs Ängar og Solgaven).

        1. 3.2 Lysets betydning

      Lys har betydning for trivsel og sundhed hos personer med demens. Det peger både ældre og nyere forskning på. Udformningen af dagslysåbninger og valg af belysningsanlæg kan være med til at understøtte et stimulerende lysmiljø i plejeboliger og på plejecentre.

      At kunne se og dermed forstå sine omgivelser er af stor betydning, ikke mindst for personer med demens. Hvis de ikke har lysforhold, så de kan se og genkende personer, steder eller rumligheder, kan det afstedkomme frustration og desorientering (Høeg, 2008). Det kan derfor anbefales, at lyset understøtter det, man ser. Både i forhold til lysniveau, lysfordeling, farvegengivelse og form. På den måde kan lyset være med til at skabe omgivelser, der er let genkendelige.

      Lyset har også betydning for stimuleringen af døgnrytmen, dvs. at man er vågen og frisk om dagen og sover godt om natten. Døgnrytmen kan være i ubalance hos ældre personer med demens, da de ofte mister orienteringen, ikke bare i rum, men også i tid (Torrington & Tregenza, 2007).

      Dette afsnit gennemgår forskningen inden for betydningen af lys for ældre og personer med demens og peger på centrale aspekter, der er vigtige at have for øje, når dagslys og kunstlys skal tilrettelægges i plejeboliger.

            1. 3.2.1 Lysets to funktioner

        Overordnet set har lyset to funktioner: 1) at generere de visuelle indtryk igennem synssansen og 2) at stimulere hormonproduktionen, der vedligeholder døgnrytmen. I forskningen refereres der ofte til de to effekter af lyset som hhv. billeddannende og ikke-billeddannende effekt (’visual effects’ og ’non-visual effects’).

        Dagslyset genereret af solen kan aldrig fuldt ud erstattes af elektrisk belysning. Dette skyldes dagslysets høje intensitet og variation, der ikke er muligt at skabe med nuværende belysningskilder og -systemer. Dagslys og elektrisk belysning forårsager dog begge både billeddannende og ikke-billeddannende effekter.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.5 Lysforhold (de Place Hansen (red.), 2016).

            1. 3.2.2 Det ældre øje

        Med alderen bliver synssansen svækket som en naturlig del af dét at ældes. Regnbuehinden bliver mindre fleksibel, hvilket betyder, at det ældre øje reagerer langsommere og ikke kan åbne så meget som det yngre øje (Boyce, 2003). Det medfører, at der er langt mindre lys i det ældre øje end i det yngre øje, og at man som ældre får behov for generelt mere lys.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.5.3 Elektrisk belysning (de Place Hansen (red.), 2016).

        Da åbningsmekanismen bliver trægere, kan det ældre øje ikke justere (adaptere) lige så hurtigt til forskellige lysniveauer som det yngre øje. Det betyder, at det ældre øje typisk bliver mere følsomt over for variationer i lysstyrke og dermed sart over for blænding. Derudover bliver linsen mere ufleksibel og gulner, hvilket gør, at det bliver sværere at fokusere, og at mindre lys kommer ind i øjet.

        I planlægningen af plejeboliger bør man derfor være særligt opmærksom på at sikre gode lysforhold. Det er vigtigt, både for at beboeren kan se og forstå sine omgivelser, men også for at stimulere døgnrytmen, hvilket beskrives nærmere i det følgende.

            1. 3.2.3 Lys og døgnrytme

        Den nyeste forskning peger på, at der er en sammenhæng mellem det lys, man får ind igennem øjnene, og vores døgnrytme. Døgnrytmen styrer vores søvn og rytme for aktivitetsniveauet, og hvis den ikke er i balance, har det indvirkning på vores velbefindende og i sidste ende vores helbred (Berson et al., 2002; Boyce, 2003).

        Døgnrytmen afhænger af lyset og styres bl.a. af produktionen af hormonet melatonin, populært kaldet søvnhormonet. Melatoninproduktionen hæmmes af lys og fremmes af mørke. Det betyder, at man for at etablere en god døgnrytme bør sørge for at få meget lys om morgenen, så hormonproduktionen hæmmes, og mindre lys om aftenen, så hormonproduktionen fremmes, hvorved man kan føle sig træt, falde i søvn og få en god nattesøvn.

        Har den ældre en øjensygdom eller en defekt i øjet, er det ikke sikkert, at lyset har samme gavnlige virkning, som det har på et øje, der blot er ældre, men ellers fungerer normalt.

            1. 3.2.4 Lysets betydning for ældre personer med demens

        Enkelte forskningsprojekter har beskæftiget sig med at skabe optimale lysforhold for ældre med demens og har registeret, hvordan lyset påvirker og understøtter døgnrytmen. Forskningsprojekterne har typisk haft forskellige udgangspunkter og hensigter, men fælles for dem har været, at de ældre med demens er blevet eksponeret for ekstra lys om dagen. Resultaterne viser, at ekstra lys om dagen betyder, at de ældre med demens ofte er mere aktive i løbet af dagen og mere rolige om natten, hvilket betyder større trivsel og en roligere adfærd (van Someren et al., 1997; van Someren, 2000).

        Da den ældre med demens yderligere kan have kognitive udfordringer, er det hensigtsmæssigt at lyssætte rum, genstande og personer, så det, der er væsentligt at se, bliver belyst. Det vil sige, at rum og genstande fremstår med en skyggetegning, der virker naturlig og fremhæver formen.

        Forskningen peger desuden på, at lys kan have en terapeutisk virkning ved at fremhæve hverdagens ritualer, hvilket kan medvirke til at give den ældre med demens en god og rar hverdag i omgivelser, personen kan genkende som hjemlige (Torrington & Tregenza, 2007). En hjemlig lyssætning kan fx være at placere en pendel med nedadrettet lys over spisebordet eller at placere arbejdslamper, hvor man typisk vil placere sig for at læse eller lave håndarbejde. Det kan godt tænkes, at den ældre ikke længere er i stand til at udføre de aktiviteter, men forståelsen af funktionen kan understreges af lyset og på den måde erindre om hverdagens gøremål (McNair et al., 2013).

        At lyssætte for ældre med demens handler derfor ikke alene om at understøtte det ældre syn, men i lige så høj grad om at stimulere døgnrytmen og at skabe genkendelige og hjemlige omgivelser.

        Billede 19 Billede 20
        Figur
        7. Morgenmadsplads i privat bolig ved vindue med udsigt og spisestue i lysfyldt rum med udsigt (t.v.: Solgaven, t.h.: Salem).

            1. 3.2.5 Dagslys og elektrisk belysning på plejecentre

        Vinduernes udførelse og kunstlysanlæggenes tilrettelæggelse på plejecentre for personer med demens bør planlægges, så de udnytter de positive effekter af lyset. Vinduets udformning, størrelse, placering i facaden og orientering i forhold til verdenshjørnerne har alt sammen betydning for lyset i et rum. Det gælder både for rummets dagslysniveau og dagslysfordeling. Derudover har bygningsudformninger som fx atrier, karnapper og udhæng indflydelse på, hvordan dagslyset kommer ind i rummene, og hvordan det lægger op til brug af rummet.

        På samme måde har den elektriske belysning indflydelse på rummets lysniveau og lysfordeling. I forbindelse med tilrettelæggelsen af belysningen er forholdene omkring armatur, lyskilde og placering af lyset vigtigt.

        For både dagslyset og det elektriske lys gælder, at det ikke kan stå alene. Lys virker altid sammen med sine omgivelser, hvilket betyder, at man også bør have fokus på, hvilke materialeoverflader man vælger. Gener som kontrast, blænding og spejlinger er ofte relateret til overfladernes materialekarakter. Derfor er det hensigtsmæssigt at afstemme, hvor lyst et materiale opleves samt dets farve og glans, så eventuelle gener mindskes.

            1. 3.2.6 Vinduet som dagslyskilde

        Da personer med demens ofte har brug for et højt belysningsniveau kan et stort vindue være hensigtsmæssigt. Ud over at det store vindue tillader meget lys at komme ind, giver det også gode muligheder for udsyn til omgivelserne. Man bør være opmærksom på, at en eventuel nabobygning, en altan på etagen over, tagudhæng, træer eller lignende kan reducere lysniveauet i rummet. I det følgende gennemgås de forhold, der er vigtige at overveje i planlægningen af lyset i plejecentre.

        Lad vinduer fremstå tydeligt definerede

        For personer med demens er det vigtigt, at vinduet fremstår tydeligt. Klart definerede vinduer er lettere at forstå end store vinduesflader, der spænder fra gulv til loft, og hvor den ubrudte glasflade til tider kan opfattes som ingenting.

        Et vindue med bred vinduesplade (vindueskarm) kan skabe en tydelig overgang mellem ude og inde og tillige give mulighed for at stille planter og ejendele, der kan gøre boligen mere personlig. Vinduer med sprosser kan også medvirke til at definere vinduet og markere, at man ikke kan gå igennem det.

        Et vindue med lav brystning giver siddende og dermed også kørestolsbrugere bedre mulighed for at se ud.

        Billede 22
        Figur
        8. Den brede vinduesplade giver rig mulighed for personligt nips og potteplanter (Solgården).

        Billede 28
        Figur
        9. Den lave brystning gør det muligt at følge, hvad der sker udenfor (Bredebo).

        Overvej sammenhængen mellem vinduernes placering og lyset i rummet

        Et højt placeret vindue vil tillade dagslyset at trænge langt ind i rummet og fordele lyset jævnt. Modsat vil et lavt placeret vindue fokusere lyset tættere på vinduesfacaden og skabe et mere kontrastfyldt lys. Det betyder, at det ikke alene er størrelsen på vinduet, der har betydning for, hvor og hvordan lyset fordeler sig i rummet, men også hvor vinduet er placeret i facaden.

        Læs mere i SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008).

        Orientér vinduer i opholdsrum mod syd, øst eller vest

        Ved at orientere vinduerne, især i opholdsrum, mod syd, øst eller vest har beboerne mulighed for at opleve dags- og sollysets variation. At følge lysets gang igennem dagen og året kan være stimulerende og i nogle tilfælde være med til at understøtte en forståelse af tid på dagen og året for personen med demens.

        I rum som udelukkende orienterer sig mod nord og derfor ikke har direkte sollys, er der ikke samme mulighed for at følge solens gang, hvilket kan virke mindre stimulerende på personer med demens (Møller & Knudstrup, 2008).

        Vurdér behovet for afskærmning

        Vinduerne bør dog kunne skærmes for sollyset, den hvidt lysende himmel eller den lavtstående sol om vinteren, så kraftige skyggedannelser på fx gulv, blænding samt overophedning af rummet undgås. For at mindske overophedning i rummet er en eksteriør afskærmning mest hensigtsmæssig.

        Det direkte sollys kan især skabe store kontraster mellem lys og skygge, hvor de hårde skygger på gulvet typisk kan være til gene for personer med demens, der kan opfatte de mørke flader som huller eller noget, der ligger på gulvet. I sommerperioden kan det være hensigtsmæssigt med et mørklægningsgardin, så de lyse sommernætter ikke forstyrrer nattesøvnen.

        Billede 30
        Figur
        10. Lyse, lette gardiner kan reducere generende skyggedannelser (de Hogeweyk).

            1. 3.2.7 Atrium

        Atriet, vinterhaven, orangeriet, verandaen – det overdækkede lysfyldte uderum kan se ud på mange måder. Fælles for dem er, at de med fordel kan tænkes ind i et demensplejecenter (Torrington & Tregenza, 2007). Her kan man komme ud i et højt lysniveau uden at være udenfor, hvilket betyder, at vind og direkte lys ikke generer i samme grad. Det kan være til glæde for særligt følsomme personer med demens, hvilket især er udtalt i den sene fase af demenssygdommen.

        Læs mere i afsnit 3.4, Kontakt til naturen, og 4.4.1, Have/gårdhave.

        Billede 43
        Figur
        11. Et atrium med højt dagslysniveau, grønne planter og udsigt til grønne omgivelser kan være et attraktivt opholdsrum og supplement til naturen udenfor (Salem).

            1. 3.2.8 Elektrisk belysning

        Den elektriske belysning kan med fordel være opdelt i flere enheder:

        • – Almen belysning, der oplyser rummet jævnt og ensartet

        • – Supplerende belysning med specifikke funktioner som pendler (hængelamper), stander- og læselamper, sengelamper eller lignende

        • – Særlig belysning, der oplyser områder effektivt i forbindelse med fx rengøring og nødsituationer.

        Muligheden for at differentiere belysningen giver også personen med demens mulighed for at præge lyset i sin egen bolig og derigennem vælge en belysning, der afspejler en hjemlig atmosfære.

        Det elektriske lys kan yderligere være opdelt i en natbelysning og en dagbelysning, der understøtter forholdene omkring døgnrytmen. En varmtonet lav belysning om natten vil forstyrre personen med demens mindre, og en kølig belysning med højere intensitet vil kunne stimulere aktiviteter i dagtimerne.

        Sørg for tilstrækkeligt højt lysniveau

        Ældre mennesker har generelt behov for et højere belysningsniveau end yngre mennesker. For personer med demens, som ofte har vanskeligt ved at orientere sig i tid og sted, er det derfor særlig vigtigt at sikre, at belysningen har et tilstrækkeligt niveau (Day et al., 2000).

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.5.3 Elektrisk belysning (de Place Hansen (red.), 2016).

        Derudover er det vigtigt, at rum, genstande og personer kan genkendes. Det betyder, at både intensiteten, skyggetegningen og farvegengivelsen stemmer overens med, hvordan genstandende ser ud. Derfor er det hensigtsmæssigt at vælge lyskilder med god farvegengivelse.

        Vær opmærksom på skyggetegninger

        Alt efter hvilket armatur man vælger, så vælger man også, hvordan lyset fordeles, og hvordan skyggetegningen bliver. Skyggetegningen har stor betydning for forståelsen af omgivelserne. Hvis skyggetegningen er uklar, kan personer med demens opfatte en skygge som en genstand og en genstand som en skygge (McNair et al., 2013).

        Placér lamper, så de fremhæver gangforløb og genstande

        Placeringen af lamper kan også være en hjælp for personen med demens. Ved at fremhæve fx gangforløbet, hvilestolen eller middagsbordet, kan det forekomme mere logisk for personen med demens, hvor han skal gå hen. Kontrasten mellem det fremhævede område og den generelle belysning bør dog ikke være for stor, da det kan medføre blænding (Holthe, 2011).

        Billede 44
        Figur
        12. Væglamper belyser opholdsplads i gangen, indgangsdør til bolig og gangforløbet (Vigs Ängar).

        1. 3.3 At finde vej

      At klare sig selv og finde rundt uden at være afhængig af hjælp fra andre er for mange mennesker væsentligt for trivsel og livskvalitet. Dette gælder selvsagt også for personer med demens. Derfor bør de enkelte boliggrupper indrettes, så det bliver lettest muligt at orientere sig. Herved kan den enkelte person med demens udnytte sin restevne til orientering bedst muligt.

      Det er et kendt symptom hos personer med Alzheimers sygdom, at evnen til at finde vej mindskes markant for til sidst at gå tabt. Det skyldes, at den rumlige forståelse svækkes i de moderate og sene faser af sygdommen. Disse personer kan ikke danne det kognitive kort i hjernen (hippocampus), som er grundlaget for at kunne orientere sig, og de har dermed ingen eller markant nedsat stedsans (Marquardt, 2011; Høeg, 2008).

      Nogle personer med demens har en tilsyneladende formålsløs vandring, som kan skyldes desorientering og vanskeligheder ved at finde vej (Høeg, 2008). Vandringen kan dog også være en naturlig energiudladning eller skyldes fx fysisk og psykisk uro.

      Forskning har dokumenteret, at en hensigtsmæssig indretning af det fysiske miljø kan hjælpe denne store gruppe af personer med Alzheimers sygdom til delvist at kunne kompensere for den tabte stedsans og dermed blive bedre til at finde vej med øget selvstændighed og selvværd som positive følger.

      Dette afsnit gennemgår forskning om planlægning af grundplan, gangforløb og brug af skiltning og farver, der kan understøtte muligheden for at orientere sig og finde rundt for personer med demens.

            1. 3.3.1 Grundplan og gangforløb

        Et stort studie med i alt 450 personer med Alzheimers sygdom, heraf 91 med let demens, 183 med moderat demens og 176 personer med svær demens, undersøgte evnen til at finde vej i boliggrupper med varierende størrelse og grundplan. Størrelsen varierede mellem 8 og 35 beboere. Boliggruppernes grundplaner var fordelt på 14 med et lige gangforløb, 9 med et enkelt retningsskift, fx L-formet, og 7 grundplaner med en rundkreds af 4 gange (Marquardt & Schmieg, 2009).

        Billede 62
        Figur
        13. Forskellige gangforløb repræsenteret i et studie af personer med demens’ evne til at finde vej (Kilde: Marquardt & Schmieg, 2009).

        Resultatet var, at boliggruppens størrelse overordnet var mere afgørende for beboernes evne til at finde vej end grundplanens udformning. De bedste resultater blev fundet i de mindste boliggrupper med 8-10 personer. Denne lille boliggruppestørrelse understøttes af flere forskere, hvor boliggrupper på 6-8 personer anbefales (Høyland et al., 2015).

        Beboerne i undersøgelsen havde signifikant lettere ved at orientere sig i grundplanerne med det lige gangforløb fremfor grundplanerne med knæk i gangforløbet. Endvidere havde de lettere ved at finde vej i en gang med lige vægge fremfor en gang med små nicher, hvorfra der ikke var overblik til resten af gangen – sidstnævnte var dog ikke signifikant. Det vanskeligste gangforløb at orientere sig i var de fortsatte gangforløb med fire gange i en rundkreds som illustreret i
        Figur
        13
        .

        Denne observation sætter spørgsmålstegn ved tidligere forsknings anbefalinger om, at gange ikke bør ende blindt, men føres i sløjfer (Høeg, 2008). Årsagen til de divergerende anbefalinger kan være, at væsentlige forhold som længden af gangene samt belysningen af disse ikke har været målt og dermed ikke er indgået i studierne (Marquardt, 2011).

        Godt lys, både dagslys og kunstlys, er en afgørende faktor for evnen til at finde vej hos personer med demens. Lavt lysniveau kan give desorientering hos personer med demens (Høeg, 2008). Et studie har vist, at evnen til at finde vej øgedes med øget belysning (Marquardt, 2011). Generelt har ældre personer behov for ca. dobbelt lysniveau i forhold til, hvad man normalt vil planlægge (McNair et al., 2013). Se også 3.2, Lysets betydning.

        Andre studier peger på forskellige barrierer: Fx er brug af elevator en stor hindring for personer med demens. Derfor bør alle rum, hvor beboerne skal færdes, ligge på samme etage. Endvidere fandt man, at monotone gentagelser, fx lange gange med mange døre, nedsatte beboernes orienteringsevne (Passini et al., 2000).

        I ovennævnte studie fandt man, at indretning af et spisekøkken havde stor betydning som et ’ankerpunkt’ for orienteringen. Selv beboere med svær demens kunne bruge spisekøkkenet som et kendemærke. I samtlige boliggrupper var det lettest at finde vej til spisekøkkenet sammenlignet med fire andre ankerpunkter, bl.a. egen bolig eller fælles havedør (Marquardt & Schmieg, 2009).

        En yderligere afgørende faktor for at finde frem til de forskellige mål, fx sin egen bolig, udgang til udearealer samt havemøbler, var, at der skulle være synlighed til disse mål (Marquardt & Schmieg, 2009).

        Den overordnede indretning af bygningens grundplan er helt afgørende for at støtte personer med demens i at finde rundt. Anvendelse af kendemærker som farver, møbler, skiltning mv. kan yderligere støtte, men kan ikke kompensere for en uhensigtsmæssig indretning af grundplanen. Derfor anbefales hensyntagen til følgende fire forhold (Marquardt, 2011).

        Indretningen må ikke kræve nye kognitive færdigheder

        Personer med svær demens kan vanskeligt lære nyt. Derfor skal man kunne finde rundt uden at kunne læse og tolke skilte. Grundplanen må ikke kræve nye måder at orientere sig på. En simpel grundplan med regulære rum er den første anbefaling til en vellykket indretning for personer med demens.

        Sørg for synlighed og overblik

        Beboere med Alzheimers sygdom kan vanskeligt huske det, de ikke kan se. Det er derfor vigtigt med små, overskuelige boliggrupper. Beboerne bør kunne se alle de rum, som de skal benytte, og kunne se hele det rum, de befinder sig i. Eventuelle nicher bør derfor planlægges med omtanke.

        Billede 45
        Figur
        14. Indgangsdøren til den private bolig kan ses fra opholdsstuen. Tilsvarende kan opholdsstuen ses, når beboeren åbner døren (Salem).

        Reducér antallet af beslutningspunkter

        Det er svært eller kan være umuligt for personer med Alzheimers sygdom at planlægge en rute, dvs. træffe hierarkiske beslutninger. Derfor bør grundplanet være uden krydsende gange. Det skal tilstræbes, at gange leder intuitivt i den rigtige retning, så man ikke skal planlægge en rute. Placering af et spisekøkken der, hvor man skal skifte retning, vil fungere som et godt kendemærke for beboernes reducerede rumopfattelse.

        Man bør undgå flere rum med samme funktion, fx to spisekøkkener. Er dette ikke muligt, er det nødvendigt at signalere nogle forskelle, fx i størrelse, form, farve og belysning samt møblering, så beboerne kan skelne mellem rum med samme funktion.

        Billede 47
        Figur
        15. Gangen giver kun to valgmuligheder: at gå til højre eller venstre (Vigs Ängar).

        Forøg den arkitektoniske læsbarhed

        Den forventede brug af et rums funktioner kan gøres mere læsbart/forståeligt ved at anvende tiltag i form af størrelse, proportioner, materialer og møblering.

        Billede 48 Billede 49
        Figur
        16. Gyngestol og lænestol i hjørne inviterer til at sætte sig og på afstand følge forbipasserende eller aktiviteter i rummet (t.v.: Jægersborghave, t.h.: Vigs Ängar).

            1. 3.3.2 Farveforståelse og -anvendelse

        Et studie viser, at personer med Alzheimers sygdom evner at skelne mellem farver, kan navngive disse samt har farvepræferencer. Studiet omfattede 50 personer med Alzheimer, heraf havde godt halvdelen moderat eller svær demens (Wijk et al., 1999).

        Studiets hovedresultater viste, at personerne havde lettest ved at skelne mellem farvers lyshed i alle nuancer. Evnen til at skelne mellem gule og røde farver var markant bedre end evnen til at skelne mellem blå og grønne farver. Alder viste sig også at spille en rolle for, om de kun var i stand til at skelne og navngive de elementære farver (gul, rød, blå, grøn, sort og hvid), eller om de også kunne sætte navn på sammensatte farver (fx orange, lilla, turkis mv.), idet denne evne minskedes med alderen. De kunne endvidere opliste farver efter præference.

        Sammenlignende studier af ældre uden demens har vist nogenlunde samme resultater mht. at skelne og navngive farver. Det tyder derfor på, at evnen til at skelne farver i højere grad afhænger af synsevnen hos ældre end om, hvorvidt personen har demens eller ej. Elementærfarverne læres tidligt i livet og anvendes ofte og kan derfor være en tænkelig årsag til, at personer med demens kan genkende og navngive disse på næsten lige fod med personer uden demens (Wijk, 2014).

        En gennemtænkt og velbegrundet farvesætning, hvor kontrastfarver og farvekoder anvendes, kan støtte restfunktion og orientering og kan derfor medvirke til, at beboere med demens bliver mere selvstændige og selvhjulpne. Der bør derfor ved farvesætning tages udgangspunkt i den aldersrelaterede synsnedsættelse (Wijk, 2014).

        Flere forskere beskriver, hvordan farver kan anvendes til at kompensere for den nedsatte rumopfattelse hos personer med demens (Terkildsen, 2004; Høeg, 2008; SINTEF Byggforsk, 2011; Wijk, 2014). De grundlæggende pointer gennemgås i det følgende.

        Anvend farvekontraster

        Farver kan tydeliggøre et rum, fx kan paneler og dørkarme have kontrastfarve til væg og gulv, eller døren kan have en anden farve end væggen. På badeværelset kan fx fliserne på væggen bag wc og håndvask have kontrast til den hvide sanitet, wc-brættet kan tilsvarende have kontrastfarve til wc-kummen, evt. cisternen og væggen.

        Anvendelse af farvekoder kan yderligere støtte orienteringen, fx ved at døre til samme funktion har samme farve (Wijk, 2014). Døre til badeværelser i de enkelte boliger og det fælles wc-rum i boliggruppen kunne fx alle have samme farve. Læs om brug af farver i indretningen i afsnit 4, Anbefalinger.

        Billede 53 Billede 58
        Figur
        17. Indgangsdøre, der er tydeligt markerede med kontraster og farver og dermed lette at finde (t.v.: Jægersborghave, t.h.: de Hogeweyk).

        Ældre har sværere ved at adskille kontraster end yngre (Høeg, 2008; Wijk, 2014). Derfor anbefales en forskel i lysrefleksion (LRV) på mindst 30 mellem tilstødende farver (Benbow, 2014).

        Billede 25Billede 24

        Figur 18. Eksempler på forskel i lysrefleksionsværdi (LRV) på 30 (der tages forbehold for gengivelsen af LRV i trykt og digital udgave af anvisningen).

        Planlæg ensfarvede gulve og vægge

        Nogle personer med demens får dårlig dybdeperception, som bevirker, at deres rumopfattelse bliver nedsat. Fx kan de tro, at et nistret mønster på et gulv eller en bordplade er krummer, som de så vil fjerne. Gulve og andre overflader bør derfor være ensfarvede.

        Et farveskifte i gulvet kan grundet den nedsatte dybdeperception opfattes som et trin eller hul. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at hårde skygger kan blive opfattet som et farveskifte. Derfor bør indretningen planlægges således, at hårde skygger undgås eller minimeres.

        Fremhæv elementer med farver

        Farver kan også anvendes til at fremhæve elementer og vise grænser, fx dørgreb på en dør. Dette kan være afgørende for, at personen med demens kan finde dørgrebet og åbne døren uden hjælp.

        Billede 60 Billede 61
        Figur
        19. Farvet sengelampe og håndliste i kontrast til væggen gør det lettere at finde dem (t.v.: Solgården, t.h.: Pilehuset ).

        Undgå blanke overflader

        Farver skal være matte, idet blanke overflader kan give blænding og uhensigtsmæssig spejling. Tendensen til blænding øges stærkt med alderen (Høeg, 2008; Wijk, 2014). Blænding fra et blankt gulv kan fx opfattes som vand, som en person med demens ikke vil træde ned i eller bliver bange for at glide på.

            1. 3.3.3 Skiltning

        Dette afsnit behandler brug af skilte inden for den enkelte boliggruppe, hvor personer med demens færdes alene. Det forventes, at færdsel til plejecentrets servicearealer vil foregå i følgeskab med personale eller pårørende.

        Indretningen i den enkelte boliggruppe bør være så intuitiv, at skilte ikke behøves. Dog anbefales det at skilte fx et fælles toilet samt indgangsdøre til beboernes private boliger.

        Under alle omstændigheder bør der kun skiltes ved de allermest nødvendige rum. For mange skilte kan gøre det uoverskueligt for personer med demens. Samtidig kan skiltning give et institutionelt præg og gå ud over den hjemlige atmosfære.

        I det følgende gennemgås pointer om skiltning.

        Brug tydelig og kontrastrig tekst

        Tydelig og kontrastrig tekst kan suppleres med fx piktogrammer. Man skal dog være opmærksom på, at piktogrammer kan være så stiliserede, abstrakte og moderne, at de ikke giver mening for nogle, mens de kan være en hjælp for andre (Høeg, 2008).

        En demensvenlig skiltning kan indeholde både farvekode, tal, tekst og piktogram/symbol for på den måde at ramme så mange som muligt, da det kan variere, hvilke evner personen med demens stadig har i behold.

        Læs mere i afsnit 4.5.4, Skiltning.

        Brug personlige genstande

        Ved markering af den enkeltes dør, er det en god idé at tænke alternativt og måske finde noget, som er genkendeligt for beboeren eller vækker minder. Det kan fx være et maleri eller foto af beboeren som ung eller en genstand med affektionsværdi (Marquardt, 2011; Høeg, 2008).

        Læs om hjemlighed i afsnit 3.1, Hjemlighed og atmosfære.

        Placér skilte lavt

        Skilte bør placeres lavt, idet ældre og især personer med Alzheimers sygdom har tendens til at kigge ned og dermed måske ikke ser skilte placeret i øjenhøjde (Benbow, 2014). Skilte bør placeres på væggen ved dørens håndtagsside, herved kan de læses med både lukket og åbentstående dør.

        Læs mere i afsnit 4.1.1, Indgangsdør.

        Billede 27 Billede 26
        Figur
        20. Eksempler på skiltning med god kontrast. Det håndmalede skilt til højre har desuden en hjemlig karakter (t.v.: Holmegårdsparken, t.v.: Pilehuset).

        1. 3.4 Kontakt til naturen

      Gennem de seneste 30-40 år har forskningen i naturens betydning for menneskers velbefindende vist, at ophold i – ja, sågar bare udsigt til – natur kan have en positiv effekt på mange forskellige befolkningsgruppers sundhed, herunder også personer med demens. Kontakt til natur kan således være til stor gavn for beboere på plejecentre.

      Antallet og kvaliteten af studierne i effekten af kontakt til natur på plejecentre for personer med demens er præget af, at forskningsfeltet stadig er ungt. Dog peger adskillige resultater på sundhedsmæssige fordele inklusive forbedret velvære og humør, færre tilfælde af problematisk adfærd, mindre brug af lægemidler, færre fald og forbedret søvnrytme (Detweiler et al., 2012; Gonzalez & Kirkevold, 2014; Whear et al., 2014).

      Natur kan altså med fordel indgå som del af en økonomisk forsvarlig og ikke-farmakologisk strategi for forbedret livskvalitet på plejecentre for personer med demens.

      Dette afsnit gennemgår naturens betydning for personer med demens og giver en række anbefalinger til, hvordan plejeboliger kan indrettes med mulighed for forskellige naturoplevelser.

            1. 3.4.1 Aktiv og passiv brug af naturen

        Natur bruges her som et bredt begreb, der dækker over planter, dyr, terræn, vand, sten, himmel, vind og vejr. Overordnet set har forskningen på området haft fokus på effekten af både passiv og aktiv brug af uden- og indendørs haver og planter. Passiv brug refererer til oplevelsen af havers eller planters mange forskellig sansestimuli i form af farver, dufte og lyde. Aktiv brug refererer til mere målrettede såkaldte ’hortikulturelle’ aktiviteter såsom at vande planter, nippe visne blomsterhoveder af eller luge ukrudt.

        Indendørs haver og planter samt udsigter kan gøre natur tilgængelig for personer, der ikke har mulighed for at komme ud. De kan være anvendelige på plejecentre, der er placeret i et klima med lange, kolde og mørke vintre. Et studie har bl.a. vist, at indendørs hortikulturelle aktiviteter også havde en positiv effekt på beboernes søvn, agitation og kognition (Lee & Kim, 2008).

        Potentialet for gavnlige effekter kan dog siges at være størst udendørs. Dette understøttes af et studie, der sammenlignede indendørs med udendørs hortikulturelle aktiviteter, og som viste, at de udendørs aktiviteter havde flest gavnlige effekter (Connell et al., 2007). Udendørs kan der være adgang til dagslys, mere varieret sansestimulering og fysisk udfoldelse samt en pause fra plejecentrets indendørs rammer. Ud over disse parametre kan mulighed for socialt samvær, meningsfulde aktiviteter og genkaldelse af erindringer vha. reminiscenser også medvirke til en positiv effekt.

        De gavnlige effekter af kontakt til natur kan altså skyldes mange forskellige faktorer.

            1. 3.4.2 Sansehaver, terapihaver og haveterapi

        Haver og hortikulturelle aktiviteter på plejecentre kan afhængig af deres formål betegnes på forskellige måder. I den engelsksprogede litteratur bruges et hav af begreber inklusive ’therapeutic garden’, ’wander garden’, ’enabling garden’, ’horticultural activities’ og ’horticultural therapy’. På dansk er ’sansehave’, ’terapihave’ og ’haveterapi’ gængse begreber.

        En sansehave kan beskrives som en have, der med udgangspunkt i brugerens behov og mobilitet tilbyder forskellige oplevelsesrum og varierede sanseindtryk. Her er det primære formål at genskabe sanseoplevelser, der er mulige i naturområder som fx skove og strande, men som kan være svært tilgængelige for brugeren (Nebelong, 2003).

        I en terapihave er formålet behandling med haveterapi. Haven er her formgivet til at bidrage aktivt og positivt til behandlingen, der ledes af en terapeut (Stigsdotter et al., 2012). I en terapihave for personer med demens vil behandlingen i højere grad fokusere på opretholdelse af en god livskvalitet frem for helbredelse.

        Generelt kan man sige, at der i en terapihave med haveterapi foreligger et behandlingsprogram med faste målsætninger (Stigsdotter et al., 2012), mens en sansehave mere er tænkt som ramme for hverdagsaktiviteter.

            1. 3.4.3 Klare linjer for arbejdet med natur

        Der findes altså flere niveauer for, hvordan man kan inddrage natur i plejecenterets fysiske rammer og aktiviteter. Et omfattende studie med fokus på at afdække, hvilke faktorer der havde indflydelse på brugen af haver ved plejecentre, viste, at ledelsens og personalets engagement havde stor betydning (Grant & Wineman, 2007). Resultatet kan bl.a. skyldes, at personer med demens ofte er afhængige af støtte fra personalet eller pårørende til at udføre aktiviteter såsom at gå en tur. Det kan derfor ses som afgørende, at der foreligger klare linjer for, hvordan personalet ønsker at inddrage natur i deres arbejde med beboerne. Dette vil give de bedste forudsætninger for en god sammenhæng mellem ønskede aktiviteter og de fysiske rammer samt en optimal udnyttelse af de sundhedsmæssige fordele ved kontakt til natur.

            1. 3.4.4 Anvisninger for design

        Forskningen i effekten af kontakt til natur på plejecentre for personer med demens har bl.a. ført til publikationer, der handler om, hvordan samspillet mellem ude og inde samt udearealer kan designes, så brugerne får mest mulig gavn af dem. Adskillige af disse bud på designretningslinjer bygger på en syntese af forskningsresultater, praktisk erfaring, viden om demens og landskabsarkitektonisk praksis (Marcus & Sachs, 2013; Marshall, 2010; Pollock & Marshall, 2012; Zeisel & Tyson, 1999).

        Ud over en god sammenhæng mellem de ønskede aktiviteter og de fysiske rammer afhænger et tiltags succes også af, hvorvidt det er rettet mod beboernes specifikke behov. Forskningen peger overordnet set på følgende anbefalinger til design af naturoplevelser for personer med demens.

        Skab god forbindelse mellem inde og ude

        For beboere med demens er det væsentligt, at der er let adgang til udearealer, både fysisk og visuelt. Beboerne skal let kunne gå ud på egen hånd i et skærmet område eller have udsigt til natur gennem vinduer, så de har god mulighed for at følge årstidernes skiften og dagslysets gang.

        Billede 72
        Figur
        21. Udsigt til varieret natur lige uden for vinduet kan være stimulerende (Bakkegården).

        Skab sikre og trygge naturoplevelser og -aktiviteter

        Inden- og udendørs haver, der giver overblik, afgrænsning og valgmuligheder i forhold til udfordringer, kan bidrage til, at beboerne føler sig sikre og personalet og pårørende er sikre. Have og planter kan byde på mange forskellige oplevelser, der kan stimulere sanserne, fx i form af farver, strukturer, dufte, lyd af vind, vand, der risler, summende insekter, fugle, der synger, og temperaturer, der skifter. Reminiscenser i form af velkendte planter kan have stor betydning for beboere med demens.

        Billede 81 Billede 82
        Figur
        22. Planters farve, duft, form og smag giver sanseoplevelser, men også udendørs musikinstrumenter kan give oplevelser til sanserne (Søndersøhave).

        Giv mulighed for forskellige typer af aktivitet

        Et udvalg af aktiviteter, der kræver forskelligt niveau af fysisk aktivitet som fx at sidde i en hængesofa, gå en tur eller træne på trapper, kan tilgodese beboernes varierende behov for fysisk udfordring og motion. Samtidig kan valget mellem at foretage aktiviteterne alene, sammen med en ledsager eller i gruppe tilfredsstille forskellige ønsker til støtte og socialt samvær.

        Billede 94 Billede 95
        Figur
        23. Gangbro over vand, trædesten gennem vand, håndliste langs skrånende gangsti med hvileplads forude giver mulighed for motion og fysiske udfordringer (Søndersøhave).

        Planlæg indendørs grønne rum med meget dagslys

        En indendørs grøn væg af levende planter, et overdækket gårdrum – et atrium – eller en vinterhave/havestue med planter kan gøre natur tilgængelig for personer, der ikke har mulighed for at komme ud. Det kan være anvendeligt på plejecentre, der er placeret i et klima med lange, kolde og mørke vintre.

        Se afsnit 3.2.7, Atrium, og afsnit 4.4, Fælles udearealer.

        Billede 96
        Figur
        24. Grøn væg med mange levende planter i rum med højt dagslysniveau kan give indendørs naturoplevelser (Bredebo).

  • Dette afsnit indeholder anbefalinger til indretning af den private bolig, de fælles boligarealer, udearealer, fælles adgangsarealer og de servicearealer i et plejecenter, som danner ramme om dagliglivet for personer med demenssygdomme. Anbefalingerne er baseret på forskning og inddrager elementer fra de foregående afsnit 3.1, Hjemlighed og atmosfære, 3.2, Lysets betydning, 3.3, At finde vej og 3.4, Kontakt til naturen. Derudover indgår erfaringer fra studiebesøg på plejecentre for personer med demens.

    Servicearealer, som indeholder rum udelukkende til brug for personale og bifunktioner som fx lager- og rengøringsrum, er ikke omfattet af anbefalingerne.

    Anbefalingerne tager udgangspunkt i beboerens nære rum i den private bolig. Dernæst bevæger anbefalingerne sig til de arealer, der er fælles med andre beboere i den enkelte boliggruppe og i naboboliggruppen og videre til de rum, som er en del af plejecentrets servicearealer. Anbefalingerne afsluttes med betragtninger om den overordnede planlægning og disponering af et plejecenter.

    Ved at følge disse anbefalinger til indretning af det fysiske miljø, vil dette kunne medvirke til at danne ramme om den personcentrede pleje og omsorg, som vil kunne fremme beboernes trivsel og livskvalitet.

    Anbefalingerne er relevante, både når det gælder nybyggeri eller ombygning af et eksisterende plejecenter eller i indretningen af de enkelte plejeboliger. I anbefalingerne indgår en række aspekter, som er direkte relateret til det at have en demenssygdom. Disse forhold kan udformes på forskellig måde afhængig af lokale ønsker, muligheder og prioriteringer.

        1. 4.1 Den private bolig

      For mange personer med demens er overskuelighed af selve boligen, hjemlighed og genkendelighed i forhold til en tidligere bolig væsentlig for trivsel og livskvalitet (Høeg, 2008). Se afsnit 3.1, Hjemlighed og atmosfære.

      Ifølge gældende lovgivning skal en bolig indeholde beboelsesrum samt bade- og wc-rum og køkkenfaciliteter (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015). Der er således ikke krav til, at en bolig skal bestå af flere rum.

      Overskuelighed er typisk vigtig for personen med demens. Derfor bør den private bolig planlægges, så den kan fungere som ét sammenhængende beboelsesrum med plads til både at sove og til at opholde sig alene eller med gæster. Beboelsesrummet bør dog også kunne opdeles i to rum, hvilket kan være egnet i de tidlige stadier af demenssygdommes udvikling, eller hvis boligen skal anvendes af en beboer med en demenssygdom, hvor to rum kan overskues.

      Det fremmer trivsel hos personer med demenssygdomme og det daglige samvær med øvrige beboere, hvis de fysiske rammer også giver mulighed for at afspejle den enkelte beboers værdier og kultur. Den private bolig bør derfor tage højde for individuel indretning ud fra forskellige beboergruppers præferencer, livsstil eller kulturelle baggrund (Day & Cohen, 2000).

      For mange personer med demens kan det være vanskeligt at skulle flytte. Det betyder, at kun få flytter til en ny plejebolig, selvom behovene måtte ændre sig. Alle plejeboliger bør derfor tage højde for både kognitive, sensoriske og fysiske funktionsnedsættelser.

            1. 4.1.1 Indgangsdør

        Indgangsdøren til den private bolig bør være let at se fra det fælles areal. Det kan hjælpe beboeren med demens til lettere selv at kunne finde hjem og dermed være med til at mindske eventuelle frustrationer. Døren kan fremhæves med farve eller materiale, der står i visuel kontrast til omgivende vægge. Det kan også lette orienteringen for beboerne, hvis indgangsdørene har forskellige farver (Day et al., 2000; Landmark et al., 2009; Fuggle, 2013).

        Det bør være muligt at markere og eventuelt gøre indgangsdøren personlig, fx ved at opsætte et navneskilt – eventuelt beboerens gamle dørskilt fra tidligere hjem – eller med billeder og genstande, der har en personlig betydning (Day et al., 2000). Navneskilt bør placeres på væggen ved siden af dørens åbningsside, så det kan ses/læses, selvom døren er slået op. Se mere om farver og skiltning i afsnit 3.3, At finde vej.

        Billede 97 Billede 98
        Figur
        25. Eksempler på markering med personlige genstande ved indgangsdøre (t.v.Bredebo, t.h.: Rosenhaven).

        For at skabe genkendelighed i forhold til tidligere bolig, bør boligen have karakter af entré umiddelbart inden for indgangsdøren. Indgangsområdet kan fx markeres ved, at lofthøjden sænkes ved indgangsdøren, både i gangen udenfor og i entréområdet i boligen.

        Der bør være plads inden for døren til overtøj og sko samt plads til evt. rollator eller kørestol, hvis disse primært anvendes ved færdsel uden for den private bolig.

        Døren set inde fra boligen bør være tydelig og fremtræde visuelt markant i forhold til omgivende vægge og inventar, så beboeren let kan finde døren ud af boligen. Hvis beboerne kan se den fælles dagligstue fra egen bolig, vil de lettere blive mindet om at benytte denne og dermed få mulighed for mere socialt samvær.

        Det er ofte set, at indgangsdøre til private boliger for personer med demens står åbne. Denne mulighed bør tænkes med i indretningen, så møblering eller anden indretning ikke blokerer eller hindres af en fuldt opslået dør.

        Billede 116
        Figur
        26. Indgangsparti til den private bolig er markeret med forsænket loft og dør, der træder tydeligt frem. Øvrige døre er i samme farve som omgivende vægge (Jægersborghave).

        Indgangsdørens fri bredde bør være tilstrækkelig til, at hjælpemidler som fx kørestol eller mobil personløfter let kan passere, at en beboer liggende i plejeseng, på båre eller i kiste let kan køres ud, og at to personer ved siden af hinanden kan passere uhindret (Fuggle, 2013). Det anbefales derfor, at døren har en fri åbning på mindst 1,07 meter. Hvis døren er en bredere dobbeltdør, bør åbning af kun det ene dørblad have en mindste fri åbning på 1,07 meter, så to personer kan passere ved siden af hinanden uden at skulle åbne det ekstra dørblad.

        Billede 83
        Figur
        27. Anbefalinger til mindste fri passagebredde i døråbninger.

        Døren bør være letgående, og en eventuel dørpumpe bør være reguleret ned til lavest mulige betjeningskraft.

        Der bør ikke være dørtrin af hensyn til sikker færdsel for beboerne. Eventuelt sammenstød mellem gulvbelægninger bør være i plan. Selv en buet skinne over en samling kan udgøre en snublerisiko og kan eventuelt også forårsage unødig støj ved færdsel med rullende udstyr.

        Læs mere om fri døråbning og dørtrin i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 3.2.1 Generelt (stk. 4) (de Place Hansen (red.), 2016).

        Der bør også tænkes på god lydisolering af selve døren, både med hensyn til selve dørpladen, tætningen mellem dørplade og karm samt mellem karm og væg. Døre med selvlukkende tætning, fx sænkeskinne, kan dog have mindre luftlydisolering end døre med karmunderstykke (Rasmussen et al., 2011).

        Dørgreb bør være gribeegnet og udnytte håndens gribefunktion bedst muligt. Dørgrebet bør fremtræde tydeligt og i farvemæssig kontrast til døren, så det er let at se (Høeg, 2008).

        Overvej opsætning af ringeklokke ved indgangsdør, så personale og gæster kan ringe på og melde deres ankomst på en velkendt måde.

        Døren kan eventuelt forsynes med elektronisk låsesystem, hvor beboeren forsynes med armbånd med sender, som udefra automatisk åbner døren til egen bolig, hvorimod andre beboere ikke kan åbne. Dette betyder, at beboere ikke ved fejl går ind hos hinanden. Det kan medvirke til at mindske forvirring, frustrationer og eventuelle konflikter blandt beboerne og derved også lette personalets dagligdag.

            1. 4.1.2 Opholds- og soverum

        For mange personer med demens kan det være svært at overskue en bolig med to rum. Boligen bør derfor planlægges som ét stort sammenhængende beboelsesrum, som efter behov kan opdeles med flytbare vægge eller skabselementer i et soverum og et opholdsrum.

        Både som ét-rums og som to-rums bolig bør boligen være tilstrækkelig stor til at kunne møbleres på flere måder afhængig af beboerens personlige præferencer og medbragte møbler. På gulv og vægge samt i vinduer bør der tages tilstrækkelig højde for plads til personlige ejendele, som kan medvirke til at skabe hjemlighed for den enkelte beboer (Høeg, 2008; van Liemp et al., 2010).

        Da boligen også skal kunne rumme eventuelle hjælpemidler og hjælpere og derved leve op til krav til et godt og sikkert arbejdsmiljø for personale, bør der også være plads til personlige møbler for at fastholde oplevelsen af hjemlighed for beboeren.

        Det bør være muligt at kunne manøvrere med alle typer indendørs kørestole i boligen. Derfor bør det være muligt at etablere et frit areal til manøvrering på mindst 2,1 × 2,1 meter (Høj & Thisted, 2001). Også ved sofabord, tv, vindue m.m. bør der være tilstrækkelig plads til kørestolsbrugere.

        Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

        Soverum

        Størrelsen på soverummet afhænger af, om beboeren er selvhjulpen eller fysisk plejekrævende, og om der skal anvendes tekniske hjælpemidler. Det anbefales, at soveværelset kan varieres i størrelse, fx ved hjælp af fleksible vægge og/eller flytbare skabe.

        Der bør være mulighed for, at sengen kan placeres på forskellig måde alt efter den enkelte beboerens behov, der kan ændre sig over tid. Det er en fordel at kunne placere sengen langs vægge, så ind- og udstigning kan foregå fra den side af sengen, beboeren er vant til. Sengen bør også kunne placeres stående ud fra væg, så der kan etableres nødvendigt arbejdsareal ved sengen, hvis der opstår behov for brug af forflytningshjælpemidler og pleje i sengen (Høeg, 2008).

        Billede 3
        Figur
        28. Seng kan placeres i forhold til den enkelte beboers præference for udstigning til henholdsvis venstre side og højre side.

        Billede 11
        Figur
        29. Friplads til forflytning med loftlift ved sengens venstre og højre side.

        Til forflytning mellem seng og kørestol m.m. anbefales rumdækkende loftlift, som kræver mindst plads i forhold til mobile personlifte og er mindst belastende for både beboer og personale.

        Loftshøjden i rummet bør være sådan, at der er tilstrækkelig fri højde mellem seng og motor på lift i forbindelse med brugen.

        Til forflytning og manøvrering med alle typer kørestole bør der kunne etableres et frit areal på mindst 2,1 × 2,1 meter ved sengen (Høj & Thisted, 2001).

        Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

        Vinduer

        I hele beboelsesrummet bør beboeren have godt udsyn til omgivelserne – både fra stående, siddende og liggende position. Vinduesbrystningernes højde anbefales derfor fastsat ud fra flere mulige indretninger af rummet.

        Det er væsentligt for beboernes trivsel, at dagslyset udnyttes bedst muligt (Benedetti et al., 2001). Afhængig af vinduernes placering, størrelse og udformning fordeler lyset sig i rummet og skaber rummets lysniveau. Et stort og klart defineret vindue kan bidrage til et højt lysniveau i rummet. Vinduernes overkant bør ligge højt, så dagslyset kan komme så langt ind i rummet som muligt og medvirke til at skabe et lysfyldt opholdsrum.

        \\sbi.aau.dk\Department\kom\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv263 Plejeboliger for personer med demens - detaljer\Illustrationer\MUB\Figur 08\Figur 08.png

        Figur
        30. Vindue med lav brystning og høj overkant.

        Derudover anbefales det, at sikre, at dagslyset i boligen fordeles jævnt, så kontraster ikke bliver for store og dermed kan gøre det vanskeligt at se.

        Man bør være opmærksom på en eventuel nabobygning, en altan på etagen over, tagudhæng, træer eller lignende, der kan nedsætte lysniveauet i rummet.

        Læs mere om vinduers udformning i afsnit 3.2, Lysets betydning.

        Der bør dog også være mulighed for afskærmning af det stærke himmellys og direkte sollys, så blænding og overophedning kan minimeres. Også lyset fra den lavtstående sol om vinteren bør tages med i overvejelserne. Afskærmning bør være både udvendig med fx markise og indvendig med fx lette gardiner, der kan trækkes helt til side, så vinduesarealet ikke begrænses. Gardiner til mørklægning i perioden med lyse nætter bør også etableres, så en naturlig døgnrytme kan opretholdes af hensyn til beboernes velbefindende (Fuggle, 2013).

        Det direkte sollys kan skabe store kontraster mellem lys og skygge i rummet, hvilket især ved hårde skygger på gulvet kan være til gene for personer med demens. Mørke flader kan skabe angst eller opfattes som noget, der ligger på gulvet.

        Læs mere om dagslys i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.5.2 Dagslys (de Place Hansen (red.), 2016).

        Billede 99
        Figur
        31. Privat bolig med højt dagslysniveau og plads til møbler (Rosenhaven).

        Elektrisk lys

        Ældre mennesker kan generelt have behov for højere lysintensitet end yngre mennesker. For personer med demens, som ofte har vanskeligt ved at orientere sig i tid og sted, er det særligt vigtigt at sikre tilstrækkeligt og velplaceret belysning (Day et al., 2000).

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.5.3 Elektrisk belysning (de Place Hansen, 2016).

        En varieret lyssætning med læselamper, standerlamper og pendler kan minde om den type lyssætning, man traditionelt har i et hjem. Ved at lyssætte på den måde skaber man et hjemligt indtryk, samtidig med at læselamper, pendler over borde og sengelamper kan bidrage med ekstra lys, hvor der måtte være behov for det.

        Områder med højere lysstyrke kan også være retningsgivende for personer med demens. Ved at fremhæve fx hvilestolen eller middagsbordet kan det forekomme mere logisk at gå derhen.

        Kontrasten mellem det fremhævede område og den generelle belysning bør dog ikke være for stor, da det kan medføre blænding eller skygger, der kan være uhensigtsmæssige (Holthe, 2011).

        Derudover anbefales det, at der er mulighed for at have en særlig nattebelysning fx i soverum og badeværelse, der understreger tidspunktet på døgnet. For personer med demens kan høj intensitet i lysniveauet om natten virke generende og forvirrende.

        Lofter og vægge

        Loftets udformning kan være et vigtigt element i plejeboligen, da personer med demens i perioder kan tilbringe meget tid i sengen og dermed have direkte udsyn til loftsfladen.

        Lofter bør derfor minde om loftet i traditionelle boliger, så plejeboligen får hjemlig karakter. Desuden kan en frise, farveforskelle eller markering mellem væg og loft være med til at markere overgangen og derved være med til at definere rummet (Henriksen et al., 2007).

        Væggenes overflade bør fremstå rolig, uden refleksioner og uden kraftigt farvede mønstre, der kan skabe forvirring. Desuden bør overfladen være robust og jævn uden relief, der kan indbyde til at pille i overfladen.

        Farver på vægge, paneler og døre kan også være med til at definere rum (van Liempd et al., 2010).

        Lydisolering mellem boliger

        De adskillende vægge mellem boligerne bør leve op til god lydisolering, så lyde ikke trænger igennem og vækker uro hos naboer. Hvis der vælges en tung boligadskillende vægkonstruktion af fx beton, bør der tages højde for, at ophængning af beboerens billeder m.m. kan ske med mindst mulig lydmæssig gene for naboer, fx ved at opsætte skinne på væg eller loft.

        Læs om hørelse i afsnit 1.1.2, Påvirkning af sanserne.

        Læs om boligadskillende vægkonstruktioner i SBi-anvisning 237, Lydisolering mellem boliger - Nybyggeri, 3.1 Beskrivelse af bygningstyper (Rasmussen et al., 2011).

            1. 4.1.3 Køkken

        Ifølge lovgivningen kan køkken udføres som kogeniche i boliger under 50 m2 (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015). Plejeboliger kan dog i henhold til Almenboligloven også udføres uden selvstændigt køkken (Bekendtgørelse nr. 1278, 2015).

        Hvis et køkken etableres, skal dette have indlagt vand og afløbsamt plads til opbevaring og køling af mad og opbevaringsplads til service.

        Der er flere synspunkter, som bør overvejes, før der tages beslutning om etablering af køkken i den private bolig. På den ene side udtrykker beboere med demens i en engelsk undersøgelse ønske om at have et køkken i boligen (Popham & Orrel, 2012) trods det, at de typisk ikke selv vil kunne anvende det. På den anden side vil det give pårørende mulighed for at lave kaffe mv. til beboeren og anvende beboerens eget service. Dermed kan almindelige dagligdags aktiviteter lettere fastholdes (Høeg, 2008). Desuden kan tilstedeværelsen af selv et mindre køkken give mindelser om tidligere hjem og medvirke til at give boligen en hjemlig atmosfære (Husberg & Ovesen, 2007).

        Køkkenet kan eventuelt udføres som et løst skabsmodul med vand, vask og afløb, som kan tilsluttes en forberedt installation, og som let kan fjernes igen, hvis det kan udgøre en sikkerhedsrisiko for beboeren (van Liempd et al., 2010). Et mindre køleskab til personlige drikke m.m. – evt. som et skuffekøleskab – samt mulighed for at opsætte en kogekande eller kaffemaskine bør dog altid forefindes.

        Luftkvalitet

        Personer med demens vil ofte være mindre aktive, også til tider sengeliggende, og dermed mere følsomme over for træk. Samtidig er de ikke altid i stand til at forstå eller give udtryk for deres oplevelse eller selv at ændre på forholdene. Derfor er det hensigtsmæssigt at planlægge indretningsmuligheder og luftgennemstrømning i forhold til hinanden.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.3 Luftkvalitet (de Place Hansen (red.), 2016).

        Indeluften kan ofte indeholde forskellige organiske gasser og dampe, blandt andet fra byggematerialer og inventar. Disse lugte kan påvirke beboeren negativt. Denne type luftforurening bør begrænses ved at reducere eller eliminere forureningskilderne frem for at øge ventilationen.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.3.2 Forureninger fra byggematerialer (de Place Hansen (red.), 2016).

            1. 4.1.4 Badeværelse

        I en bolig skal der i henhold til lovgivningen være et bade- og wc-rum (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015). Når det drejer sig om plejeboliger opført som almene ældreboliger, skal badeværelset med hensyn til udstyr og indretning være egnet for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere (Bekendtgørelse nr. 1278, 2015).

        Badeværelset bør også tage højde for at skabe gode og sikre arbejdsmiljømæssige rammer for personalet, der eventuelt skal anvende hjælpemidler og assistere i forbindelse med toiletbesøg og almindelig personlig hygiejne (Bekendtgørelse nr. 96, 2001). Kravene er i begge lovgivninger rettet mod at opfylde en funktion og ikke detaljeret beskrevet eller målangivet.

        Det private badeværelse skal derfor leve op til krav til arbejdsmiljø, samtidig med at det af hensyn til genkendelighed og tryghed også bør ligne et hjemligt badeværelse.

        Personer med demens kan have vanskeligt ved at tolke sanseindtryk eller håndtere for mange stimuli. Aktiviteter, der typisk finder sted i et badeværelse, kan derfor opleves voldsomme grundet lang efterklangstid, lyden af rindende vand, evt. træk fra ventilation samt temperaturforskelle og kan medføre negative reaktioner (Landmark et al., 2009). Man bør derfor forsøge at undgå træk, dæmpe efterklangstiden mest muligt mv.

        Som supplement anbefales det at etablere et kurbad/fælles baderum for flere boliggrupper, hvor negative aspekter knyttet til indretning og indeklima i badeværelset kan minimeres og fokus lægges på den gode badeoplevelse for beboeren med demens. Hvis beboeren er meget plejekrævende og fx skal bades i helt eller delvist liggende stilling, kan det også finde sted i et fælles baderum, hvor der kan etableres tilstrækkelig plads til fx badebåre, flere hjælpere eller bad i badekar.

        Læs mere i afsnit 4.3.3, Kurbad/fælles baderum.

        Dørens placering

        Almindeligvis har døren til badeværelset i en plejebolig været placeret i forbindelse med soverummet ud fra en betragtning om let adgang til wc fra seng, især ved brug af lift mellem rummene. Beboere med behov for pleje bør generelt tilbringe mindst mulig tid siddende i sejl i en lift, hvorfor forflytning fra seng til fx bade-bækkenstol bør finde sted ved siden af sengen, hvorefter beboeren køres i bade-bækkenstolen til badeværelset. Døren til badeværelset skal derfor ikke nødvendigvis være forbundet direkte til soverummet.

        Døren til badeværelset bør placeres, så den er let at finde fra både sove- og opholdsrummet, og den bør være i kontrast til omgivende vægge. Det kan gøre det lettere for nogle beboere med demens at finde frem til wc’et om natten, hvis de fra sengen kan se døren til badeværelset eller eventuelt selve wc’et gennem åbentstående dør (Landmark et al., 2009). En dør direkte mellem soverum og badeværelse kan dog være med til at mindske oplevelsen af hjemlighed. Denne placering af døren kan samtidig nedsætte møbleringsmulighederne i rummet.

        En særlig natbelysning, der kan lede beboeren fra sengen frem til døren og videre til wc’et, uden at øvrig rumbelysning aktiveres, kan overvejes.

        Størrelse

        Set fra beboerens synsvinkel kan det være hensigtsmæssigt, at badeværelset i størrelse, indretning, brug af farver og valg af sanitet og gulvbelægning og vægbeklædning har en hjemlig atmosfære og er let genkendeligt i forhold til et badeværelse i almindelige boliger (van Liempd et al., 2010).

        Men badeværelset bør også indrettes under hensyntagen til plads til eventuelle hjælpemidler og hjælper. Alle typer kørestole bør kunne anvendes i rummet. Der bør derfor kunne etableres frit gulvareal på mindst 1,85 × 1,85 meter foran wc’et og håndvasken til manøvrering med kørestol eller bade-bækkenstol samt plads på begge sider af henholdsvis wc og håndvask (Høj & Thisted, 2001). En del af manøvrearealet kan eventuelt gå ind i døråbningen eller gå ind under sanitet,
        Figur
        32. Manøvreareal foran wc og håndvask.
        .

        Billede 85
        Figur
        32. Manøvreareal foran wc og håndvask. En del af manøvrearealet kan evt. indgå i døråbningen, hvis døråbningen er/kan gøres tilstrækkelig bred.

        Der bør tages højde for plads til hjælpemidler og arbejdsplads til hjælpere på begge sider af wc’et og håndvasken samt ved siden af brusepladsen.

        Overgangen til gulvbelægninger i tilstødende rum bør være i samme niveau og eventuelt udføres med afløbsrende, så eventuelt vandspild ikke løber ind på gulv i tilstødende rum.

        Et bruseområde bør kunne rumme en mobil bade-bækkenstol, samtidig med at der tages højde for, at der skal kunne arbejdes rundt om en person siddende i stolen. For at vand hurtigt kan løbe af gulvet, kan der etableres en afløbsrende langs vægge i bruseområdet.

        Badeværelsets størrelse er således afhængig af mange forhold såsom valg af sanitet, øvrigt fast inventar, eventuelle hjælpemidler og de forflytningsteknikker, der skal anvendes, samt det antal personer, der skal kunne være i rummet på samme tid.

        Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

        Billede 101 Billede 100
        Figur
        33. Dobbelt skydedør til badeværelse giver mulighed for manøvreareal i døråbningen (Jægersborghave).

        Øvrig indretning

        Alle vægge i badeværelset bør planlægges til at kunne bære støttegreb eller armstøtter.

        Ofte skal badeværelset også kunne rumme forskellige bade- og hygiejneartikler, vasketøj samt artikler beregnet til personalet. For ikke at skabe unødig forvirring for beboerne bør produkter, der ikke skal anvendes af beboeren personligt, samt lagervarer kunne gemmes væk. Der bør derfor indrettes med både lukkede skabe og åbne hylder til beboerens personlige toiletsager til dagligt brug.

        At se sig selv i et spejl kan skabe forvirring for nogle personer med demens, da de måske ikke kan forstå spejlbilledet eller genkende sig selv som ældre. Spejl bør derfor kunne skjules eller let nedtages.

        Tekstiler (badeforhæng, håndklæder) i badeværelset kan medvirke til at dæmpe lydene og være med til at give en hjemlig atmosfære.

        Materiale- og farveforskelle på enkelte vægge og sanitet, inventar og udstyr kan gøre badeværelset mere hjemligt, og farvekontraster på wc-sæde og vandhaner kan gøre det lettere at finde wc, håndvask m.m. (Holthe, 2011; van Liempd et al., 2010). Fx vil en grå væg – eller blot et gråt felt – bag et hvidt wc med farvet sæde gøre det lettere at finde for beboeren. Hvis samme farver anvendes på alle wc-rum i plejecentret, kan beboerne lettere genkende øvrige fælles wc’er i boliggruppen og i tilknytning til fx café.

        Billede 102 Billede 103
        Figur
        34. Et hvidt wc træder tydeligt frem på farvet baggrund. Tilsvarende er wc’et lettere at finde, når gulvet er farvet og sædet har en farve (t.v.: Trekroner, t.h.: Bakkegården).

        Alle overflader bør være lette at renholde, og eventuelle fuger mellem gulvfliser bør være vandafvisende, så uheld med urin og afføring ikke absorberes.

        Udskylsknap og armaturer bør være enkle typer, som anvendes i almindelige boliger, og gerne med tydelige farvekoder for koldt og varmt vand.

        Lys

        Dagslys i et badeværelse kan understøtte oplevelsen af hjemlighed. Vinduer eller ovenlys bør derfor overvejes.

        Belysningsarmaturer bør placeres hensigtsmæssigt i forhold til sanitet og øvrigt inventar. Belysningsniveauet i badeværelset bør kunne varieres afhængig af den aktivitet, der skal finde sted, samt tidspunktet på døgnet. Fx bør lyset kunne dæmpes generelt om natten, men fremhæve wc’et (Day et al., 2000).

        Ventilation

        For personer med demens kan afkøling og oplevelse af træk fra ventilation i forbindelse med bad forårsage ubehag og negativ reaktion (Marquardt et al., 2014). Luftstrøm mellem friskluftindtag og udsugning bør derfor tages i betragtning, samtidig med at der bør sikres god og jævn varme i rummet, fx ved gulvvarme.

            1. 4.1.5 Privat uderum

        Hvis den private bolig er beliggende i terrænniveau, bør det overvejes at etablere en terrasse med adgang fra boligens opholdsrum, så beboeren får let adgang til at komme ud og opleve dags- og sollys, planter m.m. (Henriksen et al., 2007; van Liempd et al., 2010). Mange vil opleve glæde ved at have potteplanter og at kunne opholde sig en lun dag lige uden for boligen.

        Billede 114
        Figur
        35. Privat have i tilknytning til bolig beliggende i stueetagen (Bakkegården).

        Se mere om naturens betydning for personer med demens i afsnit 3.4, Kontakt til naturen.

        Terrassen bør være afskærmet mod omgivelserne med hæk og / eller hegn. Alternativt bør hele det omgivende område sikres elektronisk, hegnes ind, eller også bør terrassedøren kunne låses af, hvis beboeren er i risiko for at kunne forvilde sig væk.

        Se mere i afsnit 4.5.5, Sikring af ind- og udgange.

        Der bør tages højde for plads til manøvrering med rollator eller kørestol og til et lille bord og et par stole, så den private terrasse kan blive benyttet mest muligt.

        Døren fra boligen bør være tydeligt markeret og tilstrækkelig bred til, at det er let at komme ud, også med rollator eller kørestol. Hvis dørens fri bredde er mindst 1,07 meter vil det være muligt også som sengeliggende at komme ud på terrassen. Terrassen bør være stor nok til, at beboeren med rollator eller i kørestol kan manøvrere, samtidig med at den kan møbleres med bord og et par stole. Der bør derfor kunne etableres fri plads på mindst 2,1 × 2,1 meter. Dermed kan en seng også stå der.

        Billede 86
        Figur
        36. Privat skærmet terrasse i terræn og privat karnap på etagerne med udsigt til natur.

        Se mere i afsnit 4.1.1, Indgangsdør.

        Åbne altaner oppe på etagerne kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko, idet personer med nogle demenssygdomme kan have svært ved at vurdere og forstå højder og derfor være i risiko for at kravle over et værn ved en åben altan og falde ned (Marshall, 2010; Holthe, 2011). Boliger beliggende over terræn bør derfor af sikkerhedsmæssige årsager udføres med lukket altan, karnap eller vindue med lav brystning, hvor naturen udenfor kan opleves på tæt hold.

        Åbne altaner bør kun etableres i tilknytning til fælles opholdsrum, hvor personalet kan følge de beboere, der kan være i risikozonen, når de opholder sig udendørs.

        1. 4.2 Boliggruppen

      Boliggruppens fællesarealer bør indeholde alle de faciliteter, som kan danne ramme om dagliglivet for beboerne i den enkelte gruppe, og give mulighed for social interaktion i det omfang, den enkelte beboer har behov for. Beboerne bør også have mulighed for tage del i dagligdags aktiviteter i boliggruppen, hvilket kan være meningsfuldt for mange (Popham & Orrell, 2012).

      Boliggruppens fælles opholds- og spiserum bør supplere den private bolig i forhold til at have tilstrækkelig plads til at beboeren fx kan samles med pårørende til markering af begivenheder som fødselsdage og højtider. Ikke alle personer med demenssygdom kan dog bo i en boliggruppe centreret omkring fællesrum, idet nogle demenssygdomme medfører, at beboerne ikke kan håndtere et socialt fællesskab. Derfor bør et plejecenter rumme boliger, der kan fungere uden tæt forbindelse med fælles opholdsarealer.

      Boliggruppens fællesareal er en del af det fælles boligareal, som beboernes husleje skal finansiere, og som indregnes i tildeling af boligstøtte. Se afsnit 2, Lovgivning.

      Som rettesnor bør der regnes med mindst 15 m² pr. person til køkken, spise- og opholdsstue, så der er mulighed for fleksibel indretning og brug af boliggruppen (van Liempd et al., 2010). Ved større arrangementer kan man eventuelt inddrage en tilstødende boliggruppes opholdsrum eller fælles gangareal. De ændrede rum kan dog skabe forvirring og nedsætte genkendeligheden og orienteringen hos beboerne.

      Det fremmer trivsel hos personer med demenssygdomme og det daglige samvær med de øvrige beboere, hvis de fysiske rammer også giver mulighed for at afspejle den enkelte beboers værdier og kultur. Boliggruppens fællesrum bør derfor tage højde for individuel indretning ud fra forskellige beboergruppers præferencer, livsstil eller kulturelle baggrund (Day & Cohen, 2000).

      Overvej endvidere, om der senere kan forventes en anden beboersammensætning med behov for større og mere åbne boliggrupper, det vil sige om flere boliggrupper på sigt bør kunne slås permanent sammen.

      Boliggruppens størrelse

      Få beboere og god plads i en boliggruppe kan lettere overskues af personer med demens og kan gøre det nemmere at finde vej uden at behøve hjælp. Åbne strukturer kan nedsætte beboerens evne til at kunne orientere sig på egen hånd. Antal boliger og dermed antal beboere i den enkelte boliggruppe bør derfor være færrest muligt.

      Den mindre gruppe giver også generelt lavere støj- og lydniveau, hvilket også kan lette orienteringsevnen og mindske uro, overstimulering og konflikter blandt beboerne (Day et al., 2000; Høeg, 2008; Landmark et al., 2009; Marquardt et al., 2014). Det er derfor vigtigt, at boliggrupperne er små, har korte gangforløb og en klar struktur. Læs mere i afsnit 3.3, At finde vej.

      I den mindre gruppe kan der også lettere skabes en hjemlig indretning og atmosfære ved hjælp af inventar og udstyr, som anvendes og kendes fra almindelige boliger.

      Der kan ikke sættes entydigt tal på størrelsen af en mindre boliggruppe. Men ud fra forskning sammenholdt med erfaringer i eksisterende plejecentre bør antallet af beboere i en boliggruppe være 6-8 set ud fra et beboersynspunkt (Høyland et al., 2015). Hvis gruppen bliver mindre, kan det være vanskeligt for beboerne at finde ligesindede. Hvis gruppen bliver større, kan den vanskeligt overskues. Men også personalenormering og daglig drift kan have indflydelse på boliggruppens størrelse. Det bør derfor overvejes, om visse faciliteter og funktioner kan deles med en eller flere naboboliggrupper.

            1. 4.2.1 Indgang

        Af hensyn til oplevelsen af boliggruppen som en enhed bør der være en klar markering af selve overgangen fra et gangareal, der er fælles med andre boliggrupper, til boliggruppens eget gangareal. Indgangsdøren set udefra kan markeres med materialeskift, farve, skilt med navn på boliggruppen, så det tydeligt viser indgangen til de enkelte boliggrupper.

        Det kan være en fordel, at der inden for indgangsdøren møbleres med typiske entrémøbler som en mindre bænk eller stol, et mindre bord og eventuelt også knager og en holder til gæsters våde overtøj og paraplyer. Set indefra bør indgangsdøren være nedtonet og fx have samme farve som omgivende vægge, så den fremtræder diskret og mindst muligt appellerer til beboernes lyst til at begive sig ud af boliggruppen og eventuelt væk herfra.

            1. 4.2.2 Gang

        Fra indgangen til boliggruppen bør det være muligt at komme frem til de enkelte private boliger via et gangareal, gerne med dagslys og udsyn til det fri, hvilket kan lette orienteringen for mange beboere med demens. Gangforløb bør være korte og afvekslende samt møblérbare, fx i nicher med udsigt til udearealet. Nicher bør dog planlægges med omtanke, da personer med demens kan have svært ved at bevare overblikket i gangforløb med knæk og nicher. Se afsnit 3.3.1, Grundplan og gangforløb.

        Inventar bør have forskelligt udtryk, så det sammen med andre elementer som fx planter og kunst kan fungere som kendemærker for beboerne og lette orienteringen samt give oplevelser i boliggruppen (Terkildsen, 2004; Høeg, 2008; Servicestyrelsen, 2008).

        Desuden kan orienteringsevnen understøttes yderligere gennem forskelle i former og farver på vægge og gulvbelægninger og ved hjælp af forskellige belysningsgrader (Day et al., 2000).

        \\sbi.aau.dk\Department\kom\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv263 Plejeboliger for personer med demens - detaljer\Illustrationer\MUB\Figur Skildpadde\5.2.1v03 Diagram boliggruppeV2-01.png
        Figur
        37. Diagram over opbygning af boliggruppe.

        Håndlister

        I henhold til BR15 skal der under hensyn til bygningens anvendelse opsættes håndlister i gange, trapper og ramper i fælles adgangsveje (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015). Ved trin eller trapper samt ramper bør der være håndlister i begge sider, så det er sikkert at færdes.

        Behov for opsætning af håndlister i gange kan diskuteres, idet mange personer med gangvanskeligheder i dag anvender fx rollator som støtte ved færdsel og derfor ikke har behov for håndlister (Benbow, 2014). Håndlister, opsat på væggene på en gang reducerer desuden den fri bredde. Det kan betyde, at gangens bredde eventuelt skal forøges for at leve op til krav til fri bredde på flugtveje. Dog kan håndlister på vægge i gange eventuelt øge evakueringshastigheden for personer med nedsat mobilitet i en nødsituation (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016). På den anden side kan håndlister på vægge opfattes som et institutionelt element, som kan nedsætte den hjemlige atmosfære. Omfang af håndlister i gangene i en mindre boliggruppe med korte gangafstande bør derfor overvejes nøje.

        Se mere i afsnit 3.1.4, At skabe atmosfære.

        Gulv

        Gulvet bør være lyst, ensfarvet og mat, så der ikke opstår genskin fra dags- eller kunstlyset, som kan skabe generende blænding og reflekser eller opfattes som vand på gulvet (Day et al., 2000).

        Gulve, der støder op mod hinanden, bør have nogenlunde samme lyshed, da forskelle i lyshed kan opfattes som niveauforskel som følge af den ændrede dybdeperception hos mange personer med demens (Terkildsen, 2004; Høeg, 2008; van Liempd et al., 2010). Det er derfor hensigtsmæssigt at afstemme, hvor lyst et materiale opleves samt dets farve og glans, så eventuelle gener mindskes.

        Gulvkonstruktion bør udføres med god luftlydisolation og mest mulig dæmpning af trinlyd, og gulvbelægning bør være trinlyddæmpende, så færdsel i gangen generer mindst muligt i tilstødende boliger og fælles opholdsrum.

        Læs mere i SBi anvisning 237, Lydisolering mellem boliger - nybyggeri, 3.3 Gulve (Rasmussen et al., 2011).

        Belysning

        Det anbefales, at der i gangen er mulighed for at have en særlig natbelysning, der understreger tidspunktet på døgnet. For personer med demens kan høj intensitet i lysniveauet om natten virke generende og forvirrende samt gøre dem mere vågne. Læs mere om belysning og gangforløb i afsnit 3.3, At finde vej.

            1. 4.2.3 Opbevaringsplads

        Placering, størrelse og antal af depotrum bør planlægges nøje både inden for den enkelte boliggruppe og i fællesområdet. Ellers kan ekstra inventar og hjælpemidler som fx rollatorer, kørestole, mobile lifte og badestole optage plads på gange til gene for beboerne og medvirke til at nedsætte oplevelsen af hjemlighed (Holthe, 2011).

            1. 4.2.4 Køkken og spisestue

        I traditionelt boligbyggeri er et køkken-alrum ofte omdrejningspunkt for det daglige liv. Ud fra betragtninger om, at beboeren fortsat skal kunne leve et så genkendeligt og almindeligt liv som muligt set i forhold til deres tidligere liv, bør der etableres et køkken i åben forbindelse med et spiserum. Selve køkkenets indretning afhænger af madlavningens omfang: Skal alle måltider laves fra bunden? Skal der kun laves enkle måltider, mens resten leveres som færdiglavet mad eller halvfabrikata? Eller kommer al maden færdiglavet fra et centralt køkken i plejecentret, så køkkenet kun skal benyttes til periodevise madlavningsaktiviteter, når der fx skal bages småkager eller laves syltetøj?

        Både personalet og beboeren med demens, men også med eventuelle fysiske funktionsnedsættelser, bør kunne arbejde i køkkenet. Der skal derfor tages højde for arbejdsmiljø, hygiejnekrav og plads til personer i kørestol, samtidig med at køkkenet bør udtrykke hjemlighed. Dette kan kræve ekstra plads og installationer.

        Set fra beboerens synsvinkel kan madlavning være med til at skabe en hjemlig atmosfære, hvor dufte og lyde kan give gode sansestimuli. Det kan give beboeren mulighed for meningsfulde aktiviteter, også selvom det er i en lille skala såsom blot at holde en skål med skrællede gulerødder. Mange ældre kan også have nedsat appetit. Duft fra madlavning kan stimulere appetit og kan derved medvirke til at undgå undervægt hos personer med demenssygdomme.

        For personer med visse demenssygdomme kan lugte, dufte og lyde fra madlavning dog være for voldsom sansepåvirkning og resultere i uro og uhensigtsmæssig adfærd. I disse tilfælde bør selve madlavningen foregå andetsteds i fx et centralt køkken, så maden udelukkende skal anrettes og spises i boliggruppen. Alternativt bør det være muligt for beboerne at opholde sig afskærmet fra aktiviteterne i køkkenet, fx i en opholdsstue.

        Køkkenet kan med fordel indrettes som et køkken-alrum, hvor der kan spises i den ene del af rummet, men hvor man også kan sidde og følge køkkenaktiviteterne. Selve køkkenet skal dog være adskilt fra spisestuen med en halvvæg eller bord (Fødevarestyrelsen, 2005).

        Det kan være en fordel at indrette køkkenet, så de fleste arbejdsfunktioner ved tilberedningsplads, vask og kogeplader kan finde sted med front mod opholdsdelen af rummet. På den måde kan personalet følge beboernes aktiviteter, mens de selv er i køkkenet (van Liempd et al., 2010). Hvis beboerne også kan følge personalets arbejde i køkkenet, får de måske lyst til at deltage i madlavningen.

        Foran arbejdspladser, hvor fx en person i kørestol skal kunne sidde og eventuelt deltage i madlavning, bør der være mindst 1,5 meter fri afstand til andet fast inventar. Men der bør kunne etableres frit areal til manøvrering af alle typer kørestole på mindst 2,1 × 2,1 meter (Høj & Thisted, 2001).

        Selve arbejdsbordet bør udformes, så man kan sidde på en stol eller i en kørestol og arbejde med benene under bordet. Det kan fx ske ved, at arbejdsbordet har en lavere del, eller at bordplader, skabe, kogeplader, ovn og vask eventuelt kan justeres i højden, så det giver ergonomisk korrekte arbejdsstillinger for alle personer, stående som siddende. Samtidig bør der tages højde for plads til, at to personer kan arbejde ved siden af hinanden. Endvidere bør arbejdsbordet kunne tilgås fra begge sider, så beboeren kan spejle og kopiere personalets gøremål.

        Bordplader bør være ensfarvede og gerne i kontrast til det køkkengrej, der almindeligvis anvendes. Greb på de skuffer og skabe, som beboerne har adgang til, bør være gribeegnede og i kontrastfarve til låger og skuffefronter.

        Billede 12
        Figur
        38. Køkken-ø med vask og komfur med front mod spisestue.

        I tilknytning til køkkenet bør der indrettes et depot med god plads til lagervarer og det køkkengrej og service, som ikke anvendes i det daglige. Køkkenet bør kun rumme det nødvendige for det daglige liv, og det bør undgås at benytte køkkenet som opbevaringsplads. Transportvogne til mad, rulleborde mv. vil også kunne anbringes i depotet, når det ikke er i brug, så køkkenets hjemlige præg fastholdes.

        Et køkken er typisk et sted med uro, mange lyde og støj, som kan være svære at tolke for personer med demens (Marquardt et al., 2014). Husholdningsmaskiner bør derfor være støjsvage, og gulvbelægninger bør være mest mulig trinlydabsorberende. Overflader på vægge og lofter bør vælges ud fra størst mulig lyddæmpning, samtidig med at hensyn til renholdelse tages i betragtning.

        Læs mere om hørelse i afsnit 1.1.2, Påvirkning af sanserne.

        Farver i køkkenet bør vælges ud fra genkendelighed i forhold til almindelige køkkener. Farverne bør reflektere mest mulig lys uden reflekser eller spejlinger. Kontrastfarve mellem lodrette og vandrette flader (væg, skabslåger og bordplade) vil gøre det lettere for personer med demens at orientere sig og finde ting. Det kan lette overblikket, hvis skabe og skuffer kun indeholder det nødvendige service og mad til boliggruppens beboere og personale. Det daglig service kan eventuelt anbringes i åbne skabe/åbne hylder eller bag glaslåger, så det er let at se og få fat på.

        Temperaturen i et køkken kan hurtigt stige som følge af de typiske aktiviteter, der finder sted, og eventuel påvirkning fra sollyset. Hvis køkkenet derfor orienteres mod nord, kan det medvirke til at holde rumtemperaturen nede (Høeg, 2008).

        Ventilationen i køkkenet er væsentlig for trivsel blandt beboerne. Lugte og dufte kan vække minder og påvirke personer med demens positivt, men kan også virke negativt på nogle beboere. God, støjsvag ventilation i kombination med frisk luft fra oplukkeligt vindue anbefales. Let regulering af indeluften i forhold til individuelle behov anbefales ved en kombination af mekanisk styrede ventilationssystemer såvel som ved oplukkelige vinduer eller vinduespartier i rummet. Åbne vinduer må dog ikke udgøre en risiko for, at beboerne falder ud eller går ud denne vej.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.3 Luftkvalitet (de Place Hansen (red.), 2016).

        Spisestue

        Forskning har vist, at det vil medføre bedre trivsel og positiv adfærd, hvis spisestuen også kan indrettes med flere mindre spiseborde, så beboerne lettere kan spise enkeltvis, i mindre grupper eller på forskellige tidspunkter (van Liempd et al., 2010). Der bør også tages højde for plads til eventuelle hjælpere ved spisebordene. Der bør derfor allerede i planlægningen tages højde for, at flere mindre spisegrupper er mere pladskrævende end et samlet spisebord.

        Det bør være muligt at manøvrere med alle typer indendørs kørestole i rummene. Derfor bør der beregnes plads ved spisebordene og tages højde for, at der kan skaffes et frit areal til manøvrering på 2,1 × 2,1 meter ved bordene (Høj & Thisted, 2001).

        For at sikre et behageligt miljø bør efterklangstiden i køkkenet og spisestuen tages med i betragtning. For lang efterklangstid gør det vanskeligt at forstå tale og kan gøre det svært at følge begivenhederne i rummet, hvilket kan give uro hos personer med demens. Se også afsnit 1.1.2, Påvirkning af sanserne.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6.4 Akustisk indeklima (de Place Hansen (red.), 2016).

        Det anbefales, at der fra spisestuen er direkte udgang til et skærmet udendørs opholdsareal, så det er let at sætte sig udendørs, når vejret tillader det. I terrænniveau anbefales adgang til terrasse og have. På etager anbefales adgang til altan, tagterrasse og/eller taghave. Adgangsdøren bør markeres tydeligt, og området uden for døren bør være overdækket, så der ikke bliver vådt og eventuelt glat umiddelbart uden for døren. Selve overdækningen bør have en dybde ud fra facaden, så der kan møbleres herunder – som minimum med fx en bænk langs facade, men gerne med tilstrækkelig bredde til at møblere med spisebord under overdækningen.

        Billede 87
        Figur
        39. Overdækning langs facade.

        En dyb overdækning kan imidlertid nedsætte lysindsfaldet i det bagvedliggende rum. Overvej derfor at rykke overdækning fri af facade, så blokering af dagslyset mindskes.

        Billede 88
        Figur
        40. Fast overdækning fri af facade.

        Fra uderummet bør indgangsdøren også fremtræde tydeligt og markeres i kontrastfarve i forhold til omgivende væg- og vinduesflader, så beboerne let kan finde ind igen.

            1. 4.2.5 Opholdsstue

        Den enkelte boliggruppes opholdsstue bør kunne møbleres på flere forskellige måder, med forskelligt inventar og give mulighed for flere typer siddegrupper: alene, to sammen og gruppe på 4-6 personer. Valgmuligheder i forhold til at kunne vælge forskellige siddepladser i opholdsrummet har vist at medføre større trivsel og positiv adfærd blandt beboerne med demens (van Liempd et al., 2010).

        Også her bør der tages højde for manøvrering med alle typer indendørs kørestole. Der bør kunne skaffes et frit areal til manøvrering på mindst 2,1 × 2,1 meter samt beregnes plads ved opholdsgrupper og vinduer (Høj & Thisted, 2001).

        Inventar bør også vælges, så det tilbyder forskellige måder at sidde på, fx lænestole med lav og høj ryg, eventuelt med fodskammel, gyngestol, 2- og 3-personers sofaer. Den længere sofa kan også anvendes til en middagslur i liggende stilling. Inventar bør have hjemligt præg uden nødvendigvis at udtrykke en bestemt stil eller periode (Høeg, 2008).

        Der bør også tages højde for væg- og gulvplads til småborde, reoler, kommoder og mindre skabe, som kan være med til at give en hjemlig atmosfære.

        Pejs eller brændeovn kan anvendes som stemningsskabende element i de fælles opholdsrum, hvor beboerne kan samles i strålevarmen fra ildstedet og få sanseoplevelser, der kan vække minder.

        Inventar bør træde tydeligt frem og stå i farvemæssig kontrast til omgivende gulv- og vægflader. Fx en mørk stol på et lyst gulv mod en lys væg. Eller en lys stol mod en mørkere flade. Stormønstret betræk på sofaer og stole kan forvirre personer med demens og udløse lyst til at pille i stoffet, fordi de kan tro, at der ligger noget.

        Bordplader bør være ensfarvede uden mønster, idet mønster kan opfattes, som om der ligger noget på bordet, som skal tørres af (Høeg, 2008).

        Gulve

        Gulve i opholdsstue bør være lyse, ensfarvede og matte, så der ikke opstår genskin fra lyset, som kan opfattes som vand på gulvet. Gulve, der støder op imod hinanden, bør have nogenlunde samme lyshed, da forskelle i lyshed kan opfattes som niveauforskel pga. nedsat syn eller en mulig ændret dybdeperception, som kan forekomme hos mange personer med demens (Terkildsen, 2004; Høeg, 2008 og van Liempd et al., 2010).

        Vinduer

        Også i opholdsstuen bør der være gode dagslysforhold uden blænding eller overophedning af rummet.

        Ved at orientere vinduer, især i opholdsrum, mod syd, øst eller vest har beboerne mulighed for at opleve varierende dags- og sollys i og uden for rummene. Dette kan medvirke til, at personer med demens kan relatere sig til tid og sted. Variationen i lyset kan også virke stimulerende på trivsel og velbefindende.

        I rum uden direkte sollys, og som udelukkende orienterer sig mod nord, er der ikke samme mulighed for at følge solens gang, hvilket kan virke mindre stimulerende på personer med demens (Møller & Knudstrup, 2008).

        Derudover anbefales det, at dagslyset er jævnt fordelt, så kontraster ikke bliver for store og dermed kan gøre det vanskeligt at se.

        Man bør være opmærksom på en eventuel nabobygning, en altan på etagen over, tagudhæng, træer eller lignende, der kan nedsætte lysniveauet i rummet.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 20156.5.2 Dagslys (de Place Hansen (red.), 2016).

        Opholdsstuens afgrænsning bør være tydelig. Vinduer bør derfor ikke gå helt ned til gulvet, men have lav brystning, som beboerne kan se henover siddende i sofa, lænestol eller kørestol.

        Vinduesflader kan ved forskelle i lysniveau ude og inde give spejling, hvilket kan give en oplevelse af, at der står en person udenfor. Dette kan skabe uro hos personer med demens. Reflekser i glas kan nedsættes ved opsætning af lette undergardiner (Høeg, 2008). Gardinerne kan også nedsætte eventuelle hårde mørke skygger på gulvet, når solen står direkte på.

        Elektrisk belysning

        En varieret lyssætning med læselamper, standerlamper og pendler kan minde om den type lyssætning, man traditionelt har i et hjem. Ved at lyssætte på den måde skaber man et hjemligt indtryk, samtidig med at lamperne kan bidrage med ekstra lys, hvor der måtte være behov for det, fx over spisebord, ved et læsehjørne eller lignende.

        Områder med højere lysstyrke kan også være retningsgivende for personen med demens. Ved at fremhæve for eksempel hvilestolen eller middagsbordet kan det forekomme mere logisk at gå derhen.

        Kontrasten mellem det fremhævede område og den generelle belysning bør dog ikke være for stor, da det kan medføre blænding eller skygger, der kan være uhensigtsmæssige (Holthe, 2011).

        Den elektriske belysning i opholdsrummet bør som nævnt bestå af pendler, standerlamper og væglamper. Fast lampeopsætning bør let kunne ændres og derved tage højde for, at opholdsrummet kan indrettes på forskellig måde. Der bør suppleres med en kraftigere generel belysning, så hele rummet kan oplyses i forbindelse med fx rengøring.

        Læs mere i afsnit 3.2.5, Dagslys og elektrisk belysning på plejecentre.

        Temperatur

        Personer med demens, der ofte er mindre aktive, vil typisk have behov for højere temperaturer end aktive mennesker. Ligesom de er mere følsomme over for temperatursvingninger og træk (Marquardt et al., 2014). Det skal derfor sikres, at der kan opnås tilfredsstillende temperaturforhold, også i sommerperioden.

        Det er en fordel, at solafskærmningen er fleksibel, så den hindrer overophedning fra sollyset, men at den i overskyede situationer let kan fjernes og dermed tillade så meget himmellys som muligt at komme ind i rummet. Automatisk solafskærmning bør også kunne reguleres manuelt og tilpasses individuelle behov.

        En udvendig afskærmning i form af fx persienne, rullegardin eller en markise er mere effektiv i forhold til regulering af overophedning end en indvendig afskærmning som fx gardiner eller persienner.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 6 Indeklima (de Place Hansen (red.), 2016).

            1. 4.2.6 Wc-rum

        I forbindelse med boliggruppens fællesrum kan der med fordel etableres et wc-rum til brug for beboere, gæster og personale. Det vil kunne lette dagligdagen for både beboere og personale, at beboerne let kan komme på wc, når de opholder sig i fællesrummene. Et wc-rum bør ligge nær opholds- og spisestue og døren ud til terrasse.

        Personer med demens kan have vanskeligt ved at huske, hvor wc-rummet er. Døren til wc-rummet bør derfor fremtræde tydeligt i forhold til omgivende vægge, både set ude fra og inde fra rummet, så de let kan finde ud igen (Landmark et al., 2009).

        Wc-rummet bør indrettes, så det kan anvendes af en person med rollator eller med kørestol, eventuelt med behov for hjælp i forbindelse med toiletbesøg. Ved behov for forflytning med lift fra kørestol til bade-bækkenstol bør toiletbesøg ske i den private bolig, da dette stiller yderligere krav til gulvplads til manøvrering.

        I lighed med badeværelser i de private boliger bør der planlægges med brug af kontraster på vægge, sanitet, sæde, greb m.m., så genstandene træder tydeligt frem fra omgivende vægge.

        Læs mere i afsnit 4.1.4, Badeværelse.

        Ifølge krav fra Fødevarestyrelsen behøver et wc-rum ikke have eget forrum, hvis det er placeret tilstrækkelig langt fra den del af et køkken, hvor der laves mad (Fødevarestyrelsen, 2005).

        1. 4.3 Boliggruppe-naboskab

      Hvis et plejecenter opdeles i små boliggrupper med 6-8 beboere i hver, kan dette være en udfordring, både i forhold til personalenormering og i forhold til at have tilstrækkeligt beboergrundlag til nogle fælles rum, som ikke nødvendigvis bruges dagligt af beboerne. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at etablere et boliggruppe-naboskab mellem 2-3 boliggrupper. Dette gælder fælles boligarealer som fx tv-stue, rum til sansestimulering og kurbad/fælles baderum. Beboerne vil ofte ikke benytte disse rum på egen hånd, men vil være afhængige af assistance fra personale.

      Også visse servicearealer som kontor, personale- og frivilligrum, vaskerum og depot kan eventuelt deles mellem flere boliggrupper. For alle disse rum gælder, at de bør placeres i umiddelbar nærhed af boliggrupperne, så gangafstande er kortest mulige.

            1. 4.3.1 Tv-stue

        Mange personer med demens er sensitive over for lyde og støj og kan blive udad-reagerende. Det kan derfor være en fordel at indrette separat rum til tv og musik, så man ikke forstyrrer dem, som vil tale eller bare have ro i opholds- og spisestuen. Rummet kan eventuelt deles med anden boliggruppe (Holthe, 2011).

        Teleslynge

        Mange ældre, herunder også personer med demens, har nedsat hørelse og anvender høreapparat. Især i rum, hvor mange mennesker taler, hvor der synges eller spilles musik, kan det være svært at skelne lydene fra hinanden. En teleslynge kan for høreapparatbrugere til en vis grad afhjælpe dette, idet lydsignalet sendes direkte ind i høreapparatet og frafiltrerer øvrig støj.

        Det bør derfor overvejes at installere teleslynge i eventuelle fælles tv-stuer. Skærmning af signal mod rum eller boliger ved siden af tv-stuen bør i så fald også indgå.

        Etablering af teleslyngeanlæg bør planlægges tidligt og skal ofte installeres tidligere end andre elektriske installationer.

        Læs mere om hørelsen i afsnit 1.1.2, Påvirkning af sanserne.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 8.1 Generelt (stk. 12) (de Place Hansen (red.), 2016).

            1. 4.3.2 Rum til sansestimulering

        For personer med svær demens, som ikke kan tage aktivt del i aktiviteter eller socialt samvær i øvrige fællesrum, kan det anbefales at indrette et rum, hvor der kan foregå sansestimulering. Det kan foregå individuelt eller i små grupper og fx være af taktil, auditiv eller visuel karakter ved hjælp af teknologiske produkter (Holthe, 2011). Udstyr til sansestimuli kan eventuelt være transportabelt og anvendes i beboeres egen bolig.

        Sansestimulering kan også foregå i rum indrettet som en gengivelse af et konkret fysisk miljø, fx en strandbred med sand på gulvet, solstole, stærkt lys og varme fra særlige lamper, lyd af bølger og måger m.m.

        Sansestimulerende velfærdsteknologi kan styres i omfang og varighed efter den enkelte persons behov uafhængigt af tidspunkt på døgnet eller årstid, hvilket kan være hensigtsmæssigt.

        Se mere i afsnit 1.2, Velfærdsteknologi.

        Billede 104
        Figur
        41. Sanserum, hvor beboeren kan sansestimuleres ved hjælp af billeder, lys, musik, lyde og varmeseng og lodden kugledyne (Pilehuset).

        Billede 105
        Figur
        42. Sanserum, som kunstig sandstrand med sand på gulvet, lys og varme fra ”sol”, let vind og lyd af vand (Vreugdehof).

            1. 4.3.3 Kurbad/fælles baderum

        Personer med demens kan ofte opleve ubehag i forbindelse med vask og badning (Landmark et al., 2009). Det anbefales derfor at indrette fælles badefaciliteter, hvor indretningen har fokus på velvære og den behagelige sanseoplevelse.

        Et baderum med badekar og plads til eventuelt bruseleje, hvor der er en god temperatur, ingen træk, godt lys, god akustik, og hvor der er god plads til personale, kan medvirke til at skabe en god badeoplevelse. Desuden kan det betyde, at badeværelset i den enkelte private bolig ikke bliver unødigt stort. I rummets indretning bør der tages højde for, at omklædning også kan finde sted. Der bør således også beregnes plads til bænk eller stol, hylder og knager til tøj.

        Rummet kan yderligere bruges til frisør, fodpleje og massage samt eventuelt som baderum for hjemmeboende borgere.

        Billede 106
        Figur
        43. Fælles baderum med vipbart badekar, skiftende farvet lys, musik og billeder på vægge (Vreugdehof).

        Billede 107
        Figur
        44. Fælles badeanlæg med lille badebassin med håndlister rundt i kanten, dagslys, planter og hvilestole (Vigs Ängar).

            1. 4.3.4 Vaskerum/bryggers

        Et bryggers med vask, vaskemaskine, tørretumbler og tørrestativ kan indgå i det fælles boligareal fælles for 2-3 boliggrupper. Det giver beboerne mulighed for at deltage i almindelige daglige aktiviteter, fx tøjvask og -foldning, som for nogle kan være en velkendt, meningsfuld beskæftigelse (Holthe, 2011).

            1. 4.3.5 Personale- og frivilligrum

        Personalet bør have eget personalerum. Selvom personalet tilbringer det meste af tiden sammen med beboerne, anbefales det, at samtaler om eventuelt personfølsomme emner og lignende ikke foregår i de fælles opholdsrum i boliggrupperne, men i særskilte personalerum (Holthe, 2011). Rummet vil også kunne benyttes af eventuelle frivillige og bør ligge i kort afstand fra boliggrupperne. Personalerummet kan deles mellem 2-3 boliggrupper.

        1. 4.4 Fælles udearealer

      Som beskrevet i afsnit 3.4, Kontakt til naturen, er oplevelser i naturen medvirkende til at give sansestimuli, sikre sundhed og trivsel hos personer med demenssygdomme og kan være med til at mindske behov for medicin. Natur skal i denne forbindelse forstås bredt som alle naturens elementer, dvs. planter og dyr, men også årstider og vejrlig.

      Uanset plejecentrets beliggenhed bør der derfor sikres god adgang til at komme udendørs. Det optimale er adgang til en have på terræn, men en udendørs taghave over terræn i etagebyggeri eller et overdækket atrium kan også give god effekt i forhold til øget livskvalitet hos personer med demens.

      Uderummet bør indrettes, så det kan stimulere sanserne og medvirke til at fastholde og fremme beboernes fysiske funktionsevner. Det skal samtidig være et fristed, hvor beboerne kan få oplevelser sammen med personale og pårørende under åben himmel. For personalet kan en pause i et uderum også medvirke til at give energi.

      Læs mere i afsnit 3.4, Kontakt til naturen.

            1. 4.4.1 Have/gårdhave

        Haven er et sted, de fleste har erindringer om fra oplevelser gennem livet. Haven er derfor ofte et sted, hvor de dybereliggende erindringer kan vækkes til live. Indretningen af haven for personer med demens bør dog opfylde forskellige forhold for at kunne medvirke til at skabe fysisk og psykisk trivsel og vække minder.

        En have bør grundlæggende anlægges som et trygt og sikkert sted, som hindrer beboerne i at forvilde sig ud og væk fra haven eller at komme til skade. En gårdhave, hvor bygninger omkranser uderummet kan give beboere den ønskede sikkerhed og personale samt pårørende tryghed.

        Der bør fra boliggruppens fællesarealer være godt udsyn til haven. Både for at personale kan følge personerne, der opholder sig ude i haven, men også fordi god synlighed kan give flere beboere lyst til at gå derud (Day et al., 2000; Henriksen et al., 2007).

        Døren til haven bør være tydelig og let at finde, både fra boliggruppens fællesarealer eller opholdsrum og ude fra haven.

        Haven kan ligge i forlængelse af en terrasse i umiddelbar tilknytning til det indendørs spise- og opholdsrum. Dette kan medvirke til, at beboeren måske oftere selv vil gå derud, men også give pårørende let adgang til haven og dermed få lyst og mulighed for en tur derud sammen med beboeren. Haven bør kunne overskues fra udgangen og være afgrænset visuelt af bygninger, hæk eller beplantet hegn, hvilket kan være med til at skabe tryghed. Udsigt til mennesker, der går, og anden trafik umiddelbart uden for den afgrænsede have, kan hos nogle beboere med demens skabe uro, hvis de selv kun kan være inden for et afgrænset område (Grefsrød, 2001).

        Stisystem

        Et synligt stisystem i kontrast til omgivende arealer kan give den gående en oplevelse af kontrol. Stisystemet bør føre beboeren tilbage til udgangspunktet og den dør, beboeren gik ud af (Holthe, 2011). Det kan skabe tryghed for beboere med demens, som ofte har glæde af gåture som motionsform. Undervejs på stiforløbet bør der kun være få punkter, hvor der skal træffes beslutning om fx retningsskift.

        Stien bør have en fast jævn belægning, fx asfalt med stentilslag eller fast grus, som også i fugtig tilstand fremstår i kontrast til omgivelserne. Der bør ikke være eller opstå mørke flader eller reflekser i belægningen, som kan vække uro og ængstelse for, at der kan være huller eller is på stien, idet personer med demens kan have svært ved at opfatte og tolke synsindtryk. Stien kan afgrænses mod omgivende belægning med kant i samme niveau, så den ikke udgør en snublerisiko.

        Eventuelle belægningsskift bør være i samme plan, så der ikke opstår risiko for at snuble eller vanskelighed ved færdsel med stok eller rollator. Der bør ikke være større farvekontraster mellem eventuelle belægningsskift, da dette vil kunne forvirre beboere med demens (Henriksen et al., 2007).

        Hovedstier bør have en fri bredde, der gør det muligt for to personer at færdes ved siden af hinanden, hvoraf den ene fx bruger rollator eller kørestol. Den fri stibredde bør derfor generelt være 1,5 meter. På visse strækninger kan den fri bredde være smallere, dog ikke under 1 meter, så to personer stadig kan gå tæt ved siden af hinanden. På andre strækninger anbefales en bredde på 1,8 meter, så to kørestolsbrugere kan passere hinanden uden at komme for tæt (Henriksen et al., 2007; de Place Hansen, 2016).

        Billede 8
        Figur
        45. Ved en stibredde på 1,5 meter kan to personer – den ene med rollator eller kørestol – gå ved siden af hinanden. Ved en stibredde på 1,8 meter kan to kørestole passere hinanden uden at komme for tæt.

        Smallere smutvejsstier med let ujævne belægninger, fx naturtrædesten eller løsere mindre sten, der kan udfordre og stimulere krops- og balancesansen, kan overvejes.

        Ved færdsel på stier, der drejer, kan man få skiftende oplevelser af beplantninger og andre elementer langs stiforløbet. Undervejs langs stiforløbet kan der placeres særlige elementer, fx karakteristisk træ, kunstgenstand eller lydelement som kendetegn.

        Billede 108 Billede 113
        Figur
        46. Stier, der drejer, og smalle smutvejsstier med varierende belægning kan medvirke til at give sanseoplevelser og samtidig opretholde kroppens fysiske funktionsevner (Søndersøhave).

        Stier og smutvejsstier kan også overvejes udført med svage hældninger på højst 1:20 (5 cm stigning pr. meter). Færdsel på let skrå flader kan medvirke til at opretholde kroppens fysik og sanser. Ved stier med ujævn belægning eller hældning bør der etableres håndlister, som man kan støtte sig til og dermed øge mod og tryghed.

        Det kan også være en god idé at etablere et mindre trappeforløb med håndlister på en sekundær sti, hvor ældre, som stadig kan gå på trapper, kan vedligeholde denne evne.

        Opholdspladser

        En have indrettet med små overskuelige områder med forskellige opholdsmuligheder, som beboerne kan benytte alene eller sammen med ledsagere, motiverer beboerne og deres pårørende til at anvende haven (Henriksen et al., 2007).

        Opholdspladserne bør være forbundet med stier og bør være skærmet for vind, sol og regn, så man kan opholde sig i haven uanset vejrforhold. Gerne på lune pladser op mod lun mur, omkranset af beplantning, under halvtag eller pergola.

        Opholdspladserne bør have plads til en beboer i kørestol ved siden af stol eller fast bænk. Tag også højde for, at der skal være tilstrækkelig plads til personer i kørestol ved borde og andet inventar. Med hensyn til havens størrelse afhænger dette af antallet af brugere og pladsen, der er til rådighed. Haven bør på den ene side give mulighed for at kunne opholde sig uden at føle sig for tæt på andre brugere af haven. På den anden side bør den ikke være så stor, at det kan opleves utrygt og uoverskueligt at færdes i den.

            1. 4.4.2  Altan/tagterrasse/taghave

        I etagebyggeri bør beboerne også have et fælles uderum knyttet til boliggruppen. Uderummet kan udformes som en altan, tagterrasse eller taghave i synlig og direkte forbindelse med fælles spise- og opholdsrum i de enkelte boliggrupper, så beboerne har let adgang hertil, og personalet har mulighed for at følge beboernes aktiviteter.

        Størrelsen på en altan, tagterrasse eller taghave er afhængig af antal beboere og ønsker til aktiviteter, der skal kunne finde sted: Skal man kunne bevæge sig rundt? Skal der være græs, træer og planter i lave og høje bede? Eller er det overvejende er et sted, hvor enkelte måltider skal kunne indtages, og hvor planter skal være i potter og krukker omkring øvrig indretning?

        Uderummet bør altid kunne rumme alle beboere, eventuelle pårørende samt personale, så sommerarrangementer kan holdes udendørs. I indretningen bør der også tages højde for nødvendig plads ved borde og øvrige siddepladser til kørestolsbrugere.

        Uderum hævet over terræn påvirkes ofte af vinden. Personer med demens kan ofte være følsomme for vindpåvirkninger på huden. Det anbefales derfor, at der beskyttes mod vinden med læskærme eller -hegn. Der kan dannes turbulens bag lukkede lodrette flader, hvorfor en vis vindpassage bør sikres, fx ved læskærm såsom hæk, beplantet hegn eller perforeret plade (Nicolaisen & Sørensen, 1958).

        U:\Grupper\Afdeling BBE\TILGÆNGELIGHED\866401-02 SUM, demensboliger 2015\Anvisning 2 - illustrationer\MUB\01-Bestillinger\05-Diverse Skitser\5 bestilling\5.4.2AB-v01-03.png
        Figur
        47. Vinden danner turbulens bag lukket flade, mens vindpåvirkningen reduceres ved gennembrudt flade.

        Afskærmning mod sol og regn i form af fast overdækning, fx langs facade, kan være med til at øge brugen af uderummet. Markiser, store og let flytbare parasoller eller solsejl kan være et nødvendigt supplement, så der kan opnås tilstrækkelig skygge en solrig dag (Marschall, 2010).

        I en række situationer kan det være vanskeligt at etablere direkte udgang til have i terrænniveau eller til en tagterrasse i etagebyggeri. Af hensyn til trivsel er det imidlertid væsentligt for personer med demens at få mest mulig dagslys året rundt og at opleve planter og naturens gang (Henriksen et al., 2007).

        Et atrium, en vinterhave eller en udestue med meget dagslys og mulighed for mange planter kan være et godt alternativ til taghave eller -terrasse i boliggruppen, men kan også supplere et haveanlæg og lægge op til ophold i dagslys, når vejr og årstid ikke er til det (Marshall, 2010).

        Et større fælles udendørs opholdsrum på taget af en bygning adskilt fra boliggruppens daglige opholdsrum kan etableres som supplement til boliggruppens mindre altan, tagterrasse, taghave eller vinterhave m.m. De fleste beboere vil dog være afhængige af assistance fra personale eller pårørende for at kunne benytte dette, idet kun få som følge af demenssygdommens karakter vil kunne finde vej på egen hånd, hvis det fx er beliggende med adgang via trappe og elevator.

        Værn

        Værn ved en altan, tagterrasse eller taghave er en særlig udfordring for personer med demens. Et værn bør give en følelse af sikkerhed og tryghed, men samtidig ikke give en følelse af at være spærret inde. Værnet bør være transparent, så det ikke kaster hårde skygger på gulvet, hvilket kan give ængstelse hos personer med demens. Samtidig bør værnet være en perforeret flade, som giver mulighed for, at vinden brydes og passerer, så mindst mulig turbulens opstår ved opholdspladserne.

        Værnets overkant bør i henhold til lovgivningen være mindst 1,2 meter over gulv (Bekendtgørelse 1601, 2015). Et lukket værn i denne højde kan nedsætte en siddende persons mulighed for at se ud og ned. Værnet bør derfor udformes med en øvre visuelt åben del og en nedre visuelt lukket del. Værnet bør ikke indbyde til at kravle op på, og der bør ikke være fx lave plantekasser foran, som man kan træde op på og derved lettere kravle over værnet. Hvis man ønsker planter foran værnet, bør de plantes i gulvniveau. Hvis værnet skråner indad helt eller delvist, kan det mindske risikoen for, at en person vil kunne kravle over. Plante- og altankasser på værnets øverste del kan også nedsætte risiko for, at personer kravler over, men også nedsætte muligheden for at kigge ud og ned for en siddende person (Marschall, 2010).

        \\sbi.aau.dk\Department\kom\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv263 Plejeboliger for personer med demens - detaljer\Illustrationer\MUB\Figur 16\Figur 16v2-02.png
        Figur
        48. Helt eller delvist skrå værn ved terrasse med planter i gulvniveau gør det vanskeligere at kravle over.

        Belægning

        Belægningen på en altan, en tagterrasse eller en taghave bør være jævn, fast og skridhæmmende, også i våd tilstand, hvor der heller ikke må opstå refleksioner fra lys, så belægningen kommer til at fremstå glat eller isbelagt. Der bør ikke være markant farveforskel mellem gulvbelægningen inde og ude, da dette kan forvirre personer med demens.

        Hvis der anlægges en gangsti i taghaven, bør denne etableres ud fra samme anbefalinger som en gangsti på terræn. Se afsnittet Stisystem i 4.4.1, Have/gårdhave.

            1. 4.4.3 Inventar og elementer

        Forskelligartede elementer som fx græsplæne, frugttræer, flagstang, springvand og haveplanter kan vække minder om beboernes egne tidligere haver eller nærmiljø. Det kan medvirke til at skabe et trygt og genkendeligt miljø, samtidig med at det stimulerer sanserne og skaber trivsel og velvære (Landmark et al., 2009).

        Inventar og elementer i haven eller taghaven bør derfor tilbyde varierede opholds- og oplevelsesmuligheder.

        Bænke, stole og borde

        Bænke og stole bør have god siddehøjde, give god siddekomfort og være forsynet med ryg- og armlæn, så det er let at sætte sig og rejse sig igen. Stole kan med fordel være flytbare, så de let kan rykkes til andet sted, hvis beboerne får lyst til at sidde anderledes. Der bør også være stole med høj ryg og eventuelt hovedstøtte samt fodskammel, der inviterer til en lur i skyggen en varm dag.

        Billede 112
        Figur
        49. Flytbare stabile stole, med og uden armlæn, som let kan flyttes (de Hogeweyk).

        Lette flytbare borde til fx kaffekop anbefales udover haveborde, hvor beboerne kan spise sammen, hvis humør og vejret er til det. Haveborde bør være udformet med mindst én fri ende og underkant på bordplade 0,65-0,70 meter over terræn, så kørestolsbrugere også kan komme ind under med benene og sidde med ved bordet.

        \\sbi.aau.dk\Department\kom\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv263 Plejeboliger for personer med demens - detaljer\Illustrationer\MUB\Figur 17\Figur17-v1_02.png
        Figur
        50. Udformning af bænk samt bord med plads til person i kørestol.

        Oplevelser

        Haven bør også rumme elementer, der kan vække minder eller give sansemæssige oplevelser: En flagstang kan markere højtider og begivenheder. Et vandbassin med springvand, så man kan høre vandet løbe ned over fx sten, og hvor man eventuelt kan se fisk og vandplanter. Et arbejdsbord, hvor man fx kan plante sommerblomster i potter. Et tørrestativ eller tørresnore kan give beboerne mulighed for at hænge vasketøj op/tage tøj ned. En brændestak, hvor man kan hente brænde til pejsen.

        Elementerne kan være inspireret af det lokalområde, plejecentret er beliggende i, fx en mindre by, et parcelhuskvarter eller en storby.

        Et aktivitets- eller legeområde med motions- og legeredskaber, der kan anvendes af beboerne selv, men også af besøgende børn, kan også være med til at give gode oplevelser og adspredelse for beboerne, både ved at kunne følge børn, der leger, eller ved selv at benytte fx en gynge eller sidde med fødderne i sand (Holthe, 2011).

        Kunstgenstande

        Kunstgenstande og skulpturer bør være naturalistiske og genkendelige og placeres, så man kan komme tæt på. Skulpturer kan danne grundlag for samtale, og både form og materialer bør være rare at røre ved.

        Belysning

        I alle uderum bør der etableres belysning på gangstier og ved opholdspladser, så haven eller terrassen kan benyttes, når det er mørkt. At sidde ude eller gå en lille tur en mørk, lun augustaften kan være en god oplevelse. Belysning bør være jævn over hele gangfladen, så der ikke opstår mørke flader, der kan opfattes som huller. Lyskilderne bør placeres i samme side af stien og afskærmes, så de ikke blænder. ’Up-lights’ i terræn- eller gulvniveau bør derfor undgås (de Place Hansen, 2016).

            1. 4.4.4 Planter

        Uanset om planter skal stå i en have på terræn eller i en taghave oppe i højden bør valget af planter have fokus på at tilbyde sansemæssige oplevelser ved variation i farver, former, lyde, dufte og smag. Både af hensyn til oplevelsen i øjeblikket, men også fordi planter kan vække minder. Planter bør understøtte årstidernes skiften, så man kan følge blomstring, frugtudvikling og løvfald og dermed få en fornemmelse af tid på året.

        Billede 117
        Figur
        51. Klatreroser kan give sanseoplevelser gennem året: blomster om sommeren, hyben om efteråret (Søndersøhave).

        Generelt bør planter, der er kendt fra lokalområdet benyttes, og eventuel eksisterende beplantning bør fastholdes i videst muligt omfang. Også en græsplæne kan være med til at understøtte den lokale forankring og giver samtidig mulighed for at besøgende børn kan lege i haven, og for at beboerne eventuelt kan lege med.

        Placering af planter i haveanlægget bør lægge op til, at beboerne bevæger sig ud i haven og hen til planterne og dermed bliver fysisk aktiveret.

        Planter langs stier bør have let løv, så de ikke kaster kraftige mørke skygger på gangbanen, hvilket kan opfattes som huller i belægningen af personer med demens (Grefsrød, 2001). Alternativt bør beplantning langs stier holdes nede i højde, så der ikke dannes skygger på gangarealet.

        Planteliste

        Planter og træer, der kan overvejes, er:

        • – frugttræer og -buske som æble, pære, kirsebær, ribs og solbær.

        • – klatreplanter som vin, klematis, kaprifolie, klatreroser og tornfri brombær.

        • – krydderurter som rosmarin, purløg, timian, mynte, lavendel og mange andre.

        • – løgplanter som forårsblomsterne erantis, vintergækker, påske- og pinseliljer og tulipaner.

        • – grøntsager og frugtbærende planter som ærter, rabarber og jordbær.

        • – sommerblomster som morgenfrue og solsikke.

        Mange andre planter vil også være egnede i et haveanlæg for personer med demens, men planter bør generelt være robuste og lette at passe. Planterne må ikke være med torne eller giftige ved berøring eller ved eventuel spisning.

        Se mere om giftige planter på giftlinjens sider om giftige planter: www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen/alt-om-gift/planter-og-svampe

        Haveaktiviteter såsom at plante og så plantefrø i løs jord eller at vande planter, luge ukrudt, fjerne visne blomster, plukke blomster og høste frugt kan for mange personer med demens være en meningsfuld beskæftigelse. Det kan medvirke til at fastholde motoriske færdigheder og genkalde oplevelser fra tidligere aktiviteter i haver og på terrasser. Hvis der plantes i højbede eller plantekasser, kan planterne lettere opleves tæt på, og den fysiske belastning ved pasning mindskes. Både gående og personer i kørestol kan tage del i pasningen ved højbede (Grefsrød, 2001).

        U:\Grupper\Afdeling BBE\TILGÆNGELIGHED\866401-02 SUM, demensboliger 2015\Anvisning 2 - illustrationer\MUB\01-Bestillinger\05-Diverse Skitser\5 bestilling\5.4.4-v02-01.png
        Figur
        52. Højbed gør det muligt for alle uanset funktionsevne eller alder at deltage eller blot nyde.

        Uanset om uderummet er på terræn eller på etager, bør der sikres let adgang til vand i form af udendørs vandhane og vandkande, så planterne kan vandes. Vanding med vandkande kan være en meningsfuld beskæftigelse for mange personer med demens.

        Det overordnede ansvar for at passe planter bør dog aldrig hvile på beboerne, men være en opgave for personale eller frivillige.

            1. 4.4.5 Dyrehold

        Personer med demens kan have stor glæde og gavn af at omgås dyr. Levende dyr kan genskabe erindringer. Kæledyr kan skabe en god stemning, afhælpe uro og give beboerne mulighed for at vise omsorg (Henriksen et al., 2007). Man bør dog være opmærksom på at tage hensyn til eventuelle husdyrallergier hos både beboere, personale og besøgende.

        Husdyr som får, høns eller kaniner kan være et trygt og genkendeligt element, der dog forudsætter, at der afsættes tilstrækkelig plads til dyrehold i haveanlægget.

        Selvom ansvar for pasning af dyr ikke kan lægges over på beboere i plejeboliger, kan beboerne ofte deltage i fodring og opsyn med dyr. Ofte behøver dyr heller ikke kræve meget arbejde:

        • – Et foderophæng til havens fugle kan give liv ude foran et vindue.

        • – Fugle i voliere eller bur kan også give liv i et rum, men kan også svine og støve, når de flyver rundt. Derfor bør placering af voliere eller bur overvejes.

        • – Et bassin med stærktfarvede fisk kan også give oplevelser, især når de fodres.

        • – Små kæledyr som fx marsvin eller kaniner kan være bløde og varme at røre ved og give små lyde fra sig. De kan stå udendørs i sommerperioden, men marsvin skal ind i varmen i vinterperioden.

        • – Høns kan ved deres kaglen give lyde, som også kan stimulere sanser og vække minder og desuden levere æg til maden.

        • – Katte kan også for mange personer med demens give varme og tryghed ved at ligge på skødet eller sove ved siden af beboeren.

        • – Miniaturefår, som er venlige og nysgerrige, kan klappes på deres tykke pels og fodres med græs. De kræver ikke meget plads eller pasning og kan gå ude stort set hele året.

        • – Hvis fast dyrehold ikke er muligt, kan besøg af fx personalets egne hunde eller frivillige besøgshunde give oplevelser og tryghed. Det bør dog sikres, at hunden har et sted, hvor den kan trække sig tilbage og være i fred, hvis omsorg og interesse bliver for meget under besøget.

        Billede 110 Billede 111
        Figur
        53. En kat, der også føler sig hjemme, og miniaturefår i egen fold (t.v.: Vreugdehof, t.h.: Bakkegården).

        1. 4.5 Adgangsarealer i bygningen

      Et plejecenter opdeles i en beboelsesdel og en institutions-/erhvervsdel. Beboelsesdelen består af de enkelte boliger samt de fælles boligarealer som fx køkken, spise- og opholdsrum. Institutions- og erhvervsdelen er servicearealer som fx café, ergo- og fysioterapi, kontor og vagt- og personalerum.

      Plejecentres enkelte dele bindes sammen af adgangsarealer, som afhængig af beliggenhed i forhold til de øvrige faciliteter fordeles på den huslejefinansierede beboelsesdel og på erhvervsdelen. Se afsnit 2, Lovgivning.

      Adgangsarealer i bygningen er typisk gange, trapperum og elevatorer. I bygningsreglementet betegnes disse arealer som ’fælles adgangsveje’, og der er en række krav og anbefalinger til udformning af disse, herunder også til den lovmæssige indretning af elevator.

      Læs mere i SBi-anvising 258 Anvisning om Bygningsreglement 2015, 3.2 Adgangsforhold / tilgængelighed (de Place Hansen (red.), 2016).

      Ud over grundlæggende krav og anbefalinger til adgangsarealerne er der en række forhold, som bør tages i betragtning, når det drejer sig om plejeboligbyggeri for personer med demens for at sikre beboernes trivsel, sikkerhed og tryghed. Også selvom det drejer sig om adgangsarealer, hvor beboere med demens ofte kun færdes ledsaget af personale eller pårørende.

            1. 4.5.1 Indgang til plejecentret

        Indgangen til plejecentret skal leve op til de generelle krav beskrevet i BR15 kapitel 3.2, Adgangsforhold / Tilgængelighed (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015) samt anbefalinger til niveaufri adgang, markering af indgang og udformning af port/dørtelefon og tilkaldeanlæg beskrevet i SBi-anvisning 258, Anvisning om bygningsreglement 2015, 3.2 Adgangsforhold / tilgængelighed (de Place Hansen (red.), 2016).

        Således bør højden af eventuelle dørtrin være 0 cm, så de ikke kan udgøre en snublerisiko.

        Indgangsdøren bør være selvåbnende, styret af automatik (trykknap) eller eventuelt aktiveret via føler. I henhold til Serviceloven (Bekendtgørelse nr. 1284, 2015) kan yderdøre sikres med alarm- eller pejlesystem eller med særlige døråbnere, så de beboere, der kan have tendens til at vandre og er i risiko for at forlade plejecentret og uforvarende bringe sig selv i fare, kan opdages og findes hurtigst muligt.

        Selve yderdøren bør være mindst 1,07 meter i fri åbning, så to personer kan passere døren ved siden af hinanden.

        Læs mere om indgangsdør i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 3.2 Adgangsforhold / tilgængelighed (de Place Hansen (red.), 2016).

            1. 4.5.2 Gangarealer mellem boliggrupper og servicearealer

        Gangarealer mellem de enkelte boliggrupper og servicearealerne bør generelt være lette for alle at orientere sig i, gerne med dagslys og udsyn til omgivelserne udenfor.

        Gangforløb bør være korte og afvekslende samt møbleret med inventar med forskelligt udtryk. Elementer som fx planter og kunst på gulv eller vægge kan fungere som kendemærker for beboerne og lette orienteringen samt give oplevelser ved færdsel mellem den enkelte boliggruppe og servicearealerne (Terkildsen, 2004; Høeg, 2008; Servicestyrelsen, 2008).

        Gulv

        Gulvet bør være lyst, ensfarvet og mat, så der ikke opstår genskin fra dagslys eller elektrisk lys, som kan opfattes som vand på gulvet. Gulve, der støder op mod hinanden bør have nogenlunde samme lyshed, da forskelle i lyshed kan opfattes som niveauforskel som følge af den ændrede dybdeperception hos mange personer med demens og give uro og utryghed (Terkildsen, 2004; Høeg, 2008; van Liempd et al., 2010).

        Genskin i materialernes overflader fra lyskilder (elektriske såvel som dagslys) kan skabe generende blænding og reflekser for personer med demens (Day et al., 2000). Derfor er det hensigtsmæssigt at afstemme, hvordan lysheden, farven og glansen opleves, så eventuelle gener mindskes.

        Håndlister

        I henhold til BR15 skal der under hensyn til bygningens anvendelse opsættes håndlister i gange, trapper og ramper i fælles adgangsveje (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015).

        Ved trin eller trapper samt ramper skal der derfor være håndlister, så det er sikkert at færdes. Behov for opsætning af håndlister i gange kan diskuteres, idet mange personer med gangvanskeligheder i dag anvender fx rollator og derfor ikke har behov for håndlister (Benbow, 2014). Håndlister opsat på væggene på en gang tager desuden plads fra den fri bredde, hvilket kan betyde, at gangens bredde eventuelt skal forøges for at leve op til krav til fri bredde i flugtveje. Dog kan håndlister på vægge i gange øge evakueringshastigheden for personer med nedsat mobilitet (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016). Men håndlister på vægge kan opfattes som et institutionelt element og dermed reducere den hjemlige atmosfære. Omfanget af håndlister i gangene bør derfor overvejes, i særdelshed hvis gangens udstrækning er begrænset.

        Se mere i afsnit 3.1.4, At skabe atmosfære og afsnit 3.3.1, Grundplan og gangforløb.

            1. 4.5.3 Trapper

        Der kan være trapper og elevatorer i adgangsarealerne, som også skal benyttes af personer med demens. Elevatorer kan dog være en stor barriere for personer med demens (Passini et al., 2000). Færdsel på trapper kan også være vanskelig på grund af dårlig dybdeperception hos mange personer med demens og kan, især nedad, udgøre en faldrisiko (Kirkhus, 2005).

        Trapper bør derfor udformes med omhu. Det anbefales at udføre trapper i fælles adgangsveje med lav stigning på højst 15 cm og dyb grund på mindst 30 cm, så trappen er så sikker og bekvem som muligt at færdes på. Samtidig bør der tages højde for trappeløsninger, hvor der kan etableres et følbart belægningsskift ved trappens top, og hvor trinforkanter kan markeres med kontrastfarve. Se afsnit 3.3.2, Farveforståelse og -anvendelse.

        Stødtrin mellem trinnene kan medvirke til at øge sikkerheden i forbindelse med færdsel på trapper for personer med demens, dels ved at trappen træder tydeligt frem uden visuelle forstyrrelser fra bagvedliggende elementer, dels ved at foden ikke risikerer at hænge fast ved færdsel op af trappen.

        Håndlister i begge sider af en trappe er væsentlige for sikkerheden ved færdsel på trapper. Håndlister bør gå ubrudt hen over reposen og afsluttes vandret. De bør være udformet efter håndens gribefunktion og være i kontrastfarve til omgivelserne.

        Læs mere om krav og anbefalinger til trapper i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 2015, 3.2.2 Fælles adgangsveje (stk. 3) (de Place Hansen (red.), 2016).

        Eventuelle trin og trapper bør fremhæves med ekstra belysning. Tydeligt markerede omgivelser giver beboere med demens større tryghed i at færdes på trapperne og generelt. Vær også opmærksom på eventuelle skygger på trin fra dagslys og sollys, som kan forstyrre orienteringsevnen.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 258, 6.5.3 Elektrisk belysning (de Place Hansen (red.), 2016).

            1. 4.5.4 Skiltning

        I henhold til BR15 skal der i bygninger med borgerrettet servicefunktion være information om orientering i og brug af bygningen på en letlæselig og forståelig måde (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015). Det betyder, at der i den del af plejecentret, som er rettet mod borgere udefra, skal informeres om funktioner som wc-rum, handicaptoiletter, elevatorer, trapper mv. Ofte vil plejecentrets beboere også skulle benytte disse funktioner. Skiltning bør derfor leve op til anbefalinger om skiltning for personer med demens og indeholde farve, tal, tekst og piktogram/symbol, så de fleste personer kan aflæse skiltet uafhængig af funktionsevne. Se afsnit 3.3.3, Skiltning.

        \\sbi.aau.dk\Department\kom\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv263 Plejeboliger for personer med demens - detaljer\Illustrationer\MUB\Figur 19\Figur 19-01.png
        Figur
        54. Demensvenlig skiltning med farvekontrast, symbol og tekst.

            1. 4.5.5 Sikring af ind- og udgange

        For at skabe tryghed for både beboere med demens, deres pårørende og personalet bør elektronisk overvågning af bygningernes ind- og udgange og udgange fra udearealerne overvejes, hvis bygningens arkitektur ikke danner naturlig skærm, eller hele matriklen er hegnet ind.

        Overvågningen kan bestå af fx computerforbundne, underjordiske kabler rundt om plejecentret i kombination med en personbåren chip, der registrerer, hvis personen forlader det sikrede område. Dette system kan medvirke til, at beboerne kan færdes frit uden at blive væk eller komme til skade (Møller & Knudstrup, 2008).

        Læs mere i afsnit 1.2, Velfærdsteknologi.

        1. 4.6 Servicearealer i bygningen

      Et plejecenter bør også rumme dagcenter, aflastningsboliger og fællesfaciliteter som café, restaurant, fællesrum til dans og anden fysisk aktivitet, musik, motion, terapi og hobbyer. Disse faciliteter vil beboere i plejeboligerne dog næppe kunne benytte på egen hånd, men mange vil kunne tage del i aktiviteter i faciliteterne sammen med pårørende, frivillige eller personale.

      Faciliteterne kan også være med til at beskæftige hjemmeboende borgere med let demens, aflaste deres pårørende og danne bindeled mellem borgere og beboere med demens.

      Derudover vil der også være behov for en række servicefaciliteter som personalerum og opbevaring m.m., som ikke behandles i denne anvisning.

      I det følgende gennemgås de beboerrettede fællesfaciliteter, der også bør etableres i et plejecenter.

            1. 4.6.1 Café/restaurant

        Et café- eller restaurantbesøg for beboere med demens kan vække minder om tidligere sociale aktiviteter. En café eller restaurant kan også være til gavn for pårørende og borgere fra lokalområdet, som derved kan inviteres ind i plejecentret (van Liempd et al., 2010). Stedet vil også kunne anvendes til sociale og kulturelle aktiviteter som musikalske arrangementer, foredrag eller anden underholdning.

        Teleslynge

        Mange ældre, herunder også personer med demens, har nedsat hørelse og anvender høreapparat. Især i større forsamlinger, hvor mange mennesker taler, hvor der synges eller spilles musik, kan det være svært at skelne lydene fra hinanden. En teleslynge kan til en vis grad afhjælpe dette.

        I forsamlingsrum indrettet til fælles aktiviteter og underholdning er der krav om, at der skal være fast installation af teleslyngeanlæg eller lignende installationer målrettet personer med hørehandicap (Bekendtgørelse nr.1601, 2015).

        Hvis et større fællesrum er planlagt til at kunne opdeles i flere mindre enheder, bør teleslyngen kunne opdeles i flere sløjfer. Man skal desuden være opmærksom på overlapning mellem sløjferne og skærmning af signal mod andre rum.

        Etablering af teleslyngeanlæg skal planlægges tidligt og ofte installeres tidligere end andre elektriske installationer.

        Læs mere i SBi-anvisning 258, Anvisning om Bygningsreglement 20158.1 Generelt (stk. 12) (de Place Hansen (red.), 2016).

        Det kan med fordel overvejes at etablere en vinterhave, en havestue eller et drivhus med højt dagslysniveau og planter i nær forbindelse med en café eller restaurant. Det vil give mulighed for, at beboerne og borgere også i vinterperioden kan opholde sig i mest muligt dagslys. Det medvirker til at stimulere den naturlige døgnrytme og giver mulighed for at opleve de forskellige årstider (Marshall, 2010).

            1. 4.6.2 Rum til fysisk aktivitet

        Dans, motion og fysisk aktivitet kan have positiv indflydelse på trivsel og livskvalitet hos personer med demens og kan være med til at mindske psykiske symptomer ved demenssygdomme.

        Dans og bevægelse kan også vække minder, skabe fællesskab og støtte sociale relationer samt medvirke til, at beboeren kan blive mere aktiv og selvhjulpen i hverdagen (Nationalt Videnscenter for Demens, 2016).

            1. 4.6.3 Værksteder og butikker

        Mindre værkstedsaktiviteter kan være med til at skabe meningsfyldt indhold i hverdagen for personer med demens. Det kan eventuelt også give mulighed for at fortsætte aktiviteter, beboerne tidligere havde glæde ved at beskæftige sig med, fx maling, frøsåning m.m.

        Etablering af en eller flere mindre butikker til køb af personlige små-fornødenheder og eventuel afhentning af varer til den daglige husholdning i boliggruppen kan for mange beboere medvirke til at fastholde en meningsfuld dagligdag. Fortsat at kunne foretage enkle typiske dagligdags handlinger som indkøb kan give trivsel og livskvalitet. Beboerne vil dog næppe kunne gøre dette på egen hånd, men have behov for assistance fra personale, frivillig eller pårørende.

            1. 4.6.4 Gæsteværelser

        Det anbefales at etablere overnatningsmuligheder for pårørende i form af et eller flere gæsteværelser. Gæsteværelser kan indgå som en del af fællesarealerne og anvendes til andre formål, når der ikke er behov for overnatning (Holthe, 2011; Høeg, 2008).

        1. 4.7 Overordnet planlægning

      Den overordnede placering af et plejecenter i et lokalområde og udnyttelse af lysforholdene på selve grunden har betydning for trivsel og livskvalitet hos beboere med demens. Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange af de valg og prioriteringer, der træffes i begyndelsen, både direkte og indirekte sætter rammerne for, hvad der senere kan lade sig gøre med hensyn til udformning og indretning. Når der planlægges plejeboliger for personer med demenssygdomme, er der således en række overordnede beslutninger med hensyn til placering og disponering af plejecentret, der bør træffes tidligt i processen.

            1. 4.7.1 Placering

        Central placering af plejecentret i forhold til offentlig transport bør overvejes af hensyn til lettere adgang for besøgende. Indkøbsmuligheder i nærheden giver mulighed for at kombinere besøg med indkøb, eventuelt sammen med beboerne.

        Placeringen har næppe direkte betydning for beboerne selv, der sjældent selvstændigt kan benytte sig af tilbud uden for plejecenteret. Det kan dog være en fordel, at besøgende og personale sammen med beboerne kan benytte de nære omgivelser.

        Et plejecenter bør dog ikke ligge i urolige, larmende omgivelser, idet trivsel og orientering for personer med demenssygdomme kobles til rolige, stimulerende omgivelser (Day et al., 2000; van Liempd et al., 2010).

            1. 4.7.2 Disponering

        Dagslys, udsigt og adgang til grønne områder har betydning for trivsel for personer med demens. Dagslyset er med til at regulere menneskers døgnrytme, og dagslys af høj intensitet i morgentimerne kan medvirke til at skabe en bedre balance mellem aktivitetsniveauet i løbet af dagen og en rolig nat (Day et al., 2000; Møller & Knudstrup, 2008; Marquardt et al., 2014). Se også afsnit 3.2, Lysets betydning.

        Fælles udearealer bør udformes, så de ud over dagslys, oplevelser og rekreation også giver beboerne mulighed for at få motion, hvilket også regnes for at have positiv indflydelse på velbefindende og adfærd hos personer med demens (Nationalt Videnscenter for Demens, 2016).

        Når plejecentret skal placeres, er det derfor vigtigt at tage videst muligt hensyn til lysforholdene på grunden og bygningens sammenhæng med omgivende udearealer.

        \\sbi.aau.dk\Department\kom\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv263 Plejeboliger for personer med demens - detaljer\Illustrationer\MUB\Figur 04\figur 4 - Lysforhold-02.png
        Figur
        55. Lysforhold og omgivende natur bør udnyttes bedst muligt, når plejecentret planlægges og disponeres.

        Ved ombygning kan der være en række begrænsninger og færre valgmuligheder, men det anbefales nøje at overveje rummenes orientering i forhold til dagslys og udearealer.

        Læs mere i afsnit 3.2, Lysets betydning, og 3.4, Kontakt til naturen.

        Billede 118
        Figur
        56. Nyt plejecenter, hvor boliger i stueplan har karnap og privat terrasse, og boliger på etagerne har karnap med stort vindue (Holmegårdsparken).

            1. 4.7.3 Pladsbehov

        Mange personer med demenssygdomme har eller får også andre funktionsnedsættelser af bevægelses- eller sansemæssig karakter. Byggeriet bør derfor også tage højde for krav og behov i forbindelse med assistance til beboere, der anvender hjælpemidler.

        Ved nybyggeri skal plejecentret følge gældende regler om tilgængelighed og arbejdsmiljø. Ved ombygninger er det i visse situationer ikke muligt at opfylde hele spektret af krav og anbefalinger. En differentiering mellem forskelligt indrettede boliggrupper og boliger samlet set vil kunne imødekomme flere behov.

        Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

  • Oversigt over plejecentre, der indgår i denne anvisning:

    Navn/danske

    Adresse

    By

    Hjemmeside

    Seniorcenter

    Bakkegården

    Taxvej 18

    2880 Bagsværd

    www.gladsaxe.dk/bakkegården

    Områdecenter

    Bredebo

    Bredebovej 1 og

    Mølleåparken 2

    2800 Kgs.

    Lyngby

    www.bredebo.ltk.dk

    Holmegårdsparken

    Ordrupvej 32

    2920 Charlottenlund

    www.holmegaardsparken.dk

    Jægersborghave

    Jægersborg Allé 150

    2820 Gentofte

    www.gentofte.dk/borger/seniorer/%C3%86ldre-og-plejeboliger/find-plejebolig/1502

    Demenscenteret

    Pilehuset

    Bystævneparken

    23-25

    2700 Brønshøj

    www.demenscentret-pilehuset.dk

     

    Rise Parken

    Rise Bygade 62 A

    6230 Rødekro

    www.plejehjemaabenraa.dk/rise-parken

    Plejecenter

    Rosenhaven

    Bybjergvej 11

     

    2740 Skovlunde

    www.ballerup.dk/rosenhaven

    Salem

    Mitchellstræde 5

    2820 Gentofte

    www.plejehjemmet-salem.dk

    Solgaven

    Skovbakken 126

    3520 Farum

    www.solgavenfarum.dk

    Områdecenter

    Solgården

    Virumvej 125

    2830 Virum

    www.solgaarden.ltk.dk

    Søndersøhave

    Søndersøvej 41

    2820 Gentofte

    www.soendersoehave.gentofte.dk

    Plejecentret

    Trekroner

    Trekroner Centervej 41

    4000 Roskilde

    www.plejecentertrekroner.roskilde.dk

     

     

     

     

    Navn/udenlandske

    Adresse

    By

    Hjemmeside

    Vigs Ängar

     

    Vigavägen 18

    271 72 Köpingebro, Sverige

    www.vigsangar.se

    de Hogeweyk

    Heemraadweg 1

     

    1382 GV Weesp,

    Holland

    www.hogeweyk.dementiavillage.com

    Vreugdehof &

    Snoezelcentrum

    De Klencke 111

    1083 HH Amsterdam, Holland

    http://www.amstelring.nl/vreugdehof

    http://www.snoezelcentrum.nl/

     

  • Arbejdstilsynet, Bygge- og Boligstyrelsen, Socialministeriet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune. (1997). Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (At-cirkulæreskrivelse nr. 3 – 1997). København: Forlaget Kommuneinformation.

    Bekendtgørelse nr. 43 af 12/01/2016: Bekendtgørelse af lov om fødevarer (Fødevareloven). København: Miljø- og Fødevareministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 174 af 24/02/2016: Bekendtgørelse af lov om individuel boligstøtte (Boligstøtteloven). København: Beskæftigelsesministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 227 af 09/03/2016: Bekendtgørelse af lov om leje (Lejeloven). København: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 1058 af 31/08/2015: Bekendtgørelse af lov om friplejeboliger (Friplejeboligloven). København: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 1072 af 07/09/2010: Bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø (Arbejdsmiljøloven). København: Beskæftigelsesministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 1185 af 14/10/2010: Bekendtgørelse af byggeloven (Byggeloven). København: Økonomi- og Erhvervsministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 1278 af 18/11/2015: Bekendtgørelse af lov om almene boliger m.v. (Almenboligloven). København: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 1284 af 17/11/2015: Bekendtgørelse af lov om social service (Serviceloven). København: Social- og Indenrigsministeriet.

    Bekendtgørelse nr. 1601 af 14/12/2015: Bekendtgørelse om offentliggørelse af bygningsreglement 2015 (BR15). København: Transport- og Bygningsministeriet.

    Benbow, B. (2014). Benbow best practice design guidelines: nursing homes, complex care and dementia, (BDPG). Lokaliseret 2016.05.28 på: http://wabenbow.com/?page_id=16

    Benedetti, F., Colombo, C., Barbini, B., Campori, E. & Smeraldi, E. (2001). Morning Sunlight reduces length of hospitalization in bipolar depression. Journal of Affective Disorders 62, 221-223.

    Berson, D.M., Dunn, F.A. & Takao, M. (2002). Phototransduction by Retinal Ganglion Cells that Set the Circadian Clock. Science, 295, 1070-1073.

    Bollnow, O.F. (1963). Mensch Und Raum. Stuttgart: W. Kohlhammer.

    Boyce, P.R., (2003). Human Factors in Lighting (2. udgave). London: Taylor & Francis Boyce.

    Brooker, D. (2003). What is person-centred care in dementia? Reviews in Clinical Gerontology, 13, 215-222.

    Bygnings- og Boligregistret. (2007). Sammenhængen mellem arealer i BBR og arealer i anden lovgivning, kap. 5.1.3 i BBR-Instruks. Lokaliseret på: http://bbr.dk/arealsammenhaeng/0/30

    Böhme, G. (1995). Atmosphäre. Frankfurt: Main, Suhrkamp.

    Connell, B.R., Sanford, J.A., & Lewis, D. (2007). Therapeutic effects of an outdoor activity program on nursing home residents with dementia. Journal of Housing for the Elderly, 21(3-4), 194-209.

    Day, K., & Cohen, U. (2000). The Role of Culture in Designing Environments for People with Dementia, A Study of Russian Jewish Immigrants. Environment and Behavior, 32(3), 361-399. London: SAGE Publications Ltd.

    Day, K., Carreon, D., & Stump, C. (2000). The therapeutic design of environments for people with dementia a review of the empirical research. The Gerontologist, 40(4), 397-416.

    de Place Hansen (red.) (2016). Anvisning om Bygningsreglement 2015 (SBi-anvisning 258). København: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

    Detweiler, M.B., Sharma, T., Detweiler, J.G., Murphy, P.F., Lane, S., Carman, J., Chudhary, A.S, Halling, M.H. & Kim, K.Y. (2012). What is the evidence to support the use of therapeutic gardens for the elderly? Psychiatry investigation, 9(2), 100-110.

    Douglas, M. (1991). The idea of a home: A kind of space. Social Research 58(1), 287-307.

    Dupont, S. (2008). Atmosfære er kropslig. I: Dupont, S. & Liberg, U. (red.). Atmosfære i pædagogisk arbejde. København: Akademisk Forlag.

    Edvardsson, D., (2005). Atmosphere in Care Settings. Towards a Broader Understanding of the Phenomenon. Umeå, Sweden: Department of Nursing, Umeå University. Lokaliseret på: https://www.diva-portal.org/smash/get/diva2:143386/FULLTEXT01.pdf

    Fuggle, L. (2013). Designing interiors for people with dementia. Stirling: Dementia Services Development Centre, University of Stirling.

    Fødevarestyrelsen. (2005). Vejledning om indretning m.v. af køkkener i leve- og bomiljøer. København: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

    Gonzalez, M. T., & Kirkevold, M. (2014). Benefits of sensory garden and horticultural activities in dementia care: A modified scoping review. Journal of Clinical Nursing, 23(19-20), 2698-2715.

    Grant, C.F., & Wineman, J.D. (2007). The Garden-Use Model: An Environmental Tool for Increasing the Use of Outdoor Space by Residents with Dementia in Long-Term Care Facilities. Journal of Housing for the Elderly, 21(1-2), 89-115.

    Grefsrød, E. (2001). Hage for personer med demens. Tønsberg: Nasjonalt kompetansesenter for aldring og helse.

    Guzmán-Vélez, E., Feinstein, J.S., & Tranel, D. (2014). Feelings without memory in Alzheimer disease. Cognitive and Behavioral Neurology, 27(3), 117-129.

    Henriksen, N., Møller, K., & Knudstrup, M-A. (2007). Trivsel og Boligform. Litteraturgennemgang. Odense: Servicestyrelsen.

    Holthe, T. (2011). Bogrupper for personer med demens (Byggforskserien 220.340). Oslo: SINTEF Byggforsk.

    Husberg, L. & Ovesen, L. (2007). Gammal och fri – om Vigs Ängar. Simrishamn: Ängsblomman.

    Høeg, D. (2008). Boliger for ældre med demens. I: Møller, K. & Knudstrup, M-A. (Red.), Trivsel i plejeboligen. En antologi om trivselsfaktorer i plejeboliger, 185-197. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

    Høj, D. & Thisted, U. (2001). Egnet byggeri for ældre og handicappede. Esbjerg: Ribe Amts Hjælpemiddelcentral.

    Høyland, K., Kirkevold, Ø, Woods, R., & Haugan, G. (2015). Er smått alltid godt i demensomsorgen? Om bo- og tjenestetilbud for personer med demens. Oslo: SINTEF akademisk forlag.

    Johnsen, K., & Christoffersen, J. (2008). Dagslys i rum og bygninger (SBi-anvisning 219). Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

    Jørgensen, K. (2015). Tidlig svækkelse af stedsans ved Alzheimers sygdom. Lokaliseret på: http://www.videnscenterfordemens.dk/forskning/forskningsnyheder/2015/12/tidlig-svaekkelse-af-stedsans-ved-alzheimers-sygdom/

    Kirkeby, I.M. (2006). Skolen finder sted. Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.

    Kirkhus, A. (2005). Utforming av trapper (Byggforskserien 324.301). Oslo: SINTEF Byggforsk.

    Kofod, J. (2009). Afvikling af hjem. Ældre danskeres flytning fra eget hjem til plejehjem. TIDSKRIFTET ANTROLOOGI 59-60, HUS OG HJEM, 167-179.

    Landmark, B., Kirkehei, I., Brurberg, K.G., & Reinar, L.M. (2009). Botilbud til mennesker med demens. Oslo: Kunnskapssenteret.

    Lee, Y., & Kim, S. (2008). Effects of indoor gardening on sleep, agitation, and cognition in dementia patients – a pilot study. International Journal of Geriatric Psychiatry, 23(5), 485-489.

    Marcus, C.C., & Sachs, N.A. (2013). Therapeutic landscapes: An evidence-based approach to designing healing gardens and restorative outdoor spaces. New York: John Wiley & Sons Inc.

    Marquardt, G. (2011). Wayfinding for people with dementia: The role of architectural design. Health Environments Research & Design Journal, 4(2), 22-41.

    Marquardt, G., Büter, K., Motzek, T. (2014). Architektur für Menschen mit Demenz in stationären Altenpflegeeinrichtungen - Eine evidenzbasierte Übersichtsarbeit. I: Marquardt, G., & Viehweger, A. (red.). Architektur für Menschen mit Demenz: Planungsgrundlagen, Praxisbeispiele und zukünftige Herausforderungen. Dresden: Saechsische Landesbibliothek – Staats- und Universitaetsbibliothek Dresden. Lokaliseret på: http://www.openmainded.ag/Downloads/tagungsband-architektur---demenz.pdf

    Marquardt, G., & Schmieg, P. (2009). Dementia-friendly architecture: Environments that facilitate wayfinding in nursing homes. American Journal of Alzheimer’s Disease & Other Dementias 24(4), 333-340. London: SAGE Publications Ltd.

    Marshall, M. (2010). Designing balconies, roof terraces and roof gardens for people with dementia. Stirling: Dementia Services Development Centre, University of Stirling.

    McCormack, B. (2003). A conceptual framework for person-centred practice with older people. International Journal of Nursing Practice, 9(3), 202-209

    McManus, M. & McClenaghan, C. (2010). Hearing, sound and the acoustic environment for people with dementia. Stirling: Dementia Services Development Centre, University of Stirling.

    McNair, D., Cunningham, C., Pollock, R. & McGuire, B. (2013). Light and lighting design for people with dementia. Stirling: Dementia Services Development Centre, University of Stirling.

    Møller, K., & Knudstrup, M-A. (2008). Trivsel & plejeboligens udformning. Odense: Servicestyrelsen.

    Nationalt Videnscenter for Demens. (2016). København. Lokaliseret på: http://www.videnscenterfordemens.dk/viden-om-demens/

    Nebelong, H. (2003). Sansehaver – naturens terapirum. Vækst, 4, 20-22.

    Nicolaisen, Å., & Sørensen, C.Th. (1958). Lævirkning. I: HFB 16 – 1958. Lokaliseret på: http://www.hfb.dk/fileadmin/templates/hfb/dokumenter/artikler/16-1-del-2.pdf

    Passini, R., Pigot, H., Rainville, C., & Tétreault, M.H. (2000). Wayfinding in a nursing home for advanced dementia of the Alzheimer’s type. Environment and Behavior, 32(5), 684-710.

    Pollock, A., & Marshall, M. red.). (2012). Designing outdoor spaces for people with dementia. Sydney, Australia: HammondCare.

    Popham, C., & Orrell, M. (2012). What matters for people with dementia in care homes? Aging & Mental Health, 16(2), 181-188.

    Rasmussen, B.H., & Edvardsson, D. (2007). The Influence of Environment in Palliative Care. Supporting or Hindering Experiences of ‘at-homeness’. Contemporary Nurse. 27(1), 119-31. Lokaliseret på: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18386962

    Rasmussen, B., Hoffmeyer, D. & Petersen, C.M. (2011). Lydisolering mellem boliger – nybyggeri (SBi-anvisning 237). København: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

    Servicestyrelsen. (2008). Sådan kan du indrette dementes boliger – og begrænse anvendelsen af magt. København: Socialstyrelsen.

    SINTEF Byggforsk. (2011). Bogrupper for personer med demens (Byggforskserien 220.240). Oslo: SINTEF akademisk forlag.

    Sigbrand, L., Bredmose, A., Kirkeby, I.M., Mathiasen, N. & Jensen, P.H. (2015). Plejeboliger for personer med demens – indledende spørgsmål (SBi-Anvisning 259). København: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

    Sonntag, J. (2013). Demenz und Atmosphäre: Musiktherapie als ästhetische Arbeit. Frankfurt: Mabuse-Verlag.

    Stigsdotter, A.U.K., Møller, M.S., Corazon, S.S., & Lygum, V.L. (2012). Terapihaven Nacadia: Evidensbaseret sundhedsdesign. Landskab, (3), 88-91.

    Sörensen, S., & Brunnström, G. (1995). Quality of light and quality of life: an intervention study among older people. Lighting Research and Technology, 27(2), 113-118.

    Terkildsen, M. (2004). Indretning af plejecentre – for svage ældre og mennesker med demens. Odense: Socialstyrelsen.

    Thelander, V.B., Wahlin, T.B.R., Olofsson, L., Heikkilä, K., & Sonde, L. (2008). Gardening activities for nursing home residents with dementia. Advances in Physiotherapy, 10(1), 53-56.

    Torrington, J. M., & Tregenza, P. R. (2007). Lighting for people with dementia. Lighting Research and Technology, 39(1), 81-97.

    Trafik- og Byggestyrelsen. (2016). Eksempelsamling om brandsikring af byggeri 2012 (2. udgave). København: Trafik- og Byggestyrelsen.

    Tøjner, P. E. (2004). Architecture as human wellbeing (interview with Jørn Utzon). Louisiana Revy, 2(44).

    van Bommel, W. J. (2006). Non-visual biological effect of lighting and the practical meaning for lighting for work. Applied ergonomics, 37(4), 461-466.

    van Liempd, H.M.J.A, Hoekstra, E.K, Jans, J.M., Huibers, L.S. & van Oel, C.J. (2010). Bouwen aan een thuis! Resultaten van een evaluatieonderzoek naar de kwaliteit van de huisvesting van kleinschalig wonen voor ouderen met dementie. Utrecht: Vilans en AKTA.

    van Someren, E.J. (2000). Circadian rhythms and sleep in human aging. Chronobiology international. The Journal of Biological and Medical Rhythm Research, 17(3), 233-243.

    van Someren, E.J., Kessler, A., Mirmiran, M., & Swaab, D.F. (1997). Indirect bright light improves circadian rest-activity rhythm disturbances in demented patients. Biological psychiatry, 41(9), 955-963.

    Vejledning nr. 103 af 23/10/2002: Vejledning om individuel boligstøtte (Boligstøttevejledningen). København: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.

    Whear, R., Coon, J.T., Bethel, A., Abbott, R., Stein, K., & Garside, R. (2014). What is the impact of using outdoor spaces such as gardens on the physical and mental well-being of those with dementia? A systematic review of quantitative and qualitative evidence. Journal of the American Medical Directors Association, 15(10), 697-705.

    Wijk, H. (red.). (2014). Vårdmiljöns betydelse. Lund: Studentlitteratur AB

    Wijk, H., Berg, S., Sivik, L., & Steen, B. (1999). Colour discrimination, colour naming and colour preferences among individuals with Alzheimer's disease. International journal of geriatric psychiatry, 14(12), 1000-1005.

    Zeisel, J., & Tyson, M.M. (1999). Alzheimer’s treatment gardens. I: Marcus, C.C., & Barnes, Marni (red.). Healing Gardens: Therapeutic Benefits and Design Recommendations, 437-504. New York: John Wiley & Sons.

    Øvrig litteratur

    Andersen, M., Mardaljevic, J. & Lockley, S.W. (2012). A framework for prediction the non-visual effects of daylight - Part I. Photobiology based model. Lighting Research and Technology. 44, 37-53.

    Annerstedt, L. (1997). Group-living care: an alternative for the demented elderly. Dementia and Geriatric Cognitive Disorders, 8(2), 136-142. Basel: S. Karger AG.

    Bekendtgørelse nr. 96 af 13/02/2001: Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning. København: Beskæftigelsesministeriet.

    Bengtsson, A., & Carlsson, G. (2006). Outdoor environments at three nursing homes: Focus group interviews with staff. Journal of Housing for the Elderly, 19(3-4), 49-69.

    Bengtsson, A., & Grahn, P. (2014). Outdoor environments in healthcare settings: A quality evaluation tool for use in designing healthcare gardens. Urban Forestry & Urban Greening, 13(4), 878-891.

    Bengtsson, A., Hägerhäll, C., Englund, J., & Grahn, P. (2015). Outdoor environments at three nursing homes: Semantic environmental descriptions. Journal of Housing for the Elderly, 29(1-2), 53-76.

    Brunnström, G., Sörensen, S., Alsterstad, K., & Sjöstrand, J. (2004). Quality of light and quality of life–the effect of lighting adaptation among people with low vision. Ophthalmic and Physiological Optics, 24(4), 274-280.

    Frandsen, A.K., Mullins, M., Ryhl, C., Folmer, M.B., Fich, L.B., Øien, T.B., & Sørensen, N.L. (2009). Helende arkitektur. København: Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Aalborg Universitet.

    Ginnerup, S., & Sigbrand, L. (2015). Tilgængelige bygninger generelt – indledende spørgsmål (SBi-anvisning 250). København: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

    Goodman, T.M. (2009). Measurement and specification of lighting: A look at the future. Lighting Research and Technology, 41(3), 229-243.

    Grant, C.F., & Wineman, J.D. (2007). The garden-use model: An environmental tool for increasing the use of outdoor space by residents with dementia in long-term care facilities. Journal of Housing for the Elderly, 21(1-2), 89-115.

    Hernandez, R.O. (2007). Effects of therapeutic gardens in special care units for people with dementia: Two case studies. Journal of Housing for the Elderly, 21(1-2), 117-152.

    Hoover, R.C. (1995). Healing gardens and alzheimer's disease. American Journal of Alzheimer's Disease and Other Dementias, 10(2), 1-9.

    Jarrott, S.E., & Gigliotti, C.M. (2010). Comparing responses to horticultural-based and traditional activities in dementia care programs. American journal of Alzheimer's disease and other dementias, 25(8), 657-665.

    Jensen, H.I., Markvart, J., Holst, R., Thomsen, T.D., Larsen, J.W., Eg, D.M., & Nielsen, L.S. (2016). Shift work and quality of sleep: effect of working in designed dynamic light. International Archives of Occupational and Environmental Health, 89(1), 49–61. Lokaliseret på: http://doi.org/10.1007/s00420-015-1051-0

    Knudstrup, M-A. (2010). Trivsel og udformning af fremtidens plejeboliger? Nordiska nätverket för forskning om äldres boende d. 23 - 24 mars 2010. Gøteborg Sverige: Chalmers Arkitektskola.

    Kähler, M. (2014). Tænk demens ind i plejeboligen. Analyse og investeringsbehov 2014-24. København: Ældre Sagen.

    La Garce, L. (2004). Daylight interventions and Alzheimer’s behaviors – A twelve-month study. Journal of Architectural and Planning Research, 21, 257-269.

    Lov nr. 299 af 22/03/2016. Lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om friplejeboliger. København: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

    Marcus, C.C., & Barnes, M. (1999). Healing gardens: Therapeutic benefits and design recommendations. New York: John Wiley & Sons Inc.

    Mather, J.A., Nemecek, D., & Oliver, K. (1997). The effect of a walled garden on behavior of individuals with alzheimer's. American Journal of Alzheimer's Disease and Other Dementias, 12(6), 252-257.

    Murphy, P.F., Miyazaki, Y., Detweiler, M.B., & Kim, K.Y. (2010). Longitudinal analysis of differential effects on agitation of a therapeutic wander garden for dementia patients based on ambulation ability. Dementia, 9(3), 355-373.

    Møller, K., & Knudstrup, M-A. (red.). (2008). Trivsel i plejeboligen. En antologi om trivselsfaktorer i plejeboliger. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

    Rappe, E., & Topo, P. (2007). Contact with outdoor greenery can support competence among people with dementia. Journal of Housing for the Elderly, 21(3-4), 229-248.

    Reinhold, C., Traberg-Borup, S., Velk, S.H., & Christoffersen, J. (2008). Lysstyring (SBi-anvisning 220, 1. udgave). Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

    Rodiek, S.D. (2008). A New Tool for Evaluating Senior Living Environments.Seniors Housing & Care Journal, 16(1).

    Rodiek, S. & Schwarz, B. (red.). (2011). The role of the outdoors in residential environments for aging. New York: Routledge.

    Rodiek, S., & Fried, J.T. (2005). Access to the outdoors: using photographic comparison to assess preferences of assisted living residents. Landscape and urban planning, 73(2), 184-199.

    Rodiek, S., & Schwarz, B. (red.) (2012). Outdoor environments for people with dementia. New York: Routledge.

    Sander, B., Markvart, J., Kessel, L., Argyraki, A., & Johnsen, K. (2015). Can sleep quality and wellbeing be improved by changing the indoor lighting in the homes of healthy, elderly citizens? Chronobiology International, 32(8), 1049-1060. Lokaliseret på: http://doi.org/10.3109/07420528.2015.1056304

    Shikder, S., Mourshed, M., & Price, A. (2012). Therapeutic lighting design for the elderly: a review. Perspectives in public health, 132(6), 282-291.

    Zeisel, J. (2007). Creating a therapeutic garden that works for people living with alzheimer's. Journal of Housing for the Elderly, 21(1-2), 13-33.

    Øvrige kilder

    Niels Kasper Jørgensen, Nationalt Videnscenter for Demens, til forf. (12.1.2016).